|
Tid og sted
Femogtyvende søndag efter Trinitatis den 14. november 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmevers af Martin Moller (1584), ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenor og strygere. Der knytter sig den usikkerhed til hele kantatens instrumentalbesætning, at det overleverede partitur ikke har angivelser af hvilke instrumenter, Bach ønskede skulle spille kantaten. Selv om det må anses for ret sikkert, at strygere medvirker i 1., 3. og 5. sats, knytter der sig derfor tvivl til, om der også skal være oboer med til farvning af strygersatsen og forstærkning af korstemmer. Spørgsmålet er dog forholdsvis enkelt at besvare med et "nej", når man ser den stemme, som førsteviolinerne spiller i denne indledningsarie; den er dybere end den almindelige obo kan spille og skrives stemmen til en obo d'amore, ville transponeringen betyde, at der skulle udføres nogle meget hurtige løb opad i tonearter med mange fortegn. Der er nemlig dramatiske og dystre farver på paletten. Teksterne sidst i Trinitatistiden bliver mere og mere grumme: Fra det syndige, bodfærdige menneske i "Ich elender Mensch, wer wird mich erlösen" (BWV 48) den nittende søndag efter Trinitatis, via "Nur jedem das seine" (BWV 163), hvor enhver den treogtyvende søndag efter Trinitatis, fik det, der bekom ham. Så kom "O Ewigkeit, du Donnerwort" (BWV 60) med dialogerne mellem Frygt og Håb overfor døden, men med en frelsende røst fra himlen til søndag den fireogtyvende søndag efter Trinitatis. Her den femogtyvende søndag efter Trinitatis er teksterne fra Matthæus-evangeliets kap. 24 vers 15-28 om de sidste tiders tegn og Jesu genkomst, grund til tenorens furiøse forudsigelse om, det der på den yderste dag venter synderne: "Der står skrevet en frygtelig slutning for jer. I syndige foragtere, væk!". Den dramatiske arie med lynglimtene i de hurtige violinfigurer er en stor lytteoplevelse. Den er også ret interessant i betragning af de klausuler, Bach lige havde underskrevet i sin kontrakt af 5. maj, hvor et punkt syv foreskrev at musikken skulle være af en sådan beskaffenhed at den ikke måtte gøre et operaagtigt indtryk. Men Bach kunne selvfølgelig forsvare sin musik under henvisning til en anden bestemmelse om at musikken gerne måtte tilskynde lytterne til andægtighed. Der følger en kontrasterende tilbageholdende del med teksten "Målet af synder er fuldt, men jeres helt forstokkede sind har helt glemt jeres dommer". Efter denne del vender vreden tilbage, idet arien spilles da capo.
2. sats er et recitativ for alt og continuo med en blidere opsang til synderne. Guds nåde betyder, at han lader templet genopbygge og engene være rige på føde, men disse milde gaver er spildt på den, som ikke er bodfærdig. Altens recitativ er rigt på henvisninger til skrifsteder: Klagesangene kap. 3 vers 22, Romerbrevet kap. 6 vers 1 og kapitel 2 vers 4, Zakarias' Bog kap. 6 vers 12-15 og med lidt god vilje tillige Salme 23 vers 2 i Salmernes Bog. Hvor altsangeren kun har dette recitativ, er der mere musikalsk gods for både tenoren og bassen. Tenoren havde den dramatiske 1. sats og bassen har fået
3. satsens arie, hvor den krævende obligate stemme oftest udføres på trompet, hvilket også giver det bedste resultat, selv om man med den ukomplette overlevering om netop besætning jo ikke kan vide med sikkerhed, om det var det, der var Bachs hensigt. Som beskrevet i kommentarne til 1. sats fra kantaten "Bringet dem Herrn Ehre seines Namens" (BWV 148) giver kombinationen af en enkelt trompet og strygere tit en helt særlig brilliant klang. Herudover er der skønne spørgmål-og-svar mellem solotrompet og strygere i indledningen til denne arie. Desværre høres den sjældent. Utvivlsomt fordi en kort kantate med med den truende titel "Der står skrevet en frygtelig slutning for jer" kan være svær at få solgt til koncertarrangørerne. Heller ikke som enkeltstående stykke er basarien nogen sællert, for teksten lyder: "Da udslukkes ordets guldlysestage som en straf, med den hævngerrige dommers iver." Den lidt specielle formulering stammer fra Johannes' Åbenbaring kapitel 2 vers 2 - 7, hvor der konkret tales om "guldlysetager". Så er der mere umiddelbar forståelse af trompetens stormvinde af lyd, som nok kan blæse lysene ud. Lysvægens blafrende flamme kan høres på det sted, hvor musikken standser op, mens både sanger og førstevioliner udfører en trille på ordet "aus" (på dansk "ud"). Nu, hvor de har hørt, hvordan flammen blafrer i den hævngerrige dommers vindstød, er synderne måske mere tilbøjelig til at fatte de ord, som kommer i ariens B-stykke: "I må, oh syndere, på grund af jeres skyld, tåle vreden på hellige steder. I gør templet til en røverkule." Disse strofer har lånt tekst i Matthæus-evangeliets kapitel 21 vers 13-14. Trompeten, blæseren, som har været mere afdæmpet i B-stykket, vender tilbage med sine storme i repetitionen hvor arien spilles da capo. Det er en pragtfuld arie. Måske er det derfor, at gassen synes at være gået af ballonen i de sidste par minutter af kantaten.
4. sats er et kort recitativ for tenor akkompagneret af continuo. "Men Guds øje ser på os som udvalgte: Selv da intet menneske kunne tælle mængden af fjender, beskyttede Israels helt os, hans arm hæmmede fjendernes fremløb og hjalp da os; i nødens stund bliver ordets styrke så meget desto mere forståeligt og åbenbart."
5. sats er det syvende vers fra Martin Mollers salme fra 1584 "Nimm von uns, Herr, du treuer Gott" på melodien "Vater uns in Himmelreich". Som regel tier trompeten, mens kor, akkompagneret af strygere og continuo, synger "Vejled os med med din højre hånd og velsign vores by og land; giv os altid dit hellig' ord, beskyt mod djævlens list og mord; tildel en salig, liden stund, så at vi evigt må være hos dig!" Der er en markant akkord til ordene "liden stund " (på tysk "Stündelein"), der giver os en impressionisntisk svævende fornemmelse af tidens uhåndgribelighed.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 706-709, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 304, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 271 |
