|
Tid og sted
Den 4. februar 1708 i Mühlhausen
Tekstforfattere
Salme 74 vers 12 i Salmernes Bog, Anden Samuelsbog kap. 19 vers 36 og 38, Femte Mosebog kap. 33 vers 25, Første Mosebog kap. 21 vers 22, salme 74 vers 16-17 og 19 i Salmernes Bog, kantatens hyldestvers er muligvis skrevet af Georg Christian Eilmar.
Besætning
Sopran, alt. tenor, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, obo I, II, fagot, trompet I, II, III, pauker, violin I, II, bratsch, cello, violone, orgel
De enkelte satser
1. sats begynder med koret, der synger "Gud" to gange. Første gang kommer der lige efter en fanfare i trompeterne og derpå i oboerne. I al musik og ikke mindst når der er sang til, har taktens betonede slag stor betydning. I en firedelt takt som her er taktens étslag det mest markante og dernæst taktens treslag. Sætningen "Gud er min konge" må placeres sådan at betoningerne ligger rigtigt. Bach har med fornem sans for talesprogets dynamik placeret sætningen på det sted i takten, hvor meningsforstyrrende betoninger undgås, men der alligevel forekommer en svag treslagsbetoning på den første stavelse i ordet "konge". Dette er festmusik og det understreges af tindrende klange fra trompeterne hvis fanfarer forstærkes af pauken. For at opnå den flotte effekt at flere gruppers indsatser stilles over for hinanden har Bach ladet trompeter og pauke udgøre første gruppe, altblokfløjter og cello anden gruppe, oboer og fagot tredje gruppe og violiner, bratsch og violone den fjerde. Yderligere opnås der en lignede effekt i koret, hvor der veksles mellem solisterne og det fulde kor. Afhængigt af orkester- og koropstillingen kan dette give talrige nuancer i det samlede lydbillede. En pudsig effekt høres til allersidst. De to altblokfløjter får det sidste ord med et lille tyst firetoners ekko af trompeternes og oboernes fanfaremotiv.
2. sats lægger lige så pudsigt ud som 1. sats endte. Tenoren synger "Nu er jeg firs år". Forklaringen på den besynderlige replik er, at indsættelsen af det nye stadsråd tekstligt forsøges illustreret med modstillingen mellem gammel og ung. At lade tenoren synge hele vers 36 i Anden Samuelsbogs nittende kapitel blev nok lidt for ufestligt. Det lyder nemlig "Jeg er nu firs år, jeg kender ikke længere forskel på godt og ondt; jeg kan ikke smage, hvad jeg spiser og drikker, og jeg kan ikke længere høre sangere og sangerinder." I stedet har den ukendte Tekstforfattere selv fundet på fyld og så vendt tilbage til skriftstedets ord "lad mig tage hjem så jeg kan dø i min by og komme i min fars og mors grav". Samtidig med tenorens sang synger sopransolisten det sjette vers fra en salme fra 1630 af Johann Heermann "O Gud, du fromme Gud".
3. sats er for de fire solister akkompagneret af orgel. "Må din alderdom blive som din ungdom. Og Gud er med dig i alt hvad du gør". Med denne smukke fuga kunne Bach vise byens øverste beslutningstagere, at han til fulde mestrede fugaens ædle kunst. Ordet "fuga" betyder, at et tema introduceres i én stemme, her tenoren, og derpå efterlignes af de andre stemmer fra andre trin i toneskalaen. Her er bassen den næste, der synger temaet, derpå sopran og sidst alt. Ordene "Må din aldersom blive som din ungdom" udtrykker ønsket om livskraften må vare, så længe man lever.
4. sats sættes an af oboer og altblokfløjter og er en arie med hele fire obligate instrumentalstemmer; blokfløjte I, II, obo I og II. Cello og orgel udfører continuofunktionen. Efter træblæsernes indledning synger bassen fra salme 74: "Din er dagen, din er natten. Du har givet solen og månen deres plads. Du har fastlagt landjordens grænser". Man bemærker, at ordet "nat" hver gang er placeret på bassens dybeste toner. Efter den dansende første del bevæger arien sig ind i en mere mørk del med hurtige toner i akkompagnementet, mens træblæserne tier. Herefter gentages første del. Sat på bogstaver er formen ABA. Det kaldes også en da capo arie. Det står i musikernes og sangerens noder, at der efter den kontrasterende midterdel skal spilles Da Capo, et italiensk udtryk, der betyder "fra hovedet". Den type arie forekommer hyppigt i Bachs kantater, men dette er en af de tidligst forekommende da capo-arier i en Bach-kantate.
5. sats synges af altsolisten. Arien er med sin pompøse karakter akkompagneret af tre trompeter, pauke og orgel af samme karakter som en heltearie i en barokopera. Det nye byråd må have været godt tilfredse med den 22-årige organist fra Blasiuskirken for denne hyldest.
6. sats er til gengæld ikke Bachs stærkeste sats, hverken vokalt eller instrumentalt. Et par tunge og stadigt gentagne figurer i cello, fagot og violone synes på sin vis at spænde ben for fremdriften i indsatserne, der går på skift mellem altblokfløjter og oboer. Heller ikke korets melodi, som til stadighed skifter toneart, synes helt at forløse den bastante struktur. Der har været brug for en lang, adstadig "pause" mellem den trompetbårne 5. sats og så den festlige
7. sats, som gradvist bygger op til en pompøs afslutning. De fire orkestergrupper og de to korgrupper bruges flittigt til afløsning for hinanden. Faktisk er der tilføjet endnu en klanglig gruppe, fordi orglet her spiller en nydelig obligatstemme med små solistiske indslag. I det første halvandet minut af satsen, som har flere skift af taktart, økonomiseres der med det stærkeste virkemiddel; de tre trompeter og pauken. Da de kommer på, er gækken sluppet løs og fejringen strækker sig nu gennem resten af satsen. Igen får de to blokfløjter det sidste ord i deres to sluttoner, der lyder som et kort, hult, mystisk ekko fra det fjerne.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 795-800, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 285, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 99, 109-112 |
