|
Tid og sted
Første søndag i advent den 3. december 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Nun komm, der Heiden Heiland” af Martin Luther (1524). Til kantatens 1. og 6. sats er første og ottende vers fra salmen anvendt uændret, mens en ukendt tekstbearbejder har tilrettet salmens øvrige vers til brug i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Melodien er en oldkirkelig hymne, der også kendes på dansk fra ”Kom, hedningers frelsermand".
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor er fra begyndelsen præget af små hoppende glædesmotiver i de to obostemmer, mens også violin I efter to takter forlader de unisone klange sammen med violin II og bratsch og kaster sig ud i glædesstrømmmende sekstendedele. Nøjagtig samtidig markerer continuogruppens basstemmer årsagen til al denne fryd: ”Nu kommer hedningernes frelsermand”, temaet fra Luthers adventssalme, der danner grundlaget for hele kantaten. Bach havde brugt salmen før. Det var i december 1714 med pligten til at komponere månedlige kantater til hoffet i Weimar. Dén kantate var blevet genopført i slutningen af november 1723, men til begyndelsen af kirkeåret 1724-25 skabte han en ny kantate med anden dynamik. Continuogruppens bastante påpegning af hvilken salme, kantaten er bygget over, besvares dog ikke af ord fra koret, men blot af flere glædesmotiver fra oboer og violin I, mens violin II, bratsch og continuo sørger for grundrytmen. Først da oboerne unisont har blæst koraltemaet, træder orkestret et skridt tilbage og gør plads for en diskret indsats fra korets alter, tæt fulgt af tenorer og lidt senere basserne. De synger dog ikke salmemelodien, men en foregribende imitation af den, og først med indsatsen fra sopraner forstærket af en zink foredrages nu salmens første strofe. I de otte instrumentale takter inden næste strofe høres det, at glædesmotiverne også har smittet af på både de nederste strygerstemmer og continuo, som understøtter i langt mere bevægelige mønstre end før. Det er let at høre, hvornår næste tekststrofe skal placeres, for de to oboer fører an som spidsen af en procession. Sopranstemmen og zink præsenterer næste strofe ”kendt som jomfruens barn”, mens understemmerne sætter ind med imitatoriske roller. I orkestermellemspillet høres de frydefuldt hoppende oboer og den livlige førsteviolin, men herefter sætter koret ind, uden at der først er blæst præsentation af oboerne. Strofen ”den ganske verden undrer sig" følges af otte takters glæde for orkestret inden oboerne forbereder os på den næste strofe: "at Gud beskikkede ham en sådan fødsel". Også denne del starter med en foregribende imitation i korstemmerne tenor, bas og alt inden sopranerne og zinken fremfører koralmelodien. Satsen afsluttes ved, at seksten indledende takter for orkester spilles da capo. Det betyder at continuobasstemmernes koralcitat nærmest indleder den afsluttende orkesterdel, mens oboernes koralcitat får lov at afslutte den dynamiske sats, der er fuld af adventsglædens forventning.
2. sats er en arie for tenor, oboer, strygere og continuo. Det er en passepied i 3/8-takt, som i sin struktur kan minde om en duet, Bach et halvt år tidligere havde sat som anden sats i ”Erwünschtes Freudenlicht” (BWV 184) til tredje pinsedag. Også her i BWV 62 bringer den letflydende 3/8-rytme mindelser om en fransk hofdans, og tonearten er den lysende G-dur. Obo I og II følger som regel violin I og II, men efter tenoren har sungets første frase ”Fryd dig, o menneske, over dette store under”, lader Bach blot strygerne hviske sig gennem en gentagelse af tenorens første frase. Efter strofen er der egentlig et kolon, som viser os hvori underet består: ”den højeste hersker viser sig i verden.” Dette markeres med en kommentar fra orkestret hvor oboerne er med. Det er en krævende tenorarie med mange koloraturer, men musikalsk en meget tilfredsstillende arie at fremføre, fordi den jordnært tredelte danserytme gør, at man aldrig er i tvivl om hvor ét-slaget ligger. Teksten er en fri gendigtning af vers to og tre fra Luthersalmen, der handler om underet i at det ikke var en mand, men helligånden, der besvangrede modere (andet vers) og i, at han var jomfruens barn (tredje vers). I da capo ariens kontrasterende mol-stykke synger tenoren: ”Her bliver himlens skatte afsløret/her beredes os en guddommelig manna/o, under!, kyskheden forbliver uplettet.”
3. sats’ recitativ for bas og continuo har som overordnet mål i koralkantaten at rumme teksten fra fjerde og femte vers i Luthers meget kendte adventshymne. Disse vers handler om hvordan Gud tog skikkelse af menneske, nedfarede til dødsriget og derigennem igen kom til at sidde ved Guds hjre side. Musikalsk har Bach tilføjet et opadgående skalaløb til teksten om, at Judas helt med glæde vil løbe (på tysk ”laufen”) ud på sin bane og kort efter udstyret udråbet ”o, strålende lys” (på tysk ”O heller Glanz”) med hoppende glædesmotiver som dem, oboerne spillede i 1. sats’ indledningskor.
4. sats lader bassangeren blive stående i solistrollen, for ingen andre end bassen kan synge om den Judas helt, der nævntes i 3. sats’ recitativ og også findes i det oprindelige sjette vers i Luthers gamle salmetekst: ” Der du bist dem vater gleich/fur hynnaus den syegym fleisch/das dein ewig gotsgewalt/ ynnvnns das kranck fleysch enthallt.” De tyske renæssanceord er i den danske gendigtning oversat til: ”For du er din Fader lig/og i kødet sejrrig/brug din magt og gør os vel/helbred os i krop og sjæl!” I en arrangementsmæssigt noget håndfast markering af det sejrrige hart Bach ladet alle strygere, inklusiv dem fra contniuogruppe, spille den samme stemme, hvilket kan gøre kombinationen af bassens sejrrige koloraturer og den unisone stemme i orkestret lidt trættende i det lange løb. Teksten lyder: ”Kæmp, vind, stærke helt!/Vær stærk for os i kødet!/ Vær stræbsom/så at vi svages formåen/bliver gjort stærk!” Det er heller ikke digterens bedste frembringelse.
5. sats lader til gengæld i et vuggeblidt duetrecitativ menneskets sjæl og det troende menneske selv nærme sig krybben med barnet. Akkompagnementet udføres af strygerglorier fra violin I, II og bratsch, mens continuogruppen danner fundament. Teksten er ganske tæt på ottende vers i Luthers originale salmetekst: ”Vi ærer denne herlighed/og nærmer os nu din krybbe/og priser med glade læber/det, du har beredt os; mørket bekymrer os ikke/og vi ser dit uendelige lys.”
6. sats’ afsluttende salmevers er i enkel firestemmig koralstil, hvor sopranens melodistemme forstærkes af zink, oboer og violin I, alt af violin II, bratsch af tenor og continuogruppen har udgangslunkt i basstemmen. Teksten er ottende og sidste vers af Luthers salme, der i den gamle tyske originalversion lyder: ”Lob sey Gott, dem Vatter thon /lob sey Gott seym eyngen Son/Lob sey Gott dem heyligen Geyst/ymer vnnd ynn Ewigkeyt.” I den danske oversættelse: ”Dig Gud Fader lover vi/Dig Gud Søn tilbeder vi/Helligånd, din herlighed/priser vi i evighed.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 104-107, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
