|
Tid og sted
Nittende søndag efter Trinitatis den 15. oktober 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Wo sol lich fliehen hin” af Johann Heermann (1630). Salmens første og ellevte vers er anvendt uændret i kantaten 1. og 7. sats. Man ved ikke hvem der omarbejdede de øvrige vers til de tekster, der er brugt i 2., 3., 4., 5. og 6. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tromba da tirarsi, trompet, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor sættes an kanonisk af først obo I og violin I skarpt fulgt af obo II og violin II over akkompagnement i bratsch og continuogruppe. Det musikalske stof er hentet fra koralmelodien fra 1576 af Jacob Regnart. På dansk kendes den fra salmen ”Fryd dig, du Kristi brud”. Kort efter lader Bach dog oboer og strygere skilles i selvstændige stemmer med det resultat at satsen bliver seksstemmig for obo I, obo II, violin I, violin II, bratsch og continuobas. Det fragmentariske præg i instrumenternes små fraser kan minde om den frygtsomme sjæl, der også kommer til udtryk allerede i salmens første strofe: ”Hvor skal jeg søge ly…” Melodien er lagt i sopranstemmen, som følges af den sjældne træktrompet tromba da tirarsi mens alt overtager det motiv, der i satsens begyndelse klang i obo I og violin I. Kun halvanden takt har orkestret inden anden strofe ”når sjælen den er syg…”. Derpå fire takter før næste strofe forberedes i altstemmen ”af mange store synder?” Igen er der kun få takter inden versets fjerde strofe ”Mon hjælpen snart begynder?” Nu følger fire takter, hvor orkestrets stemmer på skift spiller sammen i firestemmig sats og deler sig ud i seks frygtsomme stemmer, inden alt, tenor og bas i korte nodeværdier introducerer den femte strofe, som kort efter lyder fra sopran og træktrompet: ”Selv alle verdens dele”, som følges af ”kan ej min angest hele.” Som afslutning spiller oboer og strygere det indledende tema og afrunder satsen med et instrumentalt efterspil, hvor ængstelsen stadig hersker.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. I Johann Heermanns originale salmevers, som der jo er en del af, bygges gradvist op til den heling af synderne, som en enkelt dråbe af Jesu blod kan medføre. I praksis har recitativet skullet omfatte to vers - salmens tredje og fjerde – og en lidt desperat tekst om at synderne ikke blot har plettet, men gjort hele sjælen uren følges af ikke så få dimininuerede akkorder, der klinger allerede fra recitativets første takter. Teksten svømmer i stride metaforer som ”Vunderne (=Jesu vunder) er et åbent hav, hvori jeg kan nedsænke mine synder.” Bach har holdt continuoets akkompagnement ret tørt og uden voldsomme illustrationer, måske i en erkendelse af at billedsproget i sig selv er ”overdådigt”.
3. sats er en arie for tenor, continuo og obligat bratsch. Efter er længere række kantater fra sommer og efterår 1724, hvor tilstedeværelsen i Leipzig af en virtuos tværfløjtespiller nærmest har gjort tenorarierne synonyme med ledsagelse fra en obligat tværfløjte, er det ganske anderledes at høre en bratsch som solo. At instrumentet her har fået en af sine ganske få opgaver i en Bach-kantate skyldes dog nok hverken at tværfløjtespilleren fik forfald eller at komponisten trængte til variation. Det er derimod det strømmende og helende blod fra Jesu offer, der har nødvendiggjort brugen af en bratsch. Faktisk skal man tilbage til kantaten ”Mein Herze schwimmt im Blut” (BWV 199) fra den 12. august 1714 for at finde en bratschist, der i 6. sats spillede en obligat stemme under sopranens tredje vers fra netop salmen ”Wo soll ich fliehen hin”. Kantaten var blevet genopført den ellevte søndag efter Trinitatis den 8. august 1723, men da med en anden stryger på solostemmen. Det er dog ikke salmens tredje vers, der er parafraseret til teksten her, men det fjerde, der i Heermanns originale tekst lyder: ”Ved dit uskyldens blod/den skønne røde flod/ afvaskes mine synder/en hjertets trøst begynder/ej mer’ på dem jeg tænker/jeg dem i hav nedsænker.” Frem for beskrivelsen lægger gendigtningen mere vægt på en henvendelsesform direkte til den skønne flod: ”Flyd rigeligt, du guddommelige kilde/ak, overvæld mig med blodige strømme!”, synger tenoren i tonegange, der også har den strømmende bevægelse med skalaløb oppefra og ned indbygget i fraserne. Det er bemærkelsesværdigt, at selv om melodien naturligvis jævnligt må bevæge sig opad, så er alle løb med fire sekstendedele konsekvent nedadgående. Arien er en da capo arie, hvor B-stykkets tekst lyder: ”Nu mærker mig hjerte en trøsterig stund/nu synker de trykkende byrder til grund/de syndefulde pletter vasker det af sig.”
4. sats er et recitativ for alt, continuo og en obligat soloobo til at spille koralmelodien af Jacob Regnart. Satsen lyder ikke godt, men nærmest som opvarmningen lige inden koncerten. Alten øver recitativ. En cembalospiller slår nogle akkorder an. En oboist varmer instrumentet op med en nem koral. Kun få af harmonierne under koralen svarer til dem, man kender fra salmen, næsten som en salmeudsættelse fra overdrevet mellem jazz og kirkemusik. Det hjælper at holde fast i de almindelige roller, som Bach tildelte altsangeren og oboen. Alten er det troende menneske, der synger indhold fra det femte, sjette og syvende vers i Johann Heermanns salme. Oboen står ligeledes for det menneskelige med dens krop af træ, som kræver varm ånde for at få tonen til at leve. Endelig er continuoet jo altings fundament i barokmusikken.
5. sats sætter alle instrumentale kræfter med solotrompet og en heroisk bassolist ind i en kamp mod det, som truer synderne: ”Forstum, hær fra Helvede/du kan ikke skræmme mig!”, buldrer bassen, mens den ene trompet i kantaten skal eksekvere en række meget krævende triol- og sekstendedelsfanfarer. Hvor 4. sats mildest talt ikke hørte hjemme blandt Bachs bedste kantatesatser, er der saft og kraft i da capo arien. I ariens kontrasterende B-stykke synges: ”Jeg kan vise dig dette blod/så må du pludselig tie/min dristighed kommer fra Gud”. Tekstens tilbagevenden til Jesu blods helende kraft stammer fra Johann Heermanns originaltekst, hvor det var ottende vers, der dannede grundlag for stroferne til denne høreværdige basarie.
6. sats er et recitativ for sopran og continuo. På kort tid skal der foredrages tekst fra vers ni og ti i Johann Heermanns salme med den pointe, at vi hver især er så små sandkorn i verden og den helende styrke fra blot en dråbe af det ædle blod er så stor, at rense alverdens synd og muliggøre at vi kan arve himmeriget.
7. sats er det afsluttende koralvers med Bachs arrangement af Jacob Regnarts smukke melodi fra 1576. Korets sopranstemme er forstærket af både træktrompet, oboer og førsteviolin. Altstemmen følges af violin II, tenor af bratsch. Continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Ellevte vers af Johann Heermanns salme har teksten: ”Før hjertet og mit sind/gennem din ånd derind/at alt, der kan os skille/ jeg altid undgå ville/og evigt medlem være/af din krop i det nære.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 641-644, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, p. 270-71, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
