|
|
Cantata BWV 43
Gott fähret auf mit Jauchzen
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Kristi himmelfartsdag den 30. maj 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 47 vers 6-7 i Salmernes Bog (1. sats), Markus-evangeliet kap. 16 vers 19 (4. sats), to salmevers fra 1641 af Johann Rist (11. sats), ukendt (2., 3., 5., 6., 7., 8., 9. og 10. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder i et langsomt adagio for oboer, strygere og continuo. Snart leder det over i en hurtig allabrevesats hvor en solotrompet over adrætte løb i strygere og oboer sætter et festligt fugatema an. Knapt er de to andre trompeter og pauke sat ind, inden korets homofone akkordblokke høres med tekst fra Salme 47 vers 6-7 i Salmernes Bog: ”Gud drager op under jubelråb!” Netop ordet ”jubelråb” (på tysk ”Jauchzen”) trækkes ud over lange melismer og pointeres af trompeter og pauker. Korets basgruppe har taget fat på næste tekststrofe ”… og Herren med tydelige basuner”, der gradvist forplanter sig til de høje stemmer. Afsnittet giver god anledning til at lytte til de separate korstemmers særlige klang, når de efter tur indtager deres plads i fugaen. Et par minutter inde i den pragtfulde sats skifter teksten til strofe syv fra Salme 47 ”Lovsyng, lovsyng Gud, lovsyng, lovsyng vores konge!”, som fremføres af koret homofont. Derpå høres fire takters instrumental kommentar, hvor trompet I og II sammen med oboer, strygere og continuo tvinger satsen hen i en gennemføringsdel med fugakarakter og gentagelsen af ”lovsyng Gud, lovsyng vores konge!” Efter denne skønne fugagennemføring for alle stemmer og instrumenter afsluttes der homofont med ordene ”lovsyng, lovsyng, lovsyng vores konge!”
2. sats er et rectitativ for tenor og continuo om den himmelfarne Kristus, der forbereder ”et sejrstog, hvor fangevogterne selv føres som fanger” fulgt af en strige spørgsmål om hvem der ”tiljubler ham”, ”får basunen til at gjalde” og ”går ved hans side”. Tenoren forslår selv svarene: ”Er det ikke himlens hære/som til hans navns ære/med kraftfuld stemmer synger sejr, pris, rige, styrke og magt/og bringer ham et evigt halleluja.”
3. sats er en arie for tenor, continuo og violin I og II unisont. Det er en dansende arie i djærv 3/8-rytme, hvor violingruppen allerede i den instrumentale indledning får brugt omfanget fra det høje g3 ned til en løs dyb g-streng. Også solisten kan se frem til et højt g, behageligt placeret i begyndelsen af soloen: ”Ja, tusindfold tusind ledsager stridsvognen/må kongernes konge i lovsang få sagt/at jorden og himlen sig under ham smyger/og det, han besejred’, er helt underlagt.” Sammen giver satsens adrætte violinstemme og den virtuoso tenorstemme en sejrrigt frigjort arie med fin balance i den samlede lyd.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. Teksten er fra Markus-evangeliet kap. 16 vers 19: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.” Dette evangeliecitat har haft stor betydning for udformningen af forsiden til partituret (se næste side). |
|
|
|
Særligt bogstavet G i kantatens titel tiltrækker sig opmærksomhed, for tegnet ligner slet ikke et G. I stedet har Ludwig Prautsch på side 52-54 i Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs peget på, at G’et indeholder bogstaverne S, V og L. Dette står for de tre latinske ord Salvator, Victor, Liberator. Det betyder frelser, sejrherre, befrier – netop de tre ord, som beskriver Kristi himmelfart.
5. sats er en arie for sopran, oboer, strygere og continuo. Faktisk er det sådan i denne kantate, at alle tekster i satserne fra 5. til 10. sats følger nøjagtig samme metriske struktur; de kunne være bygget over en salme, man bare ikke har fundet frem til. Nu er det altid pinligt at udstille egen middelmådighed i en bog om en af musikhistoriens største komponister, men denne lille melodi passer til alle teksterne
(her er den udstyret med teksten fra kantatens 9. sats, men som nævnt passer den til satserne 5 til 10): |
|
|
|
Arien indledes instrumentalt med temaet præsenteret af oboforstærkede strygere. Den tilbageholdte arie giver gode eksempler på forskellen mellem syllabisk og melismatisk foredrag af en tekst. I første del er sopranens foredrag syllabisk præget, idet hver stavelse stort set har sin egen tone. Dette gælder teksten ”Min Jesus har jo nu/sit frelserværk fuldbragt/og kommer nu tilbage til/dem, som har sendt ham ud.” Derimod overgås til melismatisk foredrag ved den fortsatte tekst ”Han afslutter sin tid på jord/I himle, åben Jer og tag ham atter ind!”, hvor særligt ord som ”tid” (en friere gendigtning af det tyske ord ”Lauf”), hvor netop ”Lauf” tidsmæssigt udstrækkes over sekstendedelsmelismer i hver en takt, hvor ordet forekommer. Elegant lader Bach, til trods for melismerne i solostemmen, stilfærdigt satsens tema lyde i strygere og oboer. Efter anden del af teksten afsluttes med gentagelse af forspillet.
Hermed afrundes kantatens første del, der sandsynligvis var placeret inden prædikenen. Derpå følger
6. sats’ et recitativ for bas, strygere og continuo – kantatens eneste recitativ med akkompagnement af mere end continuo. Strygerne har fået den funktion at illustrere ordet ”zerstreut” (på dansk ”spreder for alle vinde”) i slutningen af recitativet. Bemærk at også teksten recitativet her passer med melodien ovenfor. Dramatisk synges ”Han kommer, heltes helt/til Satans skræk og rædsel/der døden overvandt og rensed’ syndens pletter/han spreder fjenders hob/I kræfter, skynd Jer, kom, og tag dén vinder op!”
7. sats er en arie for bas, continuo og en af Bachs mest krævende obligate stemmer for solotrompet. Faktisk er den så vanskelig at Bach ved en senere opførelse lod den obligate stemme spille på violin, selv om dét instrument jo ikke rigtig kan forløse den sejrrige følelse, der er fremkaldt gennem 6. sats. (Bachs førstetrompetist Gottfried Reiche døde af et hjerteslag den 6. oktober 1734 efter en koncert). Solotrompeten kan allerede brillere i seks takters forspil, inden bassen overtager scenen: ”Det’ ham, som helt alene/vinpersen han betrådte/med smerte, pine, kval/fortabte måtte reddes/men prisen den var høj/I troner, anstreng Jer, og sæt ham kranse op!” Satsens energi holdes også oppe at den adrætte continuostemme, mens bas og trompet gejler hinanden op. Som 4. sats’ sopranarie afsluttes også her med en gentagelse af forspillet.
8. sats er et recitativ for alt og continuo. Ét ord i teksten antyder, hvorfor alten er valgt til dette vers, og det er ordet ”jeg” i den allersidste strofe; det er det troende menneske, der står og ser på herligheden: ”Den Fader mild/har ham et evigt rige skænket/nu er den time nær/hvor han sin krone tager/trods tusind’ onde ting/så står jeg ved hans vej og skuer ham med fryd!” Hvor recitativet hovedsageligt gør brug af syllabisk foredrag (se evt. teksten om 5. sats), skal ordet ”skuer” (på tysk ”schau”) udføres på en melisme over tonerne i en E7-akkord, der fører videre til recitativets afsluning på en a-molakkord.
9. sats er en arie for alt, continuo og to obligate oboer. Netop oboerne giver anledning til at kaste et blik på den originale partiturforside på side 376. Her vil man se at kantatens titel - naturligvis - er på tysk, mens både instrumenter og øvrig tekst er angivet med deres italienske navne. Undtagelsen fra det er oboerne, der er på fransk. Ifølge Ludvig Prautzsch kan det ses som en symbolsk henvisning til at han, Bach, selv følger efter Kristus i kampen mod jordiske forviklinger. Teksten i den skønne arie med hautbois’ i duet lyder: ”I ånden ser jeg snart/at han for Gud til højre/sin fjende giver tæv/til hjælp for sine knægte/fra kummer, nød og skam/så står jeg ved hans vej med fryd og skuer ham!” I altens melodi fremhæves de tre ord ”kummer, ”nød” og ”skam” (på tysk ”Jammer”, ”Not” og ”Schmach”) med toneartsfremmede b’er for tonen h, som tilfører en særegen skuffende og traurig fornemmelse. Satsen slutter som sopranarien i 5. sats og basarien i 7. sats med gentagelse af det intrumentale forspil.
10. sats er et recitativ for sopran og continuo - stadig med tekst, der passepå melodien på side 377. Bortset fra et par sukkende seufzerfigurer på ordene ”Weh” og ”Ach” (på dansk ”ve” og ”ak”), er recitativet i høj grad syllabisk. Der henvises her til beskrivelsen af kantatens 5. sats, hvor begreberne syllabisk og melismatisk er nærmere forklaret. Teksten, som her fremføres af menneskesjælen, lyder: ”Ved siden af sig vil/min bolig han berede/hvor jeg i evighed/kan være ved hans side/befri’t fra ve og ak /står jeg her ved hans vej og siger ham min tak!”
11. sats er kantatens afsluttende koral med to vers – det første og det trettende – af en salme fra 1641 af Johann Rist. Sopranstemmen er kraftigt forstærket af to trompeter, to oboer og violin I, alterne af trompet III og violin II, tenor af bratsch, continuogruppen tager udgangspunt i korets basstemme, og pauken tier. Teksten i første vers lyder: ”Du livets fyrste, Jesus Krist/du som nu op er taget/til himlen hvor din Fader er/og menigheder fromme/hvordan skal jeg din sejr her/som du vandt gennem kamp så svær/på rette måde prise/og nok dig ære vise?” Salmens originalt trettende vers er ”Træk os mod dig, vi skynder os/og skænk os troens vinger/hjælp os at flyve væk herfra/til israelske højder/min Gud, hvornår skal jeg derhen/hvor der er evig frejdighed/hvornår skal jeg stå for dig/og se dit milde åsyn?”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 377-382, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 282 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
