|
Tid og sted
Pinsedag den 1. juni 1727 i Leipzig
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens storslåede indledning for koret og orkestret minus tværfløjter. Om satsen skriver Albert Schweitzer: ”Pinsekantaten ’O ewiges Feuer’ nr. 34 kan, som de velbevarede ældre stemmer røber, føres tilbage til en bryllupskantate med samme titel. Ligesom de slikkende flammer, som skal antænde hjerterne, løber sekstendedelsfigurer hele satsen igennem i førsteviolinerne.” Hertil føjes så de tindrende klange fra trompetgruppen med pauker som basinstrument og glædesmotiver i oboerne. Gennem seksogtyve takters forspil illustrerer orkestergrupperne på skift en evig ild, som koret synger om i indsatser fra først basser, der holder en lang tone som symbol for det evige. Derpå høres alt, så sopran og sidst tenor. Ilden knitrer allerede i disse første takter i korets melismer på ”Feuer”. Her er oversættelsen tilpasset 3/4-rytmen: ”O evige flamme, o kærligheds kilde/antænd vore hjerter og indvi dem nu.” Bemærk samtidig med korets rige ydsmykninger af denne tekst de triller, som høres fra alle grupper i orkestret på skift sådan at gløderne holdes varme. Satsen er en da capo sats med et roligere B-stykke helt uden trompetgruppe. Her synger koret mere motetagtigt: ”Lad himmelske flammer/gå gennem og tære/vi ønsker, o Herre/dit tempel at bli’/ak, lad dig de troende sjæle behag’.” Uden de tre trompeter og paukerne er der i B-stykket mere plads i klangbilledet til koret og akkompagnement fra oboer, strygere og continuo. Derefter gentages da capo ”O evige flamme, o kærligheds kilde/antænd vore hjerter og indvi dem nu.”
2. sats er et roligt recitativ fro tenor og continuo med teksten: ”Herre, hjerterne foreholder sig dit sande ord/du vil gerne være hos menneskene/må vort hjerte derfor være dit/Herre, tag det nådigt ind!/En så velvalgt helligdom/har det allerbedste ry.” I løbet af denne bøn må tenorsolisten hele to gange op og ramme et højt h1 på ordene ”Herr” og ”grössten” (på dansk ”Herre” og ”allerbedste”).
3. sats er en arie for alt, to tværfløjter, strygere og continuo. Over et orgelpunkt i continuobassen og lange toner i bratsch spiller violin I og violin II stemmer i noget der indledningsvist er stor afstand. De to violinstemmer fordobles en oktav over af tværfløjte I og II. Dét giver en særligt pastoralt vuggende blidhed i som fortæller menigheden, at den kan hvile trygt som spædbarnet i sin vugge, når Gud har valgt os. I melodien lånt fra violin I og tværfløjte I synger det troende mennenske i altens skikkelse: ”Glæd Jer, I Guds udvalgte sjæle/som han vil tage bolig i.” I den blide stemning kan arien lyde som en da capo arie, men den er det ikke helt. I et mellemstykke er det først blot continuogruppen, der akkompagnerer, hvorefter først tværfløjter og derpå strygere indfinder sig. Her synges teksten: ”Hvem kunne bedre frelse vælge?/Velsignelsernes mængde tælle?/Og dette – det har Herren gjort.” Derefter vendes tilbage til den hyrdeagtige blidhed i: ”Glæd Jer, I Guds udvalgte sjæle/som han vil tage bolig i.”
4. sats er et recitativ for bas og continuo, hvor solisten nærmest har rollen som ypperstepræst: ”Hvis Gud her vælger sin hellige bolig/som han bebor med frelse/må han øse velsignelsen over dem/således belønnes sædet for hans helligdom/og da råber Herren over sit indviede hus/velsignelsens ord til alle:
- hvortil kor og orkestret i begyndelsen af 5. sats samlet udbryder ”Fred over Israel!” i et majestætisk svar på bassens recitativ i 4. sats. Med dette svar synes Bach at have lavet en musikalsk iscenesættelse af en illustration, han siden sine tidligste år kendte fra titelbladet på Eisenachisches Gesangbüchlein.
Herefter bryder en D-durskala ud i oboer og førsteviolin. Den besvares af trompeter og pauker, og også koret sætter senere ind med fejrende skalaløb opad til teksten: ”Tak den højes under-hænder/ tak for Gud har tænkt på Jer/ja, hans velsignelse er mægtig/fred er over Israel/freden sendes også Jer.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 402-404, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. xxv, 285, Klaus Hofman: Tekst i hæftet til BIS-SACD1881, pp. 5-6, John Eliot Gardiner: Teksthæfte til cd’en SDG 121 p. 12, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 715-716 |
