|
Tid og sted
Byrådsindsættelse i Leipzig den 27. august 1731. Kantaten blev desuden opført i 1739 og 1749.
Tekstforfatter
Instrumental sinfonia (1. sats), Salme 75 vers 2 i Salmernes Bog (2. sats), ukendt (3., 4., 5., 6. og 7. sats), salmevers fra Königsberg 1549, der var en tilføjelse til en salme fra 1530 af Johann Gramann
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, (desuden obo d’amore), obo II, orgel, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en herlig instrumental sinfonia for orgel og et festorkester bestående af trompeter, pauker, oboer, strygere og continuo. Den vitale sats er en orkestrering af Bachs egen Partita i E-dur (BWV 1006), der oprindelig er for soloviolin. Her er soloviolinens stemme lagt i orglets kaskader af toner, mens orkestret indtager en akkompagnerende funktion. Satsen er en instrumentalt udvidet version af sinfoniaen, der udgjorde 4. sats i bryllupskantaten ”Herr Gott, Beherscher aller Dinge” (BWV 120a). Med dette pragtstykke for soloorgel og orkester kunne Bach vise det nye bystyre sine fortrinlige evner.
2. sats er en kormotet i den gamle stil stile antico, der indledes med en kanon, hvor korstemmerne sætter ind nedefra og op i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran med diverse ledsagende instrumenter. Teksten er Salme 75 vers 2 i Salmernes Bog: ”Vi takker dig Gud, vi takker dig, vi påkalder dit navn.” Versets to dele behandles forskelligt. Først høres kanonen ”Vi takker dig Gud, vi takker dig”, derpå også ”… vi påkalder dit navn” kombineret med begyndelsesteksten til en stort anlagt dobbeltfuga. En særlig effekt opnås ved at sopran først følges af en enkelt trompet, men senere går hele gruppen med tre trompeter og pauke ind i satsen og løfter klangen mod himlen som det jo passer sig for en lovsang.
Det er let at forstå hvorfor Bach senere lod den himmelske dobbeltfuga indgå i ”Messe i h-mol”, hvor den både kom til at udgøre syvende sats ”Gratias agimus tibi” og afslutningen i ”Dona nobis pacem”.
3. sats rykker med sin arie for tenor, continuo og obligat violin ind i kammeret på en helt anden måde end den gnistrende festlige virtuositet i 1. sats og den storslåede højtidelighed i 2. sats. Gennem et tyve takters forspil får ensemblets koncertmester lov til at udfolde sig med fiolen uden på noget tidspunkt gennem satsen at blive overbebyrdet. Overraskende synger tenoren en ganske anden tonegang i sin første indsats end den, violinen indledte med. Stemmen er dog krævende og har et prekært h1 som højeste tone på ordet ”allerhøjestes” (på tysk ”allerhöchsten”) i teksten: ”Halleluja, styrke, vælde/har den allerhøjestes navn!/Zion er den himmel-by/hvor han har sin bolig/og for os og for vort afkom/ tænker på den gamle pagt.” Arien er en dacapoarie, hvilket betyder gentagelse forfra med ”Halleluja, styrke, vælde/har den allerhøjestes navn” hvilket er udmærket at få slået fast ved en byrådsindsættelse!
4. sats er et længere recitativ hvor bassen ledsaget af continuo patriarkalsk og myndigt redegør for byens tilstand: ”Lovet være Gud, det går os godt!” og herefter udbreder bønnen til beskyttelse af by og paladser, og velsignelse af hvert et hus i byen Leipzig.
5. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo. Bedst klinger satsen med obo d’amore, der af flere grunde må foretrækkes. Dels ligger stemmen bedre transponeret op til d-mol, klangen af den lidt dybere d’amore er varmere, og tekstligt er det netop kærligheden, sopranen synger om i denne yndige sicilianosats i 6/8: ”Betænk i kærlighed os/lemp os barmhjertigt ind!”, lyder bønnen i A-stykket af denne da capo arie, hvis kontrasterende B-stykke har teksten: ”Velsign dem, som os skal regere/så de os leder, værner, fører/velsign og den ærbødige!” Derefter indleder obo d’amoren igen, og bønnen ”Betænk i kærlighed os/lemp os barmhjertigt ind” gentages af sopranens høje æteriske menneskesjæl.
6. sats er et kort rectitativ for alt og continuo og et lille korindlslag med et syllabisk teksteforedrag af bønnen: ”Glem ikke med din hånd/fremdeles at tildele os goder/da vil vor by og vort land/til din ære/prise dig med takkeofre/og alle folk siger: ”Amen!” Dette afsluttende korte amen synges af koret, præcis som et kirkeligt korsvar som det kan høres ved eksempelvis gudstjenestens indledningskollekt.
7. sats’ arie for alt, orgel og continuo høres attacca efter 6. sats gennem optakten på ordet ”Halleluja” i alt-stemmen, der fortsætter med et citat fra tenorarien i 3. sats: ”… styrke, vælde/har den allerhøjestes navn!” Orglet indtager en vigtig obligat funktion, hvor komponisten, kantoren og organisten J. S. Bach kunne spille med på det troende menneskes lovprisning, der også kendes fra alt-kantaterne fra 1726: ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170), ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169).
8. sats er kantatens afsluttende koralvers med tekst fra et salmevers fra Königsberg 1549, som var en tilføjelse til en salme fra 1530 af Johann Gramann, og dens første strofer lyder ”Vær lov og pris med ære/Gud Fader, Søn, og Helligånd”, hvorefter der fortsættes med yderligere lovprisninger og bønner. Vigtige understregende roller er tildelt de tre trompeter og paukerne, mens de øvrige instrumenter er fordelt med oboer og violin I på sopranen, violin II på alten, bratschen på tenor og continuobassen på korets basstemme. Orglet, cembaloet og en eventuelt theorbe spiller akkorder ud fra korets stemmer.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 808-811, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 283, 287, 288, 366, 439, 444-445, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 519, 539, Alberto Basso: Tekst i coverhæfte til cd’en CDHMC 901690 pp. 10-11 |
