|
Tid og sted
Fjortende søndag efter Trinitatis den 29. august 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 38 i Salmernes Bog, Johann Jacob Rambach (1693-1735), salmevers af Johann Heermann (1630)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, blokfløjte I, II, III, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes an af strygere, oboer og continuo i en række sukkende "seufzer"-figurer, der fortsætter under korets let forskudte indsatser, først fra alt og sopran og kort efter tenor og bas. Teksten er fra Salme 38 vers 4 i Salmernes Bog: "Der er intet sundt i min krop på grund af din vrede." Til korets stemmer og de sukkende figurer fra orkestret føjer sig nu en tredje orkestergruppe bestående af tre blokfløjter, zink og tre basuner, som spiller første strofe af salmen "Ach Herr, mich armen Sünder" (direkte oversat "Ak, Herre, jeg arme synder"). På dansk kendes den under titlen "Befal du dine veje" med Hans Leo Hasslers melodi fra 1601. Dette er i øvrigt den eneste gang, at Bach i en af sine kantater bruger basuner til andet end forstærkning af korets stemmer. Virkningen af blæsergruppens salmecitater er mærkbar og klinger nærmest symfonisk. Efter den fyldige klang følger et kort afsnit med de sukkende figurer fra oboer og strygere inden tektsen gentages i først bas og tenor og siden alt og sopran. Igen føjer blæserne sig til med en strofe af salmen, her indentisk med den første, idet salmen har en AAB-form. I umiddelbar forlængelse af dette sætter først tenor og derpå bas, alt og til sidst sopran ind med næste del af teksten fra Salme 38: "Og der er ingen fred i mit skelet på grund af mine synder". Nu fornemmes mere bevægelighed i continubassen, som her udfører det, Albert Schweitzer har kaldt en "salighedsrytme", hvor den rolige bølgebevægelse i continuobassen netop understreger ordet "fred". Det ville have været inkonsekvent at lade sukkene i oboer og strygere fortsætte her, og for en tid tier alle andre end koret og continuogruppen. Et fornemt eksempel på, hvordan Bach gradvist bringer strygere og oboer i spil igen, følger da han i de næste korindsatser har ladet dem hoppe med på henholdsvis altens, tenorens og sopranens indsatser. Continuobassens bølgebevægelser var kortvarige og snart følger den korets basstemme. Blæsergruppen med blokfløjterne, zinken og de tre basuner spiller første del af salmens B-stykke, men inden deres sidste indsats følger et flot fugaafsnit. Førsteobo og førsteviolin følger sopran, andenobo og andenviolin alt, bratsch tenor og continubassen bas. I satsens sidste takter kombineres fugatemaerne, mens blæsergruppen spiller den afrundende del af salmen. En vellykket fremførelse af denne monumentale sats med strygernes sukkende toner, korets klage og den meget usædvanlige blæsergruppes klang af henfarne tider vil altid være en grænseoverskridende oplevelse.
2. sats havner desværre let i den modsatte grøft efter det monumentale indledningskor. Den australske pianist og filosof Julian Mincham har på sin hjemmeside skrevet: "Sin, decay, God's fury and the rotting of bones permeate much Lutheran theology". Her i tenorens recitativ, der kun akkompagneres af continuo, specificeres indledningskorets tekst fra Salme 38 ud i en uhumsk opregning af sygdomme, fordi synden regnes for en sygdom i kroppen, som kun Jesus kan helbrede menneskene for. "Hele verden er blot et hospital, hvor mennnesker i utælleligt stort antal, og også børnene i deres vugger, er bukket under for sygdom." Herefter opregnes en række soter, som alt efter smag og behag kan foredrages mere eller mindre dramatisk af tenorsangeren. Hvor dramatisk det oprindelig er tænkt fra komponistens side, ved vi ikke, men der kan være grund til at holde lidt igen med de deklamatoriske virkemidler, for mindre end tre måneder tidligere, den 5. maj 1723, havde Bach i sine ansættelsespapirer blandt andet skrevet under på et punkt, hvor der står: "Til bibeholdelse af god orden i disse kirker [vil jeg] arrangere musikken således, at den ikke er for lang, og den skal være sådan beskaffen, at den ikke gør et operaagtigt indtryk, men snarere opmuntrer tilhørerne til andagt." Tekstforfatteren havde ikke skrevet under på et forbud mod hårdtpumpet billedsprog. Albert Schweitzer karakteriserede teksten med ordene: "Det overstiger alle begreber om smagløshed." Her nøjes vi med at slutte med de sidste fire spørgsmål fra teksten: "Hvor finder jeg stakkel lægemidler? Hvem står mig bi i min elendighed? Hvem er min læge? Hvem hjælper mig atter?" Man fristes her til tilføjelsen: "Er der en læge til stede?"
3. sats er en arie for bas og continuo med en fin solistisk stemme til continuocellisten. Efter recitativet i 2. sats, som ofte risikerer at udarte i smagløshed, er den tænksomme arie, hvor alt foregår i det dybe leje, i sig selv et lindrende intermezzo. Teksten lyder: "Ak, hvor får jeg stakkel råd? Min spedalskhed, mine bylder kan ingen planter, ingen plastre hele som salven fra Gilead." Vækster på højdedragene i Gilead i det nuværende Jordan var i oldtiden kendt for at der af dem kunne udvindes en særligt lægende balsam, der blandt nævnes i Jeremias' Bog kap. 46 vers 11. De afsluttende strofer i arien lyder: "Kun du, min læge, herre Jesus, kender den bedste sjæle-kur." De følges af fire takters slutritornel fra continuogruppen.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo: "O, Jesus, kære mester, til dig flyr jeg". Det er pudsigt, at sopranens "flyr" (på tysk "flieh") synges i en koloratur, som får situationen til at minde om jagtgudinden Dianas pil i 1. sats af fødselsdagskantaten "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208) fra februar 1713. Sidst i recitativet lyder sopranens bøn: "Min frelser, gør mig nu ren fra syndens spedalskhed, så vil jeg vie mit hjerte til dig og hele livet takke for din hjælp." Begrebet "hele livet" (på tysk "lebenslang") illustrer hengivelsens længde med en melisme.
5. sats er en frydefuld arie fri for syndens sot og de andre gebrækkeligheder. Sopranen er parat igen og akkompagneres udover continuogruppen af både strygere og blæsere. Bach har formentlig tænkt dem som to adskilte trestemmige orkestergrupper, hvor oboer følger violin I og II med bratscher nederst i den første gruppe, mens den anden udgøres af de tre blokfløjter, der her får mulighed for at udfolde deres klang flerstemmigt. Den nederste blokfløjtestemme har en afdæmpet funktion som gruppens fundament på samme måde som bratschen i gruppen med strygere og oboer. Satsen er i glædesstrålende tredelt rytme og med opbud af alle kantatens musikere på nær de tre basunister. "Åben din nådes øre, Jesus, for mine slette sange. Når jeg dér, i det højeste, kor kan synge med englene, skal min takkesang lyde bedre!" Det er interessant, at Bach ikke har valgt en form som i 5. sats af den foregående uges kantate "Du sollt Gott, deinen Herren, lieben" (BWV 77). Dér blev ufuldkommenheden illustreret af en på baroktrompeten noget nær uspillelig tonerække. Her i sopranarien kunne både ordene "slette sange" og "lyde bedre" ellers godt have ført til lignende illustrationer, men satsen er lutter vellyd fra start til slut. Den kan i sin bekymringsfrie stil minde om "Rejoice greatly" fra Handels "Messsias", men med den detalje, at akkompagnementet fra Bachs orkester med både strygere, oboer og blokfløjter er noget mere varieret.
6. sats er det tiende vers fra Johann Heermanns salme "Freu dich sehr, o meine Seele" (direkte oversat til dansk "Fryd dig meget, o, min sjæl"). På dansk findes melodien med en mere poetisk tekst af Grundtvig i "Jesus, dine dybe vunder". Bachs arrangementet af melodien er holdt uden overstemmer og i ren firestemmig stil med sopran fulgt at både blokfløjter, zink, førsteobo og førsteviolin. Alten forstærkes af andenobo, andenviolin og førstebasun, tenor af bratsch og andenbasun. Tredjebasunen og continuogruppen følger bas. Efter befrielsen for syndens sot synges teksten: "Jeg vil alle mine dage/prise højt din stærke hånd/at du mine plagers klage/hjerteligt har løst fra bånd/ikke kun i død'lighed/skal din pris udbredes ved/ jeg vil altid tak udvis/og i evighed dig prise."
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 579-582, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 299, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270, 271 |
