|
Tid og sted
Lykønskningskantate til kurprins Friedrich Augustus’ 11 års fødselsdag lørdag den 5. september 1733 i Zimmermannsches Kaffeehaus i Leipzig
Tekst
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764).
Besætning
Vellyst (sopran), Herkules (alt), Dyd (tenor), Merkur (bas), kor (SATB), horn I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch I, II, continuo
De enkelte satser
I 1. sats’ smukke indledningskor lægges der instrumentalt ud af et orkester domineret af klangene fra horn og oboer. Over strygerne, der ligeledes er melodiførende, skiftes horngruppe og obogruppe til at præsentere små to-takts motiver, der overtages af et fuldt orkester og derpå besvares af den modsatte gruppe. Måske skal vi allerede heri høre en musikalsk illustration af de to muligheder, der i kantaten på skift tiltrækker sig den unge Herkules’ opmærksomhed: Valget mellem vellyst eller dydens smalle sti. Kantatens undertitel er da også ”Herkules’ valg” og ”Herkules ved skillevejen”. Baggrunden er en vaskeægte myte fra femte århundrede før vores tidsregning hvorom Leo Hjortsø skriver: ”Derimod skabte sofisterne (…) en [Herkules-figur], der kunne tjene som moralsk forbillede. Det var sofisten Prodikos, der digtede, hvad grækerne kaldte en allegori, dvs. et sindbillede, en myte med en dybere mening: [Herkules] var engang faret vild, og ved en korsvej, hvor han var i tvivl, stod to kvinder, som hver for sig opfordrede ham til at følge sig. Den ene lovede at føre ham ad glædens vej til et liv i lykke og overflod; hun selv var lykkens gudinde og var en ren dejlighed. Ved den anden vej stod en kvinde, der i udseende var modsætningen til den første og som lovede ham lige de modsatte ting: hvis [han] fulgte hende, ville han komme ud for møje og besvær, han skulle ikke forvente sig sanselige nydelser, men til gengæld en god samvittighed, og ved sin død en evig salighed.” Her i lykønskningskantaten til den 11 år unge prins står han altså overfor samme valg, og da koret falder ind i den smukke sats i 3/8-takt, er det nu gudernes stemmer, vi hører: ”Lad os rådslå og lad os våge/over vores gude-barn/tronen vor/skal på jorden/være herlig og forklaret/tronen vor/skal med ham et under gøre.” Femten måneder senere genbrugte Bach dette begyndelseskor med ny tekst som indledning til nytårskantaten ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben” (BWV 248/VI) fra ”Juleoratoriet”, hvori korsatsen udgør værkets 36. sats.
2. sats er et recitativ for Herkules (alt) og continuo: ”Og hvor? Hvor er den rette vej/hvormed jeg kan tøjle min iboende drift/mod dyd, glans, berømmelse og højhed/og bringe den mod sit mål”, spørger Herkules i første del af sit recitativ. Straks efter bryder Vellysten (sopran) ud i en dårende dejlig sang.
3. sats er en arie for Vellyst (sopran), strygere og continuo. Uendelig blidt fremmaner strygerne over continuoets sprødere klange et billede af ro og og afslapning. Det ville naturligvis være upassende at stille en 11-årig prins lummerheder i udsigt, så det er roen og hvilen i lutter vellyst, sopranstemmen så yndigt synger om: ”Blund nu, min kære, og nyd denne ro/følg blot en lokken fra begejstrede tanker.” I tidens ånd er dette også en da capo arie, som netop får lytteren til at falde i søvn. Sammenlign gerne med 3. sats fra bas-kantaten ”Ich habe genug” (BWV 82) fra Mariæ renselsesdag den 2. februar 1727. I ariens kontrasterende B-stykke stiger intensiteten noget både i musik og tekst: ”Smag blot din lyst/et længselsfyldt bryst/og godtag ingen grænser.” Derefter vendes, ret passende, tilbage til ariens A-stykke. Denne arie transponerede Bach femten måneder senere ned fra Bb-dur til G-dur, lod den synge af en alt, tilføjede to oboer d’amore og to oboer da caccia og forstærkede sangstemmen med en tværfløjte. I ”Juleoratoriet” blev arien brugt i værkets 19. sats ”Schlafe, mein liebsten” i kantaten til anden juledag.
4. sats er et recitativ for Vellyst (sopran), Dyd (tenor) og continuo. Vellysten lokker først med et liv i afspændt nydelse, men Dyd kan love livets kampe. Ganske markant er Dyds første replik ”Hvorhen, min Herkules, hvorhen?” (på tysk ”Wohin, mein Herkules, wohin?) hvorom den amerikanske Bach-ekspert Christoph Wolff skriver: ”Måske blev [Bach] mindet om sin egen skillevej da han, i 1733, komponerede kantaten Herkules ved skillevejen, BWV 213. I midten af værket, ved det centrale vendepunkt, stiller den allegoriske figur Dyden, recitativisk spørgsmålet ”Hvorhen, min Herkules, hvorhen?”, og det akkompagnerende basso continuo anvender kun to toner, men det er toner, der repræsenterer det ultimative i form af uforenenlige valg; tritonusintervallet fra C til F#. Herkules her, Bach der, og vice versa.”
5. sats er en arie for Herkules (alt), obo d’amore og continuo. Der medvirker også en korsanger (alt), der som ekko besvarer Herkules’ spørgsmål. Allerbedst er det, hvis også obo d’amoren svares af en obo d’amore i det fjerne for rigtigt at nyde satsens indbyggede ekkoeffekter. Ekko er naturligvis også hentet fra den græske mytologi. Hun var en nymfe, som skovguden Pan lod sønderrive, da han ikke fik sin ”vilje” med hende – kun hendes ekko blev tilbage. Den unge tvivlende Herkules (=den unge prins Friedrich Augustus) rådfører sig nu med ekkoet. Satsen indledes af en solo for obo d’amore, og så spørger Herkules: ”Gode ekko her på egnen/skulle mon de ord så søde/lokke mig udi fordærv?” Han fortsætter: ”Giv mig blot dit svar nu: Nej!”, hvortil ekkoet svarer ”Nej!” Det er altid dejligt at få ret, så han fortsætter med et spørgsmål mere: ”Eller skulle den formaning/at arbejdet foran mig/giver mig en bedre bane?/Ak, så sig det bare: Ja!” og ekkoet svarer ”Ja!”, mens effekterne fra Herkules til ekko fra korsangeren og ekkoet mellem de to oboer oven i gør satsens slutning til et festfyrvækeri af spørgsmål og svar, inden obo d’amoren tilsidst får lov til at lukke satsen ned mod sin dybeste tone a. Snedigt har Bach indarbejdet den detalje, at ekkoet svarer ”Ja” elleve gange, hvilket svarer til antallet af leveår for den ganske unge kurprins Friedrich Augustus, da man markerede han 11 års fødselsdag.
I ”Juleoratoriet” (BWV 248) findes denne ekkoarie som et – lettere malplaceret – indslag i kantaten til Jesu omskærelsesdag ”Fallt mit Danken, fallt mit loben” (BWV 248/IV). Dér er arien transponeret op til C-dur sunget af sopranens menneskesjæl mens den obligate instrumentalstemme spilles på obo.
6. sats er et recitativ for Dyd (tenor) og continuo hvori Dyd naturligvis glæder sig over Herkules’ valg.
7. sats er en arie for tenor, obo, violin og continuo. Den sættes an som en slags dobbeltkoncert for de to instrumentalstemmer, faktisk en fuga, hvor oboen har tre takter alene, før violin sætter ind kvinten over. Endelig føjes tenorsolisten til med Dydens sang til Herkules: ”På mine vinger skal du svæve” – eller her sunget ”På mine vinger skal du svæ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-ve” med illustration af tenorstemmens meget krævende koloraturer. Han fortsætter: ”Med mine vinger stiger du/til stjernerne som en ørn/og gennem mig/skal din glans og glimmer/hæve dig til fuldkommenhed.” Arien blev til brug for ”Juleoratoriet” femten måneder senere liggende i tenorstemmen, men sat fra e-mol ned til d-mol og forsynet med to violiner i stedet for obo og violin. Her indgår den i fjerde kantate ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben” (BWV 248/IV) og blev til 41. sats i oratoriets samlede forløb.
8. sats er et recitativ for Dyd (tenor) og continuo. Som i en gyserfilm, hvor vampyren trods pælen gennem hjerte, hvidløgsranker og dagslys, alligevel rejser sig til en sidste kamp, er Vellysten ikke manet helt i jorden endnu, og det er Herkules’ tilbagefald til det behagelige, Dyden advarer mod.
9. sats er en arie for Herkules (alt), strygere og continuo. Tonearten er a-mol, tempoet 3/8, og det er en af Bachs mest kendte altarier; dog ikke i denne version, hvor Herkules efter strygernes indledning afviser Vellysten: ”Jeg vil dig ej høre, jeg vil dig ej kende/forvorpene vellyst, vig helt bort fra mig”, siger Herkules i ariens A-stykke, og det blidere Bstykke byder ikke på megen opblødning: ”Selv de slanger der engang mig/i vuggen fanger/har jeg for længst jo knust, sønderrevet.” Også her refererer Picander til en original legende om Herkules, der som spæd kvalte to slanger, som den hadefulde Hera sendte. Ariens A-stykke gentages med determineret strygerindledning og Herkules’ sang: ”Jeg vil dig ej høre, jeg vil dig ej kende/forvorpene vellyst, vig helt bort fra mig”. Det er ganske interessant, at ariens affekt afvisning med lidt omarbejdelse kunne bruges i ”Juleoratoriet”, hvor den indgår i kantaten til juledag ”Jauchzet, frohlocket! Auf, preiset die Tage” (BWV 248/I) som arien ”Bereite dich Zion”. Tonearten og tempoet forblev det samme, men solisten skal synge en del blidere i juleversionen. Strygerne bliver i julekantaten suppleret af obo d’amore: Symbol for Jesus der af kærlighed (d’amore) blev menneske.
10. sats er et recitativ for Herkules (alt), Dyd (tenor) og continuo. Med Vellysten mønstergyldigt afvist kan de to nu nyde foreningen, hvor den unge prins har valgt dydens smalle sti i sit fremtidige levned:
”Gode dyd/alene du/skal min lederske/for altid være/hvor du befaler, går jeg hen/det vil jeg vælge mig som rettesnor”, hvortil Dyd svarer: ”Og jeg vil mig med dig/så fast nu her formæle/så uden dig og mig /kan ingen kende mit væsen.” Sammen udbryder de: ”Hvem ville dog skille sådan en forening ad?”
I 11. sats’ arie for Herkules (alt), Dyd (tenor), to brastcher og continuo høres deres kærlighedsduet. I barokkens musik- og tekstæstetik var der ikke noget ”galt” med duetten ”Jeg er din” – ”Du er min” og ”Jeg kysser dig” – ”Du kysser mig/som forlovede sig forbinder/som den lyst, de sammen finder/tro og blid og iver-fuld”, men for moderne øren er den ganske trættende. Derfor er satsens hovedattraktion helt klart den smukke symbolske duet mellem to bratscher. Det er eneste bratschduet i en kantate af Bach overhovedet, så derfor kan man nyde den frrem for ordene. Til ”Juleoratoriet” transponerede Bach satsen fra F-dur til A-dur, lagde sangstemmerne om til sopran og bas og overlod bratschernes stemmer til to oboer d’amore. Duetten ”Herr, dein Mitleid” udgør værkets 29. sats og findes i den tredje kantate, den til tredje juledag ”Herrscher des Himmels, erhöre das Lallen” (BWV 248/III).
12. sats er et recitativ for Merkur (bas), strygere og continuo. Man kan spørge hvad den romerske gud for handel og samfærdsel har at bestille i et græsk drama, men Merkur er byen Leipzigs repræsentant i kantaten og samler lige fortællingens tråde i en lykønskning til den unge fødselar Friedrich Augustus.
13. sats’ slutkor afrunder kantaten folketoneagtigt og med høje toner i de to horn: ”Folkets lyst, en lyst for dine/må du blomstre, Friederich!”, synger guderne, ledsaget af horn, oboer, strygere og continuo.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 897-903, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 350-351, 360, 362, 363-364, Malcolm Boyd: A new creative outlet (i teksthæftet til Philips CD 442779-2), Leo Hjortsø: Græske guder og helte (København, 1971) p. 209 |
