|
Tid og sted
Lykønskningskantate til Augustus IIIs navnedag i Zimmermannsches Kaffeehaus den 3. august 1735 i Leipzig. Kantatens 1., 3., 5., 7. og 9. sats genbrugt musik fra ”Vereinigte Zwietracht der wechselnden Saiten” (BWV 207)
Tekstforfatter
Usikker men muligvis Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo d’amore I, II, taille, fagot, violin I, II, bratsch I, II, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens festlige indledning for kor og orkester. Orkestrets forspil præges af trompeter og pauker og den fyldige træblæsergruppe med tværfløjter, oboer d’amore, taille og strygerkorps. Tilbage i slutningen af 1726 havde Bach genbrugt store dele af den første af sine Brandenburgkoncerter, for i kantaten ”Falsche Welt, dir trau ich nicht” (BWV 52) var denne koncerts førstesats en lidt umotiveret sinfonia. Her i hyldestkantaten til Augustus IIIs navnedag, der jo har overtaget musikken fra store dele af ”Vereinigte Zwietracht der wechselnden Saiten” (BWV 207), er det Brandenburgkoncertens tredje sats, som har dannet grundlag for en omarbejdning til en aldeles pragtfuld korsats. Efter godt et halvt minuts tid sætter basstemmen ind med teksten: ”Op, smældende toner fra muntre trompeter/I, tordnende pauker, løft op Jeres smæld!”, som straks efter gentages af hele koret og det samlede orkester. Nu begiver sopran og bas tæt fulgt af alt og tenor sig ud i koloraturer på en gentagelse af teksten, men denne gang får pauken fire korte soloer der hvor koret gentager teksten om paukernes smæld. Derpå høres tolv takters mellemspil for orkestrets træblæsere, strygere og continuo, inden korets næste indsats med tekst: ”... fortryllende strenge gør øret fornøj’t/søger at finde den skønneste fløjte/opfyld os med kærligheds lyd”, fulgt på vej af en lille duet mellem tværfløjte I og obo d’amore I. Nu tager tenoren têten i en fortsættelse af ”... for vores søde og grønnende linde”, hvorpå hele koret slutter af: ”... og vor glade muse-kor.” Dén afslutning gentages derpå i en spørgsmål-og-svar-sekvens mellem korstemmerne. Seks takters instrumentalt mellemspil lader os derpå høre orkestrets smukke træblæsere og strygere inden korets indsats ”...fortryllende strenge gør øret fornøj’t/søger at finde den skønneste fløjte/opfyld os med kærligheds lyd”, hvorefter tenoren - fulgt af en overstemme i violin I -gentager teksten om de grønnende linde, og med hele koret ”... og vor glade muse-kor.” Midt i korets spørgsmål og svar er det som om gassen går af ballonen; tempoet flader ud til et adagio, der ender på en lang holdt fermat. Korets basstemme sætter nu fut i fejemøjet med teksten ”Op, smældende toner fra muntre trompeter/I, tordnende pauker, løft op Jeres smæld!” Så tilføjes resten af koret og desuden orkestret med trompeter og pauker i flere gentagelser af denne tekstdel og en markant paukesolo, der sammen med koret sætter en streg under det sidste ”opløft Jeres smæld!” De afsluttede seksten takter spilles af det samlede orkester.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo med en beskrivelse af hvorledes Pleisse-floden stille flyder. Albert Schweitzer har udpeget continuocelloens figurer i dybden som et tydeligt bølgemotiv, og det passer jo glimrende til teksten. Gradvist nås frem til årsagen til dagens fejring i denne lindenes by hvor Augustus III kaldes den rigeste blomst, der har sprunget fra disse skråninger ved floden.
3. sats er en arie for tenor, obo d’amore I, strygere og continuo. Allerede i satsens instrumentale indledning skelnes i obo d’amore, strygerstemmer og continuo mellem svagt og kraftigt, muligvis som musikalsk illustration af den del af recitativet der handlede om modsætningen mellem skråningernes lidt svage vækster og den stærk Augustus. Otte takters forspil følges af tenorens beskrivelse af hvad dagens betyder for landet: ”Augustus’ navnedags lysskær/oplyser Sachserens ansigt/Gud beskytter altid de fromme sachsere/for vores landefaders stuer/prydes i dag med nye lykkelige stråler/nu skal de male vores ærefrygt/ved dette ærede navns lys.”
4. sats er et recitativ for sopran, bas og continuo. Recitativets indhold er stort set overensstemmende med 2. sats med en ros til Augustus om hvordan lindenes by (Leipzig) og hele landet blomstrer under hans herredømme, ikke mindst med hensyn til handel.
5. sats er en duet mellem sopran, bas og continuogruppe. Bas: ”Mig kan den søde ro vederkvæge, og sopran: ”Her kan jeg fornøje mig.” Begge to sammen: ”Vi står her begge vældig glad’!” Efter en noget lang duet, der henter sit musikalske materiale fra begyndelsens motiv i continuobassen, høres en festlig ritornel for trompet I, II, obo d’amore I, II, taille, strygere og continuo. Den prægtige fanfare stammer fra Brandenburgkoncert nr. 1, hvor denne del udgør Trio II i koncertens fjerde sats. Til lejligheden har Bach transponreret den fra F-dur ned til D-dur, ladet hornene udskifte med trompeter og tilføjet strygere. At det originalt er en trio skyldes, at blæserstemmerne i originalversionen var horn I, horn II og tre oboer på én samlet unison stemme. Dem amerikanske Bach-ekspert Christoph Wolff fremhæver denne ritornel som det eneste bevarede eksempel på udendørs processionsmusik fra komponisten Johann Sebastian Bachs hånd. Hertil kan man pernittengrynet tilføje, at eftersom Bach har brugt musikken i to delvist forskellige hyldestkantater fra henholdsvis december 1726 og august 1735, så vi nu to eksempler på udendørs processionsmusik, men med brug af samme toner. Bemærk, at Bach denne gang har ladet strygerne spille med i form af korte fyldige akkorder hen mod slutningen af hver af ritornellens to dele, der gentages. Strygernes akkorder giver en rund fuldtonet lyd under blæserstemmerne.
6. sats er et recitativ for alt og continuo. Her er det Augustus beskyttelse af og kærlighed til markerne og skovene, der fremhæves, og hvordan disse rige naturens skattekamre giver jæger og bonde nok at leve af.
7. sats er en arie for alt, to obligate tværfløjter, strygere og continuo. Teksten er: ”Pris, I tider, der må komme/skæbnen som er god for os/og Augustus’ lykke stor.” Under tværfløjternes liflige og lykkelige duet fornemmes tidernes henrullen i det hammer-og-mejsel-agtige signal i den samlede strygerstemme for både violin I, II og bratsch. Arien er en da capo arie. B-stykket har teksten: ”Thi udi monarkens gerning/kan I sachser’ sikkert gætte/i hans glimmer ser man dette/hvem Augustus engang var.” Ariens noget svævende karakter passer i grunden fortrinligt til tekstens forsøg på at skue ind i fremtiden og gætte hvordan eftertiden vil huske den store regent Augustus III.
8. sats er et recitativ sopran, alt, tenor, bas, obo d’amore I, II, taille, strygere og continuo. Med andre ord er der i ekstrem grad tale om et langt accompagnato-recitativ, hvor obogruppe, stygergruppe og continuogruppe slår sangernes pointer fast. Tekstligt er der tale om en omfattende og for moderne mennesker ret kedsommelig omgang lovprisninger af regenten, men musikalsk set er de fyldige akkorder fra orkestret ret interessante, fordi de jævnligt er placeret på overraskende steder i satsen.
9. sats sætter alle i gang – trompeter, pauker, tværfløjter, obogruppe, strygeregruppe, continuogruppe og ikke mindst koret med et ”August’ leve/kongen leve.” Herudover høres tekster der på ny lovpriser Augustus’ beskyttelse af hans folk. Satsen udgør en smuk og fuldt orkestreret afslutning på kantaten.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 915-919, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 360, 362, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 491, Hans Christoph Worbs: Johann Sebastian Bach - Weltliche Kantaten (i teksthæftet til cd’en SK 46492) pp. 12-14 |
