|
|
Cantata BWV 206
Schleicht, spielende Wellen, und murmelt gelinde!
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Augustus IIIs fødselsdags- og navnedag 7. oktober 1736 i Zimmermannsches Coffée-Haus i Leipzig
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Pleisse (sopran), Donau (alt), Elben (tenor), Weichsel (bas), kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, III, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats lægger blidt ud med vuggende bevægelser i strygerne hvis klang blødes op af sarte tværfløjter. Albert Schweitzer har fint sammenlignet denne kantates sarte indledning med begyndelsen af Franz Schuberts kendte barcarole ”Auf dem Wasser zu singen” hvor også bølgemotiver antydes musikalsk. Først efter otte blide takter med bølgeskvulp kommer de festlige trompetfanfarer som det sig hør og bør til fejringen af en regent. Efter yderligere otte takters feststemt indedning for hele orkestret med trompeter, pauke, tværfløjter, oboer, strygere og continuo sættes koret ind i tætført firestemmig stil: ”List, legende bølger, og kluk bare sagte/nej, brus også hurtigt/så bredder og klipper genlyder på ny!” Kontrasterne mellem bølgernes stille mumlen i piano og deres hurtige brusen i forte præger satsen. En overgang fornemmes da trompet I ca. halvandet minut inde i satsen spiller en lang trille efterfulgt af et orkestralt afsnit. Herefter sætter stemmerne ind kanonisk i rækkefølgen sopran, alt, bas, tenor. En ny lang trille i trompet I igangsætter en ny instrumentaldel der afrunder da capo satsens A-stykke.
B-stykket indledes af korets indsats med teksten ”Dén glæde” fulgt af en lille fløjteduet med continuo. Herefter lyder igen korets ”Dén glæde”, men nu kommenteret i mol af strygerne med continuo. Fra koret sætter sopraner fulgt af tværfløjte I og obo I i et taktfast afsnit med teksten ”Dén glæde som nu vores floder opægger/som får hver en bølge til sig at bevæge/går gennem hver dæmning/betving nu forundring og skyhed hos os.” Efter dette alvorligere afsnit vendes tilbage til A-stykkets instrumentale klukken fra de fire floder Weichsel, Elben, Donau og Pleisse, som lytteren skal møde i det følgende.
2. sats er et recitativ for Weichsel (bas) og continuo. Geografisk løber Weichselfloden gennem Polen, og sammenhængen med dagens fødselar er den, at Augustus III var konge af Polen. Weichsel er det tyske navn for Wisla. I dansk musikhistorie er floden kendt fra Niels W. Gades komposition til tekst af Carsten Hauch ”Hvorfor svulmer Weichselfloden”, der blev indsunget i 1939 af Aksel Schiøtz med Herman D. Koppel ved klaveret. Efter et langt mytologisk inspirereret recitativ høres Weichsels arie i
3. sats for Weichsel (bas), strygere og continuo. Arien i 2/4 indledes med et bastant strygermotiv, som gradvist opblødes af arpeggiofigurer i violin I. Herefter tager flodens bassanger over med teksten ”Luk blot Janustemplets porte, vore hjerter åbnes op/sammen med vort løfte til dig/gælder, hersker, kun dit vel/vore sind som er lig barnets/viser lydighed mod dig.” Som sats symboliserer Weichselflodens arie altså en omfattende lydighed og underdanighed fra det fjerne Polen, som Augustus III regerede over. |
|
|
|
Augustus III malet af Pietro Rotari (ca. 1755)
4. sats er et recitativ for Elben (tenor) og continuo. Geografisk løber Elbens vande fra Riesengebirge i det nuværende Tjekkiet, igennem Sachsen og op til dens store udmunding i Nordsøen ved Hamburg. Augustus III opholdt sig som kurfyrste af Sachsen mest i dette landområde, og det er derfor naturligt at denne flod iklædt tenorens stemmepragt får det næste satspar recitativ-arie. Efter ros til Weichsel ærgrer Elben sig over, at opholdene i Polen holder Augustus væk fra Elbens lande. Den sidste del af satsen forløber som arioso hvor det loves at Elben hellere vil blande sine vande med Ganges-floden (i Indien) og lade malabarer (indere) fiske i ham, snarere end han vil give afkald på sin kære Augustus!
5. sats’ arie for tenor, violin og continuogruppe viser allerede i nodernes grafiske form på den obligate violinstemme en klar skiftevis op- og nedadgående bølgefigur, der passer 1:1 til teksten i den alvorlige arie i 6/8: ”Hver af mine bølgers vover kalder Augusts gyldne navn!” Perfekt afbalanceret er dette også i forhold til continuobassens grafiske efterligning af bølgers bevægelser. Tenorstemmen stiller ganske store tekniske krav med talrige koloraturer, der efterfølges af en høj tone på regentens navn ”August”. I tidens stil er der tale om en da capo arie, hvor B-stykket dog ikke giver megen kontrast til A-stykkets alvor. Teksten i B-delen lyder: ”Se, I Tritons muntre sønner/hvordan her fra usmagt lyst/mine rigers floder vælder/når herfra tilbagekastes/dette navns så søde tone/som genlyder hundred’fold.” Derefter høres igen soloviolinens indledende bølgende tonestrømme som begyndelse på gentagelse af A-delen.
6. sats er et recitativ for Donau (alt) og continuo. Donaufloden løber hverken gennem Polen eller Sachsen, men den østrigske flod har forbindelse til Augustus III alligevel, idet han var gift med den østrigske prinsesse Maria Josepha, og Donau slutter da også sit smukke recitativ med at minde om at ”den skønne Josephine blomstrede på mine [Donaus] skråninger.” Musikalsk er denne flod mest kendt fra Johann Strauss den yngres uopslidelige vals ”An der schönen blauen Donau” (opus 314).
7. sats er en arie for Donau (alt), to oboer d’amore og basso continuo, hvor en fagot meget gerne må tage continuobasstemmen for at gøre satsen til et sandt overflødighedshorn af dobbelt rørbladsklang. Det er en pragtfuld sats for duette af de to oboer med fagot i bunden, og den kan absolut får flere af satserne fra ”Juleoratoriet” fra to år tidligere til at blegne i sammenligning, idet også sangstemmen er yndefuldt forarbejdet og klinger lige godt hvad enten den tages af en kontratenor eller en kvindelig alt.
”Gren af Habsburgs fine stamme/din dyd er den lyse flamme/kendt, beundret som min bred/du har rod i laurbærgrene/derfor må dit ægteskab/være frugtbar’ laurbær lig.”
8. sats er et recitativ for Pleisse (sopran) og continuo. Ikke blot har sats-parrene recitativ-arie i 2.+3. sats, 4.+5. sats og 6.+7. sats bevæget sig opad gennem solostemmernes ambitus; de har også nærmet sig byen Leipizig mere og mere. Nu er det flodnymfens fra Pleisse-floden der frembærer sin hyldest.
9. sats er en arie for Pleisse (sopran), tre tværfløjter og continuogruppe. Fagottens dobbelte rørblad må vige for et mere diskret basinstrument som cello for ikke at overdøve satsens blide tværfløjtetrio. Nu høres med en folketoneagtig enkelhed som et frisk pust fra havet tværfløjternes djærve melodi, og det er da også den Pleisse-floden beder lytteren bemærke: ”Hør dog de blide fløjters kor/som glæder vort bryst og fornøjer øret/med udelt forenings styrke/gør de en dejlig harmoni/og de gør endda større underværker/bemærk det og bliv forenede, som de er det.” Dette er det eneste eksempel på hvordan Bach skrev for tre tværfløjter.
10. sats er et recitativ for Weichsel (bas), Elben (tenor), Donau (alt), Pleisse (sopran), strygere og continuo. I samme rækkefølge som den de enkelte floder har præsenteret deres respektive satspar recitativ-arie optræder de også her fra den dybeste stemme (og floden længst fra Leipzig) med hver deres replik. Weichsel: ”Jeg må, jeg vil være underdanig”, Elben: ”Adskillelsen er mig bitter, men kongens vink styrer min vilje”, Donau: ”Jeg er klar til, så vidt det er muligt at opfylde Jeres ønske.”
Endelig tager Pleisse over fulgt af strygerklange i en længere afrunding af recitativet, hvor der retorisk spørges hvorfor mon najaderne (flodnymfer i den græske mytologi) danser særligt meget på Pleisses bredder, hvor også solens skin i den måned, Augustus er opkaldt efter, kaster sit milde lys og varme.
Til sidst opfordres alle til at stemme i med en festlig afslutning.
11. sats forener alle de fire floders sopran-, alt-, tenor- og basstemme med orkestrets trompetgruppe, pauker, tværfløjter, oboer, strygere og continuo i bunden. Bølgebevægelserne i orkestret er i 12/8-takt med melodien ført frem af strygere og træblæsere, mens trompeterne med pauke sobasinstrument tilføjer signaler. Koret sætter ind samlet og tætført med den håbefulde tekst: ”Må himlens forsyn med evigt godt/beskærme dit liv, højtærede August!” Efter et orkestermellemspil gentages korets ønske, og dette sker to gange mere. Satsen har dog midtvejs en kontrast, som består i en passage for blot sopran og alt akkompagneret af strygere. De udfører en Bassetchen (lille bas), hvor continuogruppen er stille. Teksten i de høje stemmer lyder: ”Så talrige som de dråber i disse stunder/der flyder i vores mossede kanaler/måtte fornøjelse og lyst bestandig/omfavne dit ophøjede gemyt!” Dette stilfærdige intermezzo efterfølges af orkestrets samlede indsats med trompetsignaler inden koret på ny gentager teksten: ”Må himlens forsyn med evigt godt/beskærme dit liv højtærede August!” Alle slutter sammen på en fermat.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 919-925, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach the learned musician pp. 360, 362, 364, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 466 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
