Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 201
Geschwinde, ihr wirbelnden Winde
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Omkring 1. november 1729 i Zimmermannsches Kaffeehaus, Leipzig. Værket blev senere genopført.

Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)

Besætning
Momus (sopran), Merkur (alt), Tmolus (tenor I), Midas (tenor II), Phoebus (bas I), Pan (bas II), kor (SATTBB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

1. sats
indledes af et veritabelt stormvejr med hvirvlende trioler i violinstemmerne og vindens piben i de to tværfløjters lange toner, som hurtigt kommenteres af trompetgruppen og paukens slag. Stormen overtages af tværfløjter fulgt af en lang trille i førstetrompet. Selv om kappestriden mellem Phoebus og Pan ikke i sig selv kræver metorologisk uro, er blæsevejrsscenen en god anledning for komponisten til at vise fuld kontrol med de orkestrale virkemidler i en pragtfuld sats i tredelt takt. Selv musikerne kan sole sig med veleksekverede triolfigurer, som alle lige fra trompeter, tværfløjter, oboer, violiner og helt ned til continuobas får del i. Et seksstemmigt kor – med to tenorstemmer og to basstemmer fordi der også er to tenorer og to basser i solistgruppen – opfordrer: ”Nu hastigt, nu hastigt, I hvirvlende vinde/ forvind ind i grotten, der venter på Jer!” Den lidt besynderlige tekst giver mening, hvis man får at vide, at vindenes hersker havde vindene indspærret i en grotte, hvorfra han kunne slippe dem løs, hvis han selv ønskede det. At indlede en festlig verdslig kantate med et raskt blæsevejr havde Bach også prøvet i ”Zerreisset, zersprenget, zertrümmert die Gruft” (BWV 205) til universitetslæreren August Friedrich Müllers navnedag den 3. august 1725. Udover stormes susen var en anden af tidens sikre opskrifter til et hit ABA-formen, dacapoform, der også følges her. Satsens B-stykke lader anden- og tredjetrompet tie sammen med pauken og byder kun på en enkelt solopassage til gruppens førstemand. Kontrasten til det hvirvlende A-stykke fornemmes også i korets toner på de ubetonede taktslag og mere sporadisk brug af de hvirvlende triolfigurer i orkesterstemmerne. Teksten her lyder: ”Så at genlyd og resonans/ må gøre selv Echo glad/og være luften til behag.” Derpå vender orkestrets stormvejr tilbage og korets opfordring lyder: ”Nu hastigt, nu hastigt, I hvirvlende vinde/forsvind ind i grotten der venter på Jer!”

2. sats er et recitativ for Phoebus (bas), Pan (bas), Momus (sopran) og continuo hvor mundhuggeriet mellem de to herrer går på hvem af dem der er bedst til at henrykke folk med deres musik. Momus – en guddom for satire og drilleri – overtager kortvarigt scenen ved at afrunde recitativet med drilleri rettet mod Pan ”Ei, hør dog lige Pan, den store mestersanger!” Derefter driller Momus videre i sin

arie i 3. sats for Momus (sopran) og continuo. Drilleriet er så udpræget så selv continuobasstemmen burde spilles som en æv-bæv-sang fra skolegården. De fleste oversættelser af Momus’ lidt irriterende arie ser helt bort fra, at det tyske udtryk ”Wind machen” betyder at prale og gøre sig til, og endda det for Bach ganske rammende at træde orgelbælgene, der også kan læses i overført betydning. Momus’ drilske arie opremser en række ting, som er lige så grinagtige som det, at Pan skulle være vinderen.

4. sats’ recitativ lader nu en Merkur (alt) indfinde sig i dramaet sammen med Phoebus (bas) og Pan (bas), der alle akkompagneres af continuogruppen. Merkur var i romersk mytologi gud for handel og kommunikation. Han er sikkert med her som repræsentant for handelsbyen Leipzig, en kommunal embedsmand midt i de græske guders kappestrid. Som opmand vælger Phoebus den lydiske bjerggud Tmolus, men Pan vælger Midas, ham man kender fra et sagn, hvor alt det han rørte ved, blev til guld.

5. sats’ arie for Phoebus (bas), tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo er den første rigtige sang i de to guders kappestrid. Takten er 3/8 og satstypen er en passepied der kendes fra sidste sats af Bachs orkestersuite i C-dur (BWV 1066). Klangligt domineres forspillet af de solistiske blæsere tværfløjte og obo d’amore, der både høres unisont og i afvekslende duet. Spændende er også en lille stilfærdig og hurtig efterhængt figur i violin I. Men hvad betyder den? Svaret skal givetvis findes i Phoebus’ andet navn Phoebus Apollon. I et forvandlingssagn elskede han Hyakinthos, en ung dreng, som en dag blev ramt og dødeligt såret af en diskos som de to øvede med. Som bevis på sin kærlighed lod Apollen da blomsten hyacinth spire op af jorden hvert forår. Altså må denne lille violinfigur høres som uendelig blidhed, når Phoebus Apollon synger om denne blomst: ”Åh, med længsel/rører jeg de bløde kinder/ smukke, skønne Hyacinth” Læg også mærke til hvor elegant de samme triolfigurer, som stormende fór gennem 1. sats’ indledningskor her er bragt videre i Phoebus’ blide arie. Dén er også i ABA-form og har et B-stykke med teksten: ”Jeg vil kysse dine øjne/thi for min sjæl er de/morgenstjernen, solens skin.” Herpå spilles da capo: ”Åh, med længsel/rører jeg de bløde kinder/smukke, skønne Hyacinth!”

6. sats er et ganske kort recitativ hvori Momus (sopran) opfordrer Pan (bas) til nu at fremføre sin sang.

7. sats er en arie for Pan (bas), alle violiner på én stemme, og continuo. Selv om den deler taktarten 3/8 med Phoebus’ arie, er stemningen en ganske anden, en vaskeægte folkelig træskovals. Seksten takters spillemandsagtigt forspil slår stemningen fast, og Pan overtager det enkle tema og synger nu: ”Mit hjerte det dingler til dansen og spring!” Pan er en enfoldig fyr, gentager teksten flere gange, og giver sig endda ud i plat stammen på ordet ”dingler” (på tysk ”wackelt”). Først i denne da capo aries B-stykke reflekterer han stille og med strygere og continuo i noget, der harmonisk set lyder som frit fald: ”Klinger tonen alt for stram/og er munden også lam/vækkes ingen glæde op.” Også her giver en ABA-form mulighed for at genhøre det festligt æggende: ”Mit hjerte det dingler til dansen og spring!”

8. sats er et kort recitativ for Merkur (alt), Tmolus (tenor) og continuo, hvori Merkurs embedsmand beder Tmolus afsige sin dom, der lyder på at Pans sang i skoven nok kan begejstre nymferne, men at det er Phoebus, der må vinde, fordi hans sang (der også havde både tværfløjte og obo d’amore med) var smukkest. Lige som dommere afgiver begrundelser for deres afgørelser, gør Tmolus det samme i

9. sats’ arie for Tmolus (tenor), obligat obo d’amore og continuogruppe. I obo d’amorestemmen har Bach under den første lange tone noteret først p og derpå f, der givetvis er en tidlig måde at notere et crescendo. Gennem otte takters smægtende forspil har oboisten lejlighed til at bruge effekten i satsens 12/8-takt, en blidt vuggende pastoral rytme der givetvis skal minde om Tmolus’ lydiske bjerglandskab. ”Pho-e-bus, din melodi/er jo alle ynders moder/den som nu din kunst forstår/når din tone yndigt går/ vil derved sig selv forglemme.” Med denne begrundelse kunne kappestriden være slut, men Pan siger:

i 10. sats for Pan (bas), Midas (tenor) og continuo, at nu må det være hans opmands tur til at sige sin ærlige mening. Det gør Midas, der er fremstillet i et lettere latterligt skær, både i recitativet her og i sin

arie i 11. sats for Midas (tenor), alle violinerne samlet på én stemme og continuogruppe. Bach har i denne verdslige kantate en forkærlighed for tredelte taktarter til både Phoebus’, Pans og Tmolus’ arier, men her er vi – lige som i Momus spottearie i 2. sats – i en todelt takt, som straks viser, at en person er irriterende eller grinagtig. Midas argumenterer overhovedet ikke for sin beslutning, men synger bare: ”Pan er vinder, lad ham gå!” Det er en arie i et svært rollefag som grinagtig personage, og alene den første indats på et højt a1 siger noget om, at der kræves en god højde af Midas i arien. Det er dog specielt ariens B-stykke, der tiltrækker sig opmærksomhed. Midas synger: ”Spillet det er tabt af Phoebus/for i begge mine øren/synger Pan jo helt utroligt smukt!” Netop på ordet ”øren” (på tysk ”Ohren”) spiller violinerne et æselhyl ”I-ar” fra e1 ned til a#. Dét vlytteren, at Midas’ valg af Pan som vinder er så dumt, at han vil få æselører af det, men dette véd Midas bare ikke selv endnu! Skulle nogen have fået mod på at søge efter andre æsellyde i den klassiske musik, så findes der også et ”I-ar” i Felix Mendelssohn-Bartholdys ouverture til ”En skærsommernatsdrøm” - fra tre minutter inde i satsen. Også Camille Saint-Saëns har æsellyde i ottende sats fra den sjove ”Dyrenes karneval”.

12. sats recitativ samler alle, både Momus (sopran), Merkur (alt), Tmolus (tenor), Midas (tenor), Phoebus (bas), Pan (bas), og lader dem akkompagnere af continuo. Alle undrer sig over Midas’ beslutning, og Phoebus tildeler ham æselører for hans dumhed. Selv Pan undrer sig over Midas’ dumhed, og Midas udbryder til sidst ærgerligt: ”Hvor er denne opgave dog endt dårligt for mig!”

Phoebus, Midas og Pan malet af Giovanni Battista Cima da Conegliano (1505-08)

13. sats’ arie for Merkur (alt), to tværfløjter og continuogruppe er måske, til trods for de andre gode arier, kantatens mesterligste stykke, fordi Bach her forholder sig legende til sarabande-formen. Ved den første indsats fra de to tværfløjter og continuogruppen tror man at høre sarabandens langsomme tredelte rytme, men fløjternes legende sekstendedele i tertsafstand strækker grænsen for sarabanden. Også altsangeren, som ellers mest er med som byen Leipzigs embedsmandsagtige repræsentant, har fået en herlig og alvorlig arie med en tekst, som advarer mod dumme menneskers raske beslutninger: ”Er man opblæst og lidt hidsig/uden meg’t at flytte rundt med/får man hurtigt narrens hue/højt på ho’det sat.” Som de andre arier er det en da capo arie med et ligeså advarende B-stykke, hvor de to fløjter kan høres som bådsmandspiber, der ilustrerer teksten: ”Den som ikke skib forstår/selv om han til roret går/synker skadeligt og skændigt ned til sidst.” Teksten her er Bachs måde at tage afstand fra de kræfter både på Thomasskolen og i Leipzigs bystyre, der gjorde kantor- og komponinsttilværelsen sur for ham på grund af deres manglende musikalske indsigt.

14. sats er et recitativ for Momus (sopran) og continuo. Midas bliver drillende forvist til sine frygiske skove, Pan nævnes ikke med et ord, mens Phoebus endnu engang roses for sin sang og opfordres til at spille på sin lyre.

15. sats er kantatens afslutning hvor både koret med de to tenorstemmer og de to bassstemmer under sopran og alt er med sammen med trompeter, pauker, tværfløjter, oboer strygere og continuogruppe. Efter et kort forspil sætter koret ind med hyldesten til musikken: ”Glæd nu hjertet, noble strenge/pris nu kunst og ynde smukt/om I håner eller mestrer/er dog jeres søde toner/guderne til velbehag.” Ingen kan vel forestille sig en bedre start på koncertsæsonen 1729/30 i Zimmermannsches Kaffeehaus end dette mesterværk.

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 984-992, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 356, 445-446, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 251-252, Reinhard Goebel: Forklarende tekst i coverhæftet til dobbelt-cd Archiv 457348-2. pp. 8-15, Leo Hjortsø: Græske guder og helte pp. 92-93

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 201: Geschwinde, ihr wirbelnden Winde for Collegium Musicum Event [Dramma per musica, Secular cantata] (1729)
Discography: Details & Complete Recordings | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4 | Part 5

BWV 201 Commentaries: English: Crouch | All Music | Emmanuel Music | Mincham | Benson
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:13