|
Tid og sted
Enogtyvende søndag efter Trinitatis den 17. oktober 1728 i Leipzig. Kantaten kan også være fra 1729.
Tekst
Instrumental sinfonia (1. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3., 4., og 5. sats), salmevers af ukendt forfatter fra Lübeck i omkring år 1600 (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), orgel, obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for orgel og orkester med to oboer, taille, to violinstemmer, bratsch og continuogruppe. Oftest høres man det, der svarer til tredje sats fra koncerten for cembalo, strygere og continuo (BWV 1052). De første to satser fra denne koncert anvendtes i ”Wir müssen durch viel Trübsal in das Reich Gottes eingehen” (BWV 146) fra maj måned 1726, hvor de udgør 1. og 2. sats. Som illustration af ordene ”Jeg har min faste overbevisning” (dansk oversættelse af ”Ich habe meine Zuversicht”) gør satsen med den alvorligt dansende orgelstemme fyldest. I bogen Bibel und Symbol in den Werken Bachs har den tyske kirkemusiker og teoretik Ludwig Prautzsch viet det afsluttende kapitel til gennemgangen af orglets koncerternde rolle i en række Bach-kantater. Prautzsch kalder kapitlet Das koncertierende Orgel – ein Bach-Symbol, og peger på en række kantater fra 1726 som særligt meningsbærende, fordi dette var Bachs 41. leveår, og tallet 41 var det omvendte af hans navns tal 14, hvilket fik Bach til at knytte særlig symbolik til orglets koncerterende roller i flere personlige kantater fra netop året 1726. Prautzsch skriver: ”Han forsøger - med sine midler og færdigheder - at spejle Guds almagt og den efter mængde og tal fremkomne orden i et guddommeligt kosmos i sine akkorder.” Den nye bearbejdning af cembalokoncerten, der som regel bruges til at spejle organisten Bachs faste tro på Guds almagt, er foretaget af musikforskeren Robert Levin ud fra et kort fragment. Satsen klinger pragtfuldt med det koncerterende orgel over for orkestrets oboer, strygere og continuo.
2. sats er en arie for tenor, soloobo, strygere og continuo. I fjorten takters forspil følger oboen violin I, men ved tenorsangerens indsats hæfter den sig på solostemmen og har også solistiske kommentarer. Tenorens melodi udgør en af de mest sangbare arier i Bachs produktion. I da capo ariens A-stykke er atmosfæren vuggende pastoral. Med oboen oktaven over tenorstemmen og den fuldtonede strygersats er atmosfæren netop så arkadisk som i en hyrdeidyl. Tryg er den, der kan synge: ”Jeg har placeret al min lid/hos min Gud til allen tid/dér hviler min forhåbning trygt.” Dramaet lurer så i ariens B-stykke, hvor hurtige akkordbrydninger i strygerne samt nedadgående og staccerede figurer i oboen illustrerer tenorens replik: ”Går alt itu, og vælter alt/er troens, håbets dage talt/da er Gud dog den aller bedste.” Efter dette dramatiske afbræk vendes snart tilbage til fornemmelsen af græsgrønne vange i A-stykket med dets tekst: ”Jeg har placeret al min lid/hos min Gud til allen tid/dér hviler min forhåbning trygt.”
3. sats er et recitativ for bas og continuo. Den samme sangbarhed som i tenorariens A-stykke i 2. sats findes også i recitativets lange tekst om, at Gud vil det bedste for alle, og at hans vrede ansigt blot er som en mørk sky, der midlertidigt dækker solen. ”Herren forvandler sig kun til en grumsom Gud, for at være desto mere trøsterig; han vil og kan ikke ønske os noget ondt.” Efter disse ord (på tysk ”… er kann’s nicht böse meinen” går recitativet over i en arioso med tekst inspireret af kap. 32 vers 27 i Første Mosebog, hvor der står ’Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!’ I ariosoens vuggende 6/8-takt høres continuocelloen tydeligt i duet med bassolistens iørefaldende melodi til teksten ”Derfor slipper jeg ham ikke, med mindre han velsigner mig.” Særlig udsmykning får velsignelsen (på tysk ”segne”), der synges gennem melismer i tre takter. Disse figurer i omvending afslutter derpå satsen i continuocelloen, hvilket danner en smuk helhed.
4. sats’ arie for alt, continuocello og obligat orgel må nødvendigvis trække på de samme associtioner som 1. sats’ instrumentale sinfonia. Alten er et troende menneske, der nu stiller sig frem på vegne af Bach, tidens store orgelspiller, og efter orglets og celloes otte takters forspil synger: ”Uudgrundelig er måden/hvorpå Gud leder sit folk/selv vort kors og vores pine/er til vores eget bedste/og til pris for Herrens navn.” Orglet udfører hele satsen igennem rigt udsmykkede kommentarer til altens strofer.
5. sats’ recitativ for sopran, strygere og continuo begynder dramatisk med en hurtigt gentaget akkord (G7) i strygere og continuocello som introduktion til sopranens af ordene ”Alverdens magt forgår”, der følges af stort set samme samme figur som 6. sats i "Gott fähret auf mit Jauchzen" (BWV 43) fra maj 1726 og 14. sats i "”Passio Domini nostri J.C. secundum Evangelistam Matthaeum” fra april 1727. Sopranen fortsætter ”… så hvem tør bygge på stilling og højhed?” Strygerstemmerne falder mere til ro på recitativets sidste linjer: ”Men Gud forbliver i evighed/godt for alle, som sætter deres lid til ham!”
6. sats er kantatens afsluttende koral med første vers af en salme med ukendt forfatter. Man véd dog, at den stammer fra Lübeck og er skrevet inden 1603. Melodien fra 1576 er af Jacob Regnart og høres her til lands med teksten ”Fryd dig du Kristi brud”. Fordelingen af orkesterstemmerne har obo I og violin I på sopran, obo II og violin II på alt, taille (tenorobo) og bratsch på tenorstemmen og continuo tager udgangspunkt i korets basstemme. Teksten er i forlængelse af kantatens budskab: ”I ængstelse og nød/står al min lid til Gud/han kan mig altid redde/fra nød, angst og fortræde/min ulykke han vender/thi alt er i Hans hænder.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 674-677, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 283, 284, John Eliot Gardiners teksthæfte til Soli Deo Gloria 168 pp. 15-16, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs, pp. 128-139 |
