|
Tid og sted
Palmesøndag den 25. marts 1714 i Weimar. Kantaten blev også opført den 25. marts 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Paul Stockmann (1633)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), blokfløjte, violiner, bratsch I, II, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats er en yndefuld sonata kun for orkestret. Stilmæssigt er den som en ouverture i fransk barokstil med skarpt pointeret rytme udført i de øverste stemmer. Temaet høres først i soloviolin og derpå i blokfløjte. De øvrige violiner, bratscher og continuocelloen akkompagnerer med korte pizzicatotoner, mens continuo holder sig i baggrunden uden at spille fyld og nøjes med blide akkorder på taktslagene. Det er Jesu indtog i Jerusalem, der illustreres. Selv om han ankommer som en fyrste i fransk barokstil, klinger det blidt og forårslyst. I de sidste fem takter ændres akkompagnementet til først en længere tone strøget med buen og derefter en afslutningsdel, der kan minde om italienske barokmestre som Corelli og Vivaldi.
2. sats er en korsats efter den instrumentale indledning fra orkestret. Med et fugamotiv præsenteret af først sopraner, derpå alter, tenorer og sidst basser synges velkomsten fra kantatens titel "Himmelkonge, vær velkommen!" Soloviolinen fra 1. sats er trådt et skridt tilbage som en del af violingruppen, der følger sopranstemmen, mens bratscher følger alter og tenorer og celloen basserne. Kun blokfløjten bevæger sig mere frit og sætter ind med sin egen stemme i fugaen.
3. sats er et kort basrecitativ, hvor Jesus siger "Se, se, jeg kommer, thi dette står skrevet om mig. Din vilje, min Gud, gør jeg gerne." Der er dog ingen spor af fortrydelse i denne meget ukomplicerede melodi. Rytmen i continuocelloen illustrerer æselhovenes klapren, mens Jesus rider ind i Jerusalem.
4. sats er en basarie akkompagneret af soloviolin, bratsch I, II, cello og continuo, hvor bassen udtrykker taknemmelighed over den kærlighedens styrke, som fik Jesus til at ofre sig for verdens frelse. Det er en grundfæstet og renfærdig sats med en fin obligat violinstemme.
5. sats sættes an af blokfløjten, som har god tid til at udfolde sig meget solistisk i arien, hvor altsangeren opfordrer de kristne hjerter til at underlægge sig frelseren. Satsen rummer stor inderlighed og en smuk balance mellem altens sang og blokfløjtens tonegange, som hele tiden kommer fra det høje og langsomt daler nedad. I et hurtigere afsnit synger alten om at iføre sig troens uplettede klædebon foran Jesus, mens legeme, liv og formue ofres for himmelkongen. Satsen spilles da capo og giver med denne form lytteren endnu en mulighed for at nyde det stilfærdige sammenspil mellem den obligate blokfløjte og altsangeren.
6. sats er en tenorarie med obligat cello. Tenoren synger "Jesus, lad også mig drage med dig gennem lyst og nød." En vigtig detalje høres i tenorens strofe "Råber verden kun "Korsfæst!" Her bringes melodi og akkompagnement ud af de ellers harmoniske samklange med det resultat at glosen 'korsfæst' musikalsk klinger grumsomt. Bemærkelsesværdige er også de passager, hvor både tenor, cello og continuo holder ét taktslags pause, som om de pludselig kommer i tvivl om at besidde den udholdenhed, der skal til for at kunne følge Jesus på lidelsens vej.
7. sats er en fugasats, hvor det er korets alter, tenorer og basser, som udfører fugaafsnittene, mens sopraner synger det sidste vers fra Paul Stockmann passionssalme "Jesu Leiden, Pein und Tod" (på dansk ”Jesu lidelse, pine og død”.
8. sats er betegnet som et slutkor. Det indledes af blokfløjte, cello og soloviolin. Kort efter kommer bratscher og contino med ind i den frejdigt dansende sats med dens megt rørende og enfoldige udtryk. Karakteristisk for den lette sats er, at sopranen synger sine første toner uakkompagneret "Så lad os gå ind i glædens Jerusalem, ledsage ham i kærlighed og lidelse". Netop ved ordet ”lidelse” (på tysk "Leiden") fornemmes en kortvarigt dyster tone i den ellers så glade sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 297-301, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 156 |
