Tid og sted
Tyvende søndag efter Trinitatis den 25. oktober 1716 i Weimar. Kantaten blev desuden opført den 10. oktober 1723 i Leipzig
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Johann Rosenmüller (1652)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), violin I, II, bratsch, continuo
Ved opførelsen i Leipzig den 10. oktober 1723 blev der tilføjet en træktrompet
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Den handler om klarsyn: "Ak, nu da jeg tager til bryllup, ser jeg ve og velfærd, sjælegift og livets brød, himmel, helved', liv og død, himlens glans og helvedsflammen; de står sammen. Jesus, hjælp mig at stå mod!" Blandede følelser på vej til et bryllup er jo et livsvilkår, men skal her ses på baggrund af evangelieteksten, som er fra Matthæus kap. 22 vers 1-14. Jesus fortæller lignelsen om et royalt bryllup, hvor de indbudte enten ikke havde lyst eller tid til at deltage. I stedet lod kongen sine soldater hente en masse hr. hvemsomhelster, men så bliver en fest jo ofte derefter. Én gæst havde ikke fået klædt sig pænt på og som straf bandt soldaterne ham og kastede ham ud i mørket: Dér skal der være gråd og tænders gnidsel, som der står. Moralen i lignelsen er, at sådan er himmeriget; mange er kaldet, men få er værdige.
2. sats er et tenorrecitativ med continuoakkompagnement, hvor emnet for den lange tekst er brylluppet mellem himmelkongen og menneskeheden. Bordet til festen er dækket og fedekalven slagtet. "Velsignet den, som troen leder hertil, forbandet den som forsmår dette måltid!", synger tenoren i et recitativ uden de store udsving.
3. sats er en arie for sopran, kun akkompagneret af continuo. Om det er Bachs egen senere tilføjelse af et instrument i 1. sats, der har åbnet dørene på vid gab for forskellige mere eller mindre vellykkede forsøg på at udstyre denne arie med flere instrumenter, er svært at sige. Der har blandt andet været gjort forsøg med to violiner og med tværfløjte og obo d'amore, men det er naturligvis ikke andet end lappeløsninger. Måske har det været meningen at arien skal lyde som om der mangler noget. Det er dette tomrum, der kan udfyldes af troen på "Jesus, al nådes kildebrønd", som sopranen synger om i arien.
4. sats er et recitativ for alt akkompagneret af continuo. Teksten tager udgangspunkt i den dårligt klædte bryllupsgæst, som blev bundet på hænder og fødder og smidt ud til gråd og tænders gnidsel. "Ak, giv mig troens bryllupsklæder; lad din fortjeneste blive til mit smykke." Herudover forekommer henvisninger til skriftsteder om uskyldens hvide silke, mens menneskehden bereder sig til brylluppet med Kristus.
5. sats begynder med tolv takters cellodans akkompagneret af continuoorgel. Det er en indledning af så enkelt og smukt tilsnit at man gerne lyttede til den om og om igen. Den er som taget ud af en Bachs cellosuiter. Snart sætter tenoren ind og derefter alten, idet satsen er en duet med teksten "Jeg glæder mig i min Gud". Herefter fortsættes i teksten med poestiske variationer over at være iført troens og retfærdighedens hvide klædebon. Det er en skøn duet mellem alt og tenor, der begge sættes på forskelligartede opgaver: At stå frem alene og derpå træde et skridt tilbage og give plads til den anden. At udføre lange melismer med tilstrækkelig stor lethed til at det ikke høres, hvor krævende de er. At brylluppet mellem Kristus og menneskeheden markeres med en duet, der synes at stille nogle af de samme krav som et ægteskab. Bach havde været lykkeligt gift i ni år og var far til fire små børn ved siden af sine mange opgaver som professionel musiker, da denne kantate blev førsteopført.
6. sats udgøres af et salmevers sunget i simpel firestemmig stil af kor fulgt af strygere med de tre øverste stemmer og continuoet med korets basser. "Ach, ich habe schon erblicket diese grosse Herrlichkeit (på dansk "Ak, jeg har allerede skuet på denne store herlighed") er det syvende og sidste vers fra salmen "Alle Menschen müssen sterben" (på dansk "Alle mennesker må dø").
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 650-654, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 419*, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162, 164, 166 |