|
Tid og sted
Tredje søndag efter påske den 12. maj 1726 i Leipzig. Nogle mener at kantaten kan være fra 1727 eller 1728.
Tekstforfatter
Instrumental sinfonia (1. sats), Apostlenes Gerninger kap. 14 vers 22 (2. sats), ukendt (3. - 7. sats), salmevers fra 1658 af Gregorius Richter (8. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, kor (SATB), orgel, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for orgel og et orkester bestående af obo I, II, taille, strygere og continuo. Selv om orglet holdes i ave i det korte forspil, begiver det sig hurtigt ud i talrige sololøb. Hvis man accepterer, at denne kantate formentlig allerede er komponeret i maj 1726, er dette den første i en række af kantater, hvor Bach gav sit eget instrument orglet en ganske markant rolle. Det kan i den forbindelse være interessant, at Bach den 21. marts 1726 var fyldt 41 år. Herom skriver Ludvig Prautzsch i Bibel und Symbol in den Werken Bachs: ”Et særligt tyngdepunkt udgør (…) året 1726 hvor han fuldendte sit 41. leveår. Tallet 41 er det omvendte af hans navns tal 14 [b=2, a=1, c=3, h=8] og blev derfor af Bach set som symbolsk tal for hans død (…) Bach så en symbolsk forbindelse som anledning til i dette år at udtrykke et memento mori og tænke på sin egen død.” Netop teksten fra Apostlenes Gerninger kap. 14 vers 22: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” er en rammende beskrivelse af komponistens egne skærmydsler og hverdagstrakasserier. Med en krævende sats for orglet stillet overfor orkestrets repræsentation af de andre viser Bach hvordan han, der var sin tids store orgelspiller, også selv måtte gå gennem mange trængsler for siden at komme ind i Guds rige. Satsen her kendes også som førstesatsen i koncerten i d-mol for cembalo, strygere og continuo (BWV 1052) og som førstesats i en nu forsvundet violinkoncert, der i vor tid er forsøgt rekonstrueret. Bedst klinger satsen dog med organistens trængsler på sin vej mod himmeriget, og det fuldt besatte orkester med obogruppe, strygergruppe og continuogruppe som både modstander og opbakkende klangbund.
2. sats er for firestemmigt kor, strygere, continuo og orgel. Også denne sats findes i cembalokoncerten BWV 1052 som langsom andensats. Kender man dén i forvejen, kan tilføjelsen af kor virke påklistret, selv om der er tale om en lang, smuk, ophøjet sats, hvor skriftstedet fra Apostlenes Gerninger kap. 14 vers 22 – ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” – bearbejdes efter alle kunstens regler. I korte instrumentalpassager, mens koret trækker vejret, høres orglet som det diskrete soloinstrument.
3. sats er en arie for alt, continuo og en obligatstemme, der enten spilles på violin eller på orgel. Alten i rollen som det troende menneske står centralt i adskillige Bach-kantater, men skulle særligt i løbet af 1726 komme til at spille en væsentlig rolle. Dét gælder ikke mindst de tre altkantater fra eftersommer og efterår 1726, ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170), ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169). I den første af disse tre bliver synden et omdrejningspunkt, i den anden forundringen over Jesus, og i den tredje er det kærligheden til Gud. Over violinens eller orglets himmelstræbende glædesmotiver synger altens troende menneske: ”Jeg vil op til himlen dér/usle Sodom, du og jeg/er færdige med hinanden.” Da capo arien har et ganske kort B-stykke med teksten ”Jeg vil ikke blive her/med dig kan jeg aldrig mer’/leve rart og stille”, inden dens A-stykke gentages omkranset af satsdelens indledende og afsluttende solo for obligat violin eller orgel.
4. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo. Sjælens længsel efter himmerigets ro udtrykkes af sopranens høje stemme midt i strygerklange og continuoets jordiske fundament med et ”Ak, hvem er dog allerede var i himlen!” Gennem det lange recitativ synges – vel også i overensstemmelse med Bachs egne dagligdags oplevelser – om hvordan de andre ligger på lur og hader os uden årsag. I de sidste udbrud reciterer sopranen: ”Ak, var jeg blot, min Jesus, allerede i dag i himmeriget med dig!”
5. sats er en arie for sopran, tværfløjte, to oboer d’amore og continuo. Allerede i det seksten takter lange forspil høres over continuoets rolige fundament talrige sukkende seufzerfigurer i tværfløjte og de to kommenterende oboer d’amore. Det er da også tårerne, der dominerer mennskesjælens sang: ”Med bange hjerte sår/jeg mine tårer ud/dog vil min hjertekval/mig give kærlighed/på dagen for den salige høst.” Tekstens henvisning til den salige høst er naturligvis en eufemisme for dødens komme.
6. sats’ recitativ for tenor og continuo foregriber på sin vis en femte personlig kantate fra året 1726 i tilgift til de altkantater, der er nævnt i teksten om 3. sats. Det er baskantaten ”Ich will den Kreuzstab gerne tragen” (BWV 56) fra oktober 1726, der efter de emner, altkantaterne vil komme til at handle om ligesom dette recitativ handler om at bære sit kors: ”Jeg er beredt, mit kors tålmodigt at udholde”,
reciterer tenoren. Teksten fortsætter ”… jeg véd, at alle mine plager”, hvor ”plager” (på tysk ”Plagen”) høres på et b over bastonen e klinger fladt og jordisk, mens recitativets højeste toner – henholdsvis g1 og a1 – kommer på ordene ”Gott” (Gud), ”mich” (mig), ”Zeit” (tid), ”einst” (engang) og, til aller sidst, ”Himmel” (himlen). Disse fem ord på høje toner ord fortæller udmærket hvad recitativets indhold er.
7. sats er en duet for tenor og bas akkompagneret af orkestrets oboer, strygere og continuo. Den glade passepied i 3/8-takt indledes af orkestret, hvor obo I og violin I galopperer afsted med glædesmotiver. I tæt kanon med kun én takts forskydning overtager først tenor og derpå bas orkestrets tema i denne de mest jordnært verdsligt stemmers glæde ved at byde verden farvel: ”Hvor skal jeg mig glæde, hvor vil jeg dog nyde/når hver en forgængelig trængsel er slut!”Udover sangstemmernes duet er der flere lag i musikken, som man kan nyde; oboernes tætte duet der minder om sangstemmernes tætte væv, udfyldende unisone glædesmotiver i strygergrupper, og continuobassen, som ind i mellem forlader sin stabile 3/8-puls og spiller hastige 32-delsfigurer nedad. Duetarien er ligesom 4. sats i da capo stil og også her med et mærkbart kortere B-stykke end A-stykket. I B-stykket tier både oboer og strygere og lader alene continuogruppe akkompagnere sangernes ”Jeg glimter som stjerner og skinner som solen/ og al denne himmelske, salige glæde/forstyrrer ej sorger og hylen og skrig.” Derefter gentages med de orkestrale for- og efterspil satsens festlige A-stykke ”Hvor skal jeg mig glæde, hvor vil jeg dog nyde/når hver en forgængelig trængsel er slut!”
8. sats er kantatens afsluttende koralvers, hvor sopranstemmen følges af tvæfløjte, obo I og violin I, alten af obo II og violin II, tenoren af taille og bratsch, mens continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Salmen er overleveret uden tekst, men man vælger som regel at bruge niende vers fra Gregorius Richters salme fra 1658 ”Lasset ab von euren Tränen”, der passer glimrende i forlængelse af tenorens og bassens længsel efter det himmelske liv i 7. sats’ duet. Melodien fra 1641 er af Johann Schop, og teksten lyder i dansk oversættelse: ”Vi skal saligt heden fare/hvor døden ej banker på/dér skal vi få alt det rare/alt det, som vi håber på/til den sikre by vi ta’r/hvor Gud selv sin bolig har/ind i slottet han os fører/hvor os intet ondt kan røre.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 355-361, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, pp. 445-446 |
