|
Tid og sted
Femtende søndag efter Trinitatis den 5. september 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmevers af Hans Sachs (1529), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d'amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes an af strygere og continuogruppe. En vemodig, enkel melodi spækket med sukkende "seufzer"-figurer understreger satsens bekymrede tilsnit. En obo d'amore spiller første strofe fra den salme, som kantaten er bygget over og som har givet den titlen,der oversat betyder "Hvorfor bekymrer du dig, mit hjerte?". Den anden obo d'amore udfører en sørgmodigt faldende halvtonebevægelse. Tenoren har en rolle, som kan minde om, når præsten messer ved en gudstjeneste. Han synger den første strofe fra salmeteksten, men med den variation af melodien, der hørtes i strygernes første indsats. Koret falder ind med salmens første vers og melodien er i sopranstemmen. Korets basstemme udfører derimod et smertemotiv og denne figur skal bassen i det følgende komme til at gentage tre gange i korledene. Musikteorien har en italiensk inspireret betegnelse for denne stædigt vedvarende figur, en såkaldt "ostinat". Efter korets salmestrofe følger i samme rækkefølge som ved satsens begyndelse også næste strofe; strygerintroduktion, oboer d'amore med den øverste intonerende melodien, der derpå synges af tenor. Nu med teksten: "Bekymrer du dig og bærer sorger...". Over rolige akkorder i strygerne overtages tenorens melodi som kanon i oboer d'amore, inden koret gentager teksten, også her med bassen udførende sin ostinatfigur. En ny strofe følger efter den tidligere skitserede model: Strygere, oboer d'amore, tenor, kor med den fortsatte tekst "... kun for timelige ting?" Satsens vendepunkt er et smerteligt "Ak!" fra alten. Udbruddene fra netop denne sanger, der ofte har rollen som det troende menneske, skal gennem hele kantaten flere gange minde lytteren om de bekymringer, som vi alle jævnligt plages af. Udover at satsen er betegnet som en koralsats, har den også betegnelsen "e Recitativo", og det er den recitativiske del, som alten nu jamrer sig gennem akkompagneret af lange akkorder i strygere og små fine tekstillustrerende motiver fra oboer d'amore. "Ak! Jeg er fattig, svære bekymringer tynger mig." Herefter følger en serie klager fulgt af illustrative toner fra oboer d'amore. Den anonyme Tekstforfattere var en god menneskekender, for som mange vil vide, ender neurotisk selvmedlidenhed tit i ønsket "Ak, gid jeg var død!" Alten synger det også her i recitativdelen (på tysk "Ach! Wär ich doch nur tot!") fulgt af en længere nedadgående tonerække i oboer d'amore, som også strygerne til sidst tager del i. For så vidt lyder det som om satsen slutter med den nedgang: Grundstemningen er skåret ud i pap. Musikanalytisk er man tilbage på grundtonen. Og for at det ikke skal være løgn, har den fede dame sunget, altså medmindre altsangeren er en mandsperson. Kendere af salmen "Warum betrübst du dich, mein Herz?" vil dog vide, at vi mangler to strofer, de mest trøstende: "Sæt din lid til Herren din Gud, som har skabt alle ting!" Først efter at koret uden smertemotiv i basstemmen og fulgt af et nu helt ukompliceret akkompagnement fra oboer d'amore og strygere har afsunget stroferne, afslutter Bach satsen med en lys dur-akkord, der i den ellers dystre sats giver plads til alle vore håb.
2. sats er et mere almindeligt recitativ for bas og continuogruppe, men det knytter an til altens recitativiske afbrydelse af 1. sats ved også at indeholde en del selvmedlidenhed: "Jeg er foragtet, Herren har på sin vredes dag fået mig til at lide; beholdningen, som jeg skulle lægge til side af, er temmelig lille". På sin vis er det patriarken, den bekymrede husfader, der taler her. Det kan såmænd være Bachs fremstilling af sig selv, for han pointerede i sine breve fra årene i Leipzig jævnligt, at indkomsterne var for små og at pengene strakte dårligt til i byen, hvor det var meget dyrt at leve. Bassen fortsætter: "Man skænker mig frem for glædens vin tårernes bitre kalk". Denne tekst trækker på indholdet i Johannes-evangeliet kapitel 2 vers 1-10, hvor Jesus ved brylluppet i Kana skabte vand om til vin. Man kan også se basrecitativet som en lille kommentar til den byrådsindsættelse, der fandt sted den foregående mandag, kantaten "Preise, Jerusalem, den Herrn" (BWV 119). Recitativet fortsætter nemlig: "Hvordan kan jeg nu med ro forvalte mit embede, når sukke er mit mad og tårer mine drikke?". Det siger næsten sig selv, at ordet "sukke" (på tysk "Seufzer") skal synges over en formindsket, tungsindig treklang.
3. sats indledes af koret med det andet vers fra salmen "Warum betrübst du dich, mein Herz?". Teksten lyder "Han hverken kan eller vil lade dig alene, han ved fuldt vel, hvad du mangler, himmel og jord er hans!" Disse strofer er arrangeret i enkel, firestemmig stil, hvor strygere og continuo følger korstemmerne, mens oboer d'amore gentager de små kommenterende figurer, de også spillede i alt-recitativdelen i 1. sats. Denne gang er det ikke alten, der afbryder salmen, men sopran; "Åh, hvad? Gud sørger så vist for kvæget, han giver fuglene deres føde, han mætter de unge ravne, kun jeg, jeg stakkels barn, ved ikke på hvilken måde jeg skal få min smule brød. Hvor er der nogen, som kommer mig til undsætning?" Dette spørgsmål besvares så af koret med de sidste to strofer fra salmens vers to: "Din Fader og din Herre Gud, der står dig bi i al nød". Nu gik det ellers lige så godt, tænker man, da alten, det stædigt jamrende menneske, igen sætter ind: "Jeg er forladt, det ser ud til at selv Gud vil hade mig i min armod". Senere fortsættes tiraden "Ak, sorger, sorger...", og senere igen: "Ak, armod, hårde ord, hvem står mig bi i min kummer?" Hertil svarer koret med gentagelse af de sidste strofer fra salmens vers to: "Din Fader og din Herre Gud, der står dig bi i al nød".
4. sats er et tenorrecitativ med akkompagnement af continuo. Med en videreførelse af Bachs næsten filmmusikalske sans for timing, lykkes det for de bedste indspilninger og opførelser at holde det lyriske recitativ på præcis ét minuts varighed. Det er imidlertid minuttet, der er kantatens vendepunkt. Hvis man ser på den grafiske fremstilling, som viser den fine struktur i kantaten "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63), vil det springe i øjnene, at vi også her i BWV 138 ser en syvsatset struktur, omend symmetrien ikke er lige så gennemført som i BWV 63, fordi 3. sats ikke er en arie. Ikke desto mindre er det her i 4. sats at tenoren formidler kantatens højdepunkt: "Åh, søde trøst! Når Gud ikke vil forlade og forsømme mig, kan jeg i det stille og med tålmodighed tage mod til mig. Verden kan jo nu engang hade mig, men jeg overlader med glæde mine sorger til Herren." Kursiveringen er her foretaget for at understrege et helt centralt ord i recitativet, og i kantatens budskab. Tenoren synger sin glæde (på tysk "Freuden") ud over en skala i den lyse toneart G-dur. Tenoren fortsætter: "Og hælper han mig ikke i dag, gør han det i morgen. Nu lægger jeg hjertens gerne bekymringerne under puden og vil ikke videre mere end dette til min trøst". Selv om det ikke er tenor, men bas, som har en smuk arie i næste sats, står der et "attacca" i noderne. Det betyder, at der skal fortsættes straks.
5. sats bringer i de første takter mindelser om 5. sats i Bachs julekantate "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63): Et frejdigt tredelt tempo, strygerindledning, og er det ikke også samme grundlæggende melodi? Men hvor duetarien "Ruft und fleht den Himmel an" vedblev at være breughelsk landsbydans, er det her i "Auf Gott steht meine Zuversicht" førstevioliner, der først stikker af med hurtige glædesmotiver, der dog efterhånden er så smittende, at også andenviolin, bratsch og tilsidst continuobas må tage del i dem. Den rodfæstede og melodiøse basarie skulle Bach senere komme til at genbruge som satsen "Gratias agimus" i sin Messe i G-dur (BWV 236). Her i 1723 har arien dog teksten: "Til Gud står min lid, min tro lader ham styre. Nu kan ingen sorger nage mig, nu kan ingen armod plage mig. Selv midt i den største sorg er min fader, min glæde, han vil mig forunderligt bevare". De beroligende ord og de smukke toner må overbevise selv den største tvivler. I denne kantate var det som bekendt alten, der tvivlede.
6. sats er et continuoakkompagneret recitativ, hvor alten nu har fået ro: "Godt så, nu vil også jeg hvile helt trygt. I sorger, modtag jeres skilsmissebrev! Nu kan jeg leve som i himmelen!"
7. sats sender straks alle violiner på himmelflugt med ivrige hurtige glædefigurer til trods for at satsen, hvor temaet først spilles af de to oboer d'amore står i en mol-toneart. Barokkens musikalske affekter var ikke afhængige af tonekønnet, det vil sige dur/mol, men lod sig udmærket udtrykke som glædesmotiver i en sats i en mol-toneart. Efter otte takters forspil synger koret det tredje vers fra salmen "Warum betrübst du dich, mein Herz?" suppleret af instrumentale eipsoder mellem stroferne. Teksten på dette salmens tredje vers lyder: "Da du min Gud og Fader er, dit barn du ej forlader her, du faderlige hjerte! Jeg er en stakkels klump af jord, på jorden kender jeg ingen trøst." Et vers, der ikke forløser den bekymring, som ellers syntes at blive lindret i 4., 5. og 6. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 591-595, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 271, 494 note 67 |
