|
Tid og sted
Byrådsindsættelsen i Leipzig den 24. august 1728. Nogle mener, at kantaten er komponeret senere.
Tekst
Salme 65 vers 2 i Salmernes Bog (1. sats), ukendt forfatter (2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra 1529 af Martin Luther fra det tyske Tedeum (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en ret usædvanlig begyndelse på en kantate, hvor indledningskoret egentlig kommer i 2. sats. En arie for alt, to oboer d’amore, strygere og continuo indleder værket, og allerede i ti takters forspil er oboerne tildelt solistisk pludrende stemmer over strygernes og continuoets fundament. Den tyske teolog, bibliotekar og Bach-forsker Friedrich Smend mente i sin bog Bach in Köthen fra 1951 at arien måtte være en bearbejdelse af en forsvundet violinkoncert fra tiden mellem 1717 og 1723, hvor Bach var kapelmester i Köthen. Netop de to oboer d’amore gør dog denne synsvinkel mindre sandsynlig, for deres roller virker fuldt integrerede i satsen, og den slags instrumenter havde oboisterne i Köthen næppe adgang til, da både obo d’amore og obo da caccia var særlige opfindelser fra instrumentmager Eichentopf i Leipzig. Derimod må man give Friedrich Smend ret i, at den teknisk krævende melodik som altsangeren skal få til at klinge let, er så vanskelig, at den virker som tiltænkt et strygeinstrument. Ariens tekst er derimod ganske enkel og hentet i Salmernes Bogs Salme 65 vers 2: ”Vi lovpriser dig, Gud, i det stille for Zion og indfrier vore løfter til dig.” Bachs komposition understreger, til trods for de tekniske krav til specielt altsanger og oboister, også ordet stille, der typisk vises gennem at udelade en tone efter staccatonoder som det kan høres i første og anden takt af satsens instrumentale forspil. Dette ”kneb” havde Bach tidligere anvendt i den smukke 3. sats fra ”Wer nun den lieben Gott lässt walten” (BWV 93) fra 9. juli 1724.
2. sats er for kor og orkester med det helt store udtræk af tre trompeter, pauker, almindelige oboer, strygere og continuo. Teksten i den festlige sats lyder: ”Jubl nu, I glade stemmer/løft Jer helt til himlen op!/Pris Gud i hans helligdom/og ophøj hans ry/og godhed/hans forbarmende sindelag/varer ved til hver en tid.” Albert Schweitzer skriver: ”Også koret ’Jubl nu, I glade stemmer’ (…) er helt igennem domineret af glædesmotiver”, og Alfred Dürr skriver: ”Først med anden sats bryder hele jublen løs. Orkestret (…) begynder med symfonisk indledning hvor begge temaer fra den efterfølgende kordel med treklangsfanfare og en trinvist opadstigende sekstendedelssekvens allerede er indeholdt. Disse bliver dels overtaget i figurativ og imitatorisk sats af koret, dels anvendt som orkestrale rammer for indlejrede korpartier.” Satsen her brugte Bach mange år senere i omarbejdet form med teksten ”et exspecto resurrectionem mortuorum” fra credoet Symbolum Nicenum i ”Messe i h-mol” fra 1749.
3. sats’ recitativ for bas og continuo lægger verdsligt ud med hilsenen til Leipzig: ”Op, du lindenes elskede by”, men bliver derefter en tid i taksigelsen til Gud for at berige og beskytte Leipzigs stad. Først til sidst rettes opmærksomheden mod det nye byråd: ”Kom, bed om at han by og land/nu mer’ og mer’ forfriske kan/så denne værdige øvrighed/som nyvalgt nu har sat sig ned/vil blive smykket med mangen en velsignelse.”
4. sats er en arie for sopran, koncerterende soloviolin, strygere og continuo. I en yndefuldt vuggende sicilianosats i 6/8 kan soloviolinen gøre brug af hele registret fra det høje til den dybe g-streng, der er hyppig, da tonearten er den blide lyse G-dur. Forspillet kombinerer violinens partita-agtige intimitet med et rodfæstet akkompagnement fra øvrige strygere og continuo. Sopranens melodi er kantatens ørehænger, mens violinens løb illustrerer tekstens ønske: ”Held og velsignelse/må og skal til hver en tid/sig på vores øvrighed/i en ønsket mængde lægges.” I ariens hoveddel opnås en smuk effekt ved at soloviolinen i visse passager følges med violin I, men derefter diskret skiller sig ud med egne motiver. Et kort kontrasterede midterstykke i e-mol har teksten ”… så at ret og troskab tit/hinanden må kysse blidt.” Derefter spilles forfra: ”Held og velsignelse/må og skal til hver en tid/sig på vores øvrighed/i en ønsket mængde lægges”, inden den vitale soloviolin, strygerne og continuogruppen runder satsen af.
5. sats’ recitativ for tenor, strygere og continuo begynder med det dramatiske interval en lille septim -fra a til g1 i anråbelsen ”Nu, Herre, indvi da dette styre med din velsignelse/at al ondskab må forlade os/og retfærdigheden blomstre i vore boliger/så at din Faders rene sædekorn/og dit velsignede navn/ må blive forherliget iblandt os!”
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med ord fra Martin Luthers tyske ”Tedeum” fra 1529. De tre trompeter og pauker medvirker ikke, og sopran følges derfor af obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af bratsch, mens continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme. Teksten lyder: ”Nu hjælp os, dine tjenere, Herre/som er forløst ved dit blod/lad os få del i himlen/med den hellige, evige velsignelse/hjælp dit folk, herre Jesus Krist/og velsign din arvelod/pas på dem til allen tid/og ophøj dem i evighed!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 805-808, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, pp. 511-512, Friedrich Smend: Bach in Köthen, pp. 64-67, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 500 |
