|
Tid og sted
Syvende søndag efter Trinitatis den 23. juli 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Was willst du dich betrüben” af Johann Heermann (1630). Salmens syv vers er anvendt med den oprindelige tekst. På dansk findes fem af versene i en forarbejdet form i ”Hvorfor vil du dog klage”.
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), zink, tværfløjte I, II, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats (Versus I) er indledningskoret for kor og orkester. Allerede i den første takt bemærkes en næsten Mendelssohnsk spirende romantiske klang, der både skyldes anvendelse af tværfløjter og oboer d’amore, men også førsteviolinens begyndelsestone i det høje leje kombineret med den svævende fornemmelse; at continuogruppen ikke er med i første takt. I flere andre kantater har kortere eller længere udeladelser af continuoets faste fundament illustreret tvivl og manglende sjælelige holdepunkter. Her er det bedrøvelse, der vises med continuoets sene indtræden i lydbilledet under svævende klange fra strygere og træblæsere. Samtidig har musikken umiskendeligt en sommerlig klang; den er da også komponeret til en sommerdag. Efter tolv takters roligt forspil sætter korets sopraner ind med koralmelodien i en lettere forsiret version, men det er umiskendeligt den visemelodi, bearbejdet i 1571 af Joachim Magdeburg, som man genkender fra Johann Heermanns salme. Ganske kort efter føjer de øvrige korstemmer sig til og fuldender koralens firestemmighed på strofen, der på dansk er gendigtet til: ”Hvorfor vil du dog klage og jamre, kære sjæl?” Nu følger seks takters orkestralt mellemspil med samme musikalske materiale som de indledende takter, men i en anderledes instrumentation med fløjterne øverst i lydbilledet. Sopranerne sætter næste strofe an og bakkes kort efter op af de øvrige stemmer, men nu med mere uro i alt og tenor: ”Dig selv med sorgen plage, tro dog din frelser vel!” (I Johann Heermanns tyske tekst afsluttes strofen med ordet ”Immanuel”). Ganske kort efter kommer næste strofe først i sopran og den diskrete zink, der spiller med på melodien: ”Slå dig i ham til ro!” tæt fulgt af de øvrige korstemmer, der dog klinger uden instrumental forstærkning. Fire takter efter følger så de sidste tre strofer uden ophold: ”Han véd din sag at vende, til god og lyksom ende; det skal du stadig tro.” Til afslutning spiller orkestret tolv takter med samme musikalske materiale som i satsens gryende begyndelse.
2. sats (Versus II) er et recitativ for bas, continuogruppe og to oboer d’amore i vigtige biroller i det, der egentlig ordret er andet vers af Johann Heermanns salme, men mesterligt forklædt som rigtigt recitativ. Den danske gendigtning af teksten lyder: ”Gud aldrig dem forlader/i nogen modgangstid/som kender ham for Fader/og slår til ham al lid/Vær du i ham kun fro!/Du skal dog aldrig grue/for frelsen skal du skue/ved Jesu Kristi tro.” En særlig musikalsk pointering har det centrale ord ”fro” (på tysk ”Freuden”) fået, idet det synges over en lang melisme fra e ned via h og op til h en oktav højere på en skala i E-dur. De to oboer d’amore spiller deres egen modrytme, som bortset fra nogle lange liggetoner i de sidste par tatker såmænd kunne have været inspiration for Ludwig van Beethoven, da han fandt på banke-temaet i første sats af sin femte symfoni ”Skæbnesymfonien”.
3. sats (Versus III) er en arie for bas, strygere og continuo. Albert Schweizer skrev om koralkantaterne generelt og om arien her specifikt: ”Derimod byder soliene i disse koralkantater på overordenlig meget karakteristisk-malerisk musik. I basarien fra kantaten ”Was willst du dich betrüben” jager soloviolinen afsted i vilde løb, og om tempoet lader det af Bach foreskrevne Vivace ingen tvivl. (…) Eksemplet viser, hvordan Bach, når han bliver fristet og revet med af et sindbillede, giver efter for fristelsen og derpå ikke længere bekymrer sig om den generelle stemning i det digt, som han skulle udtrykke i musik.” Teksten til dette tredje vers af Heermanns salme blev på dansk gendigtet til: ”Om alle døre lukkes/hvor du vil spørge vej/om alle lys end slukkes/så tab dog modet ej!/Kun ti og tål og bi!/ Vil Gud dig hjælp tilskikke/da kan al verden ikke/forhindre ham deri.” Det skal dog for god ordens skyld nævnes, at det tyske originalvers har ordet ”erjagen” (på dansk ”nedlægge”, eksempelvis et jagtbytte) som et vigtigt begreb, og det er netop dét ord, Bach har valgt som startskuddet til ariens kapløb, der kunne have været med i ”Was mir behagt, ist nur die Muntre Jagd!” (BWV 208), men virker mindre passende i en alvorlig kantate fra Trinitatis-tiden.
4. sats (Versus IV) er en arie for tenor og continuogruppe. Kantatens eneste recitativ var det i 2. sats, og herefter følger fire arier i rap, hvoraf denne højdramatiske tenorarie er den anden. Fra begyndelsen kan man høre Satans øglelignende skikkelse bugte sig op gennem continuobassens toner; dum-dum-dum-da-da-da-da-dum | da-da-da-da-dum og så videre. Teksten lyder: ” Om Satans pak end sværmer/så er dog Gud din borg/som altid dig beskærmer/og redder af al sorg/Om hele Helvede/sig end imod dig sætter/ det intet dog udretter/Guds vilje dog må ske.” Tenorsangeren udfører tekstrelaterede koloraturer over continuobassens ostinatfigur med musikalske modstillinger mellem Guds vilje og Satans vilje. Heldigvis er det Guds, der sejrer. Helvedes-slangen i musikken findes også i eksempelvis den dag godt et halvt år gamle kantate til anden juledag ”Darzu ist erschienen der Sohn Gottes” (BWV 40), hvor en basarie i 4. sats havde samme tematik, men dog med den detalje, at det da var den nyfødte Kristus, som gjorde at den hæslige slange skulle være bange.
5. sats (Versus V) er en arie sopran, to oboer d’amore og basson continuo. Kontrasten til 4. sats’ drama er mærkbar, for taktarten er den idyllisk vuggende 12/8, og stemningen blid og lys - trods moltonearten. Efter fem takters forspil for oboer og continuo stemmer sopranen i med en endnu mere forsiret udgave af koralmelodien end den, sopranerne sang i 1. sats’ indledningskor. I rækken af kantater fra foråret og sommeren 1724, hvor der tilsyneladende noget sjældnere har været en god solosopran til rådighed end solister til de andre stemmetyper, er det en særdeles yndfuld sopranarie med en overdådighed af forsiringer og koloraturer. Til sidst er det som om komponisten lige tager et fast greb i tøjlerne, inden koketteriet helt tager over i salmetekstens sidste strofe ”hvad Gud vil, det ske” (på tysk ”was Got twill das geschicht”). I et par gentagelser af ordet ”ske” (på tysk ”geschickt”) synges små stacccatotoner opad mod det høje fis. Så besinder sopranen sig og slutter med at synge strofen én gang mere, men nu på den oprindelige melodi.
6. sats (Versus VI) er en arie for tenor, to fløjter, violin I med dæmpende sordiner på, og basso continuo. Violinernes sordiner sammen med fløjternes stilfærdige toner gør det til en arie på bløde poter. Tenoren skal også finde helt andre udtryksmidler op af værktøjskassen end kampen mellem godt og ondt i 4. sats. Fra dén aries kamp i underverdenen er vi via jordelivets niveau i 5. sats og ”hvad Gud vil, det vil ske”, på vej mod saligheden i et tonesprog, der kan minde om en andantesats i en symfoni af Haydn eller Mozart, og på listefødder: ”Alt, hvad der hører til, at jeg hengiver mig til ham, er op til ham; jeg efterstræber kun det, som han billiger. Det venter jeg stilfærdigt på…” Ordet ”venter” (på tysk ”warte”) har fået et flot langt højt fis midtvejs i arien. Teksten fortsætter: ”… hans vilje er det bedste, det tror jeg fuldt og fast, Gud gør kun det, han vil!” Det er ligesom tenorarien i 3. sats i kantaten to uger tidligere ” Wer nun den lieben Gott lässt walten” (BWV 93) en meget lyrisk arie for en tenor med god højde.
7. sats (Versus VII) er det afsluttende salmevers fremført af kor og orkester. Heller ikke i denne sats har Bach gjort det nemt for sig selv at bruge Johann Heermanns salmevers, for både fløjter, oboer og strygere indleder satsen med en vuggende siciliano i 6/8, som også bruges som overgange mellem salmestroferne. I korafsnittene er det kun sopranerne, derfølges af et instrument - det diskrete horn, som har haft pause siden 1. sats. Teksten til dette vers syv, der ligesom femte og sjette vers ikke foreligger en god gendigtning af til nudansk, lyder: ”Herre, giv, at jeg hjertets grund og gennem hele livet må love og takke dig mere og mere! O, Fader, Søn og Ånd, du som af lutter nåde, forhindrer nød og våde, vær for bestandig priset!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 499-503, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276, Albert Schweizer: J. S. Bach p. 621 |
