|
|
Cantata BWV 100
Was Gott tut, das ist wohlgetan [III]
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Komponeret i tiden mellem 1732 og 1735 og førsteopført på ukendt dato i Leipzig. Her er den lidt forsigtigt placeret som den sidste kantate fra 1735.
Tekstforfatter
Salmen fra 1675 ”Was Gott tut, das ist wohlgetan” af Samuel Rodigast (1649-1708). Alle salmens seks vers er brugt uændret og i den oprindelige rækkefølge
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, pauker, tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
Versus 1 sættes festligt og processionsagtigt an af de to horn med pauker fulgt af strygere og continuo, mens såvel træblæsere som sangere først sætter ind senere. Fra andre kantater véd vi, at Bach jævnligt lod to horn medvirke, når teksten handler om at stå foran Guds nådes trone. Her i Samuel Rodigasts salme fra 1675 er dette et overordnet tema. Det lille motiv, som horn og violiner indleder med, synes lånt fra den næstsidste sats i kantaten ”Wachet auf, ruft uns die Stimme” (BWV 140) fra november 1731, hvor duetarien ”Mein Freund ist mein” sættes an af en obo. Horn, pauker, strygere og continuo udfører de første seksten takter af forspillet med brilliant klang inden træblæsernes indsats. Bach har lånt denne indledning fra sin egen tidligere kantate over Rodigasts salme, BWV 99, men nyt i satsen er tilføjelse af horn og pauker. Derpå overtager obo d’amoren det lille Mein Freund ist mein-motiv under tværfløjtens kontrapunktiske sekstendedele. Dette skaber overgang til korets indsats, hvor det først er soprangrupper, der bærer salmens melodi frem som cantus firmus. Den overvejende lethed her i koret i BWV 99 skyldes naturligvis den tiltro, der i Samuel Rodigasts salmetekst udtrykkes til Guds almægtige visdom: ”Hvad Gud gør det er velgjort”. Korets øvrige stemmer sætter ind et par takter senere i mere bevægelige nodeværdier med fjerdedele og ottendedele, men forener sig med sopran på en lang sluttone. På tilsvarende vis veksles satsen igennem mellem energisk-instrumentale led og salmestrofer fremført af sopraner, tæt fulgt af mere bevægelige og imiterende indsatser fra de øvrige stemmer. Alle toner er præget af en tekstbaseret tro på, at alt i verden, ifølge Guds vilje, går, som det skal, og teksten fra Rodigasts første vers fortsætter: ”Hans vilje bliver opfyldt/hvordan Han end handler på mine vegne/står jeg Ham roligt bi/Han er min Gud/som i al nød/véd hvordan jeg skal forsørges/derfor lader jeg blot Ham råde.” Med både horn- og paukegruppen, solistiske træblæsere, redebonne strygere og det allestedsnærværende continuo er det et klangligt fantastisk indledningskor.
Versus 2 er en duetarie for alt, tenor og continuo. For begge sangere kræver satsen god kontrol over koloratursang og stabil vejrtrækning. ”Hvad Gud gør, har Han så vel gjort/han vil mig ej bedrage/Han leder mig på rette vej/dermed kan jeg mig mage/tålmodelig/med Herrens gunst/mit uheld snart Han vender/dét ligger i Hans hænder.” På forsiden af kantatens originale stemmeomslag har Bachs søn Carl Philipp Emmanuel betegnet denne sats som ”2 Duetto Alto u. Tenore mit einem Bass Thema”. Disse sidste ord - Bass Thema - går på den ostinatagtige figur i generalbassen, der går gennem en hel skala. Ifølge Ludwig Prautzsch må denne skala ses som symbol på Guds almagt udtrykt gennem dette vers’ strofer: ”Han leder mig på rette vej/[…]/ mit uheld snart Han vender/dét ligger i Hans hænder.” |
|
|
|
Det originale stemmeomslag til BWV 100 med Carl Philipp Emmanuel Bachs tilføjelser om satserne
Versus 3 er en arie for sopran, tværfløjte og continuo. Carl Philipp Emmanuel har i parentes skrevet: (wird, wie die ganze Stimme mit der concertierende Violin gespielt, alle 32 Theile werden gezogen). Det ville dog være synd at omstrukturere denne smukke sopranarie med obligat tværfløjte ud fra disse noget kryptiske tilføjelser fra C.P.E. Bachs side; satsen byder ifølge John Eliot Gardiners vurdering på den vanskeligste tværfløjtestemme i nogen Bach-kantate overhovedet! Allerede i den tredje takt kastes fløjtespilleren ud i skalaøvelser i toogtredivtedelsnoder og den slags kan godt tage pusten fra alle andre end de absolut bedste. Heller ikke sopransolisten spares for krævende koloraturer i versets lægetekst: ”Hvad Gud gør, det er så vel gjort/Han vil mig vel betænke/som læge og vidundermand/vil gift Han ej mig skænke/fremfor mikstur/er Gud min kur/på Ham vil jeg nu bygge/i nådens rammer trygge.”
Versus 4 er en herligt entusiastisk arie for bas, strygere og continuo: ”Hvad Gud gør det er gjort så vel/ Han er mit lys i livet/slet intet ondt rammer mig selv/til Ham har jeg mig givet/i fryd og nød/bli’r tiden sød/og alle snart opdager/hvor vel Han os det mager.” Albert Schweitzer er lettere kritisk overfor den måde deklamationen af versets originale tyske tekst foregår: ”I basarien fra ’Was Gott tut, das ist wohl getan’ (Nr. 100) tager musikken sig helt herligt ud; dog er deklamationen banal. Den utilfredsstillende fordeling af ord træder desto tydeligere frem fordi den efterfølgende altarie viser en fuldendthed, som selv hos en Bach falder i øjnene.” Disse sidste rosende ord er naturligvis retttet mod kantatens skønne
Versus 5 for alt, obo d’amore og continuo med tekst, der for en stund får mørke skyer frem på Guds
blå himmel: ”Hvad Gud gør det er så vel gjort/dog må vi kalken smage/med besken smag bli’r halsen smurt/lad rædslen ej dig plage/dens eliksir/til glæde bli’r/med sødmens trøst i hjerte/forvindes hver en smerte.” I sine instruktioner om udførelsen af smukke arie har Carl Philipp Emmanuel Bach skrevet: ”5 Alto, mit Hautb. d’Amour (BB muss zur ordin. Hautb. gemacht werden)”. Denne transposition af den obligate stemme så den kunne spilles på en almindelig obo, skyldes formentlig ikke en teologisk disput om symbolik – d’amore som symbol for Jesus der af kærlighed blev menneske – men bare at instrumentet gik af mode, og muligvis slet ikke var til at opdrive, da C.P.E. Bach skrev sine tilføjelser.
I Versus 6 vender horn og pauker tilbage og sætter sammen med strygere, træblæsere og continuo en festlig sats i gang. Nu høres fra koret i enkel firestemmig koraludsættelse Bachs fine harmonisering af Severus Gastorius’ melodi. Teksten i det sjette og sidste vers fra Samuel Rodigasts salme lyder: ”Hvad Gud gør det er gjort så vel/derpå jeg altid lide/end går på bumpet vej jeg selv/nød, død til allen tide/så vil mig Gud/ret faderligt/sine arme tage/Han råder alle dage.” Ganske usædvanligt for en slutkoral må alle korstemmer klare sig uden instrumental fordobling af stemmen, for horn, pauker, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo har alle travlt med at opretholde satsens eksceptionelt festlige karakter.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 865-869, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 325, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 503, 621, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 25, 43, 60, 61, 63, 198-202, 203, 204-207, 265, 268, John Eliot Gardiners covernoter i teksthæftet til cd’en Soli Deo Gloria 104 p. 9 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
