|
|
Cantata BWV 1
Wie schön leuchtet der Morgenstern
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Mariæ bebudelsesdag, der også var palmesøndag, den 25. marts 1725 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmen “Wie schön leuchtet der Morgenstern” af Philipp Nicolai (1599). Salmens første og syvende vers er anvendt uændret til kantatens 1. og 6. sats, mens salmens øvrige vers af en ukendt forfatter er bearbejdet til brug i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. På dansk findes salmen under titlen ”Af højheden oprunden er”
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo da caccia I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1.
sats er en pragtfuldt indledningssats for koret og det samlede orkester. I den kantate, Bach havde komponeret godt et halvt år tidligere, ”Herr Christ, der einge Gottessohn (BWV 96), havde teksten i 1. sats stillet ham overfor den spændende musikalske udfordring at finde en måde at illustrere strofen ”Han er morgenstjernen”, der forekommer et stykke inde i første vers af Elisabeth Creutzigers salme. Ved den lejlighed faldt valget på en sopraninoblokfløjte højt oppe i diskanten. Det kan være i det lys, man skal se det forhold, at denne effekt fra efteråret 1724 netop ikke genbruges i denne kantate, som både markerer Marias bebudelse og palmesøndag. De udsmykkende figurer er i stedet lagt i fingrene på to solovioliner, en fra hver gruppe, og det er soloviolin II, der indleder satsen og derpå svares af en orkestergruppe med oriental klang betående af to horn og to af de på den tid mellemøstligt udseende oboer da caccia. Med moderne instrumenter i orkestret vil stemmerne blive spillet af to engelskhorn. Albert Schweitzer skrev om dette indledningskor: ”I det indlendende kor af kantaten [...] bruger Bach to koncerterende violiner. Hans musik videregiver teksten med dens overstrømmende mystik. Hans motiviske benyttelse af de enkelte korallinjer spiller en stor rolle i orkesterledsagelsen.” Orkesret har således tre grupper: Den rolige procession i horn og oboer da caccia illustrerer Orienten (ordet oriens betyder ”der hvor solen står op”), de to solovioliner har, i stedet for sopraninoblokfløjten i BWV 96, fået mulighed for at vise stjernens glimten, og violiner in ripieno, bratscher og continuogruppe har en understøttende og akkompagnerende funktion. Satsen igennem veksles mellem orkesterled og strofer fra Philipp Nicolais salme sunget af koret med sopranernes cantus firmus, som både understøttes og forberedes af alt, tenor og bas. Teksten findes på dansk som første vers i "Af højheden oprunden er/ en morgenstjerne klar og nær/af sandhed og af nåde/du Jakobs-stammens nye skud!/du Davids søn/ min konning prud/mig fryder overmåde/liflig, venlig/skøn og herlig, stor og kærlig, rig på gaver/lys og liv i dig jeg haver!" Bortset fra at Bach i helligtrekongerskantaten ”Sie werden aus Saba alle kommen” (BWV 65) fra januar 1724 havde kunnet opleve de eksotiske klange, der opstod når to horn spillede sammen med to oboer da caccia, skal det også nævnes, at hornene hos Bach indtager en helt særlig rolle. Herom skriver den tyske kirkemusiker og teoretiker Ludvig Prautsch på side 106 i sin bog Bibel und Symbol in den Werken Bachs: ”Således symboliserer […] hornene Gud på tronen, dog ikke som hersker og dommer, men snarere som nådig Herre. Horn har her den samme funktion som tempel-hornet i den jødiske gudsdyrkelse” Specifikt er det altså ordet ”nåde” (på tysk ”Gnad”) - i den anden strofe af salmeverset, som både i denne og flere andre kantater på forhånd afgør valget af de to horn.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo, hvor den parafraserede tekst i vidt omfang holder sig til det indhold, der ses i andet vers af Philipp Nicolais salme. De oprindelige strofer ”Dit søde evangelium er lutter mælk og honning!” er i recitativet blevet til den høje tone a1 sidst i recitativet, hvor tenorsolisten synger ”O, Süssigkeit, O Himmelsbrot” (på dansk ”O, søde sag, O himmel-brød!”). Et godt eksempel på den intensivering af det sanselige billedsprog fra dengang salmeteksten blev skrevet i renæssancen i 1599 og til kantateteksten blev til i højbarokken i foråret 1725.
3. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo da caccia. Arien har en fornem balance mellem sangeren i diskantlejet, oboen i tenorlejet og continuocelloen, mens orglet udfylder satsens akkorder. ”Sangen” kan have været ugens ørehænger i de stille dage op til påske i Leipzig, for den fire minutter lange arie er konstrueret med sikker sans for hitmageri. Datidens pendant til senere tiders altsax - den sælsomme obo da caccia med det orientalske udseende – spiller otto takters temapræsentation og får lige plads til nogle melodiparafraser som en lille improvisation. Så overtager den lyseste stemme med en melodi fuld af forårets glæde og lunhed. Med continuoets faste fundament kan det ikke gå galt, og satsen er velegnet til at overbevise enhver, der mener at Bach ikke kunne skrive melodiøst. ”Fyld, I himmelske, pragtfulde flammer, det bryst, der længes efter Jer! Sjælene mærker den stærkeste drift mod den sanseligste kærlighed og smager på jorden det himmelske begær.” Det kan igen være på sin plads at nævne, at heller ikke festdagen Mariæ bebudelse har været grund til en ophævelse af apostlen Paulus’ forbud mod kvinders sang i kirken. Sopransolisten var en dreng eller en ung mand, og valget af denne stemme har givet sin baggrund i tekstens påpegning af sjælenes længsel, da menneskets sjæl traditionen tro blev fremstilliet af korets højeste stemme sopran. Men arien er meget sanselig alligevel.
4. sats er, prosaisk udtrykt, et recitativ for bas og continuo bygget over tekst fra fjerde og delvis femte veres i Philipp Nicolais salme. Mere åndfuldt bliver det dog, hvis man betragter det originale omslag, der findes på næste side. For det første kan man se, hvordan en ukendt nodeskriver har indarbejdet komponistens monogram JSB i det første bogstav W i værkets titel. Desuden er der en besynderlig fejl i det allerførste ord på siden, hvor der skulle stå ”Festo” (på dansk ”fest”) og ikke som her ”Testo”. Om denne besynderlige fejl skriver Ludwig Prautzsch på side 148 i Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs: ”Ordet Testo […] er et eksempel på Bachs legende tilgang til sproget, der ikke desto mindre er fyldt af dyb teologisk symbolik. I denne kantate til festen for Marias bebudelse skal det første ord vel henvise til det latinske testor, jeg bevidner, og det betyder her: Jeg er vidne til forkyndelsen af den frelser, som Maria modtager og har taget til sig i troen. Ligesom dette ord i dobbelt henseende er fejlbehæftet, er ogå troen ufuldkommen og afventer styrkelse gennem Kristus: ’For et fuldkomment gode/frelserens legeme og blod/er os til gavn/da må os da/den overmåde rige velsignelse/som i evigheder har været bestemt for os/og som vores tro nu tager til sig/bevæge os til tak og lovsang.’ Testo er således symbol for troen på hjælpen fra Gud.” Bemærk at citatet fra Prautzschs bog indeholder de sidste strofer fra recitativet, fra der hvor bassolisten synger ”Denn ein volkommenes Gut…” og indtil den sidste tone.
5. sats er en arie for tenor, to solovioliner, strygere og continuo. I klanglig skønhed og forårsagtig gejst lader den ikke den smukke arie i 3. sats noget efter. Bach har haft rig lejlighed til i fastetiden, hvor der ikke spilledes kantater, at forberede sin kantate til palmesøndag og Mariæ bebudelse med rigtige hits. Fra strygerorkestret skiller de to solovioliner sig jævnligt ud, inden tenoren overtager scenen med en
|
|
|
|
Det originale stemmeomslag til ”Wie schön leuchtet der Morgenstern” (BWV 1)
dejlig arie. Teksten er inspireret af sjette vers i Philipp Nicolais salme, der begynder: ”Anslå citerens strenge/og lad den søde musika/ret frydeligt lyde…”. Det er selvsagt strengene, der bliver satsens fokus med de to solovioliner strygergruppens violiner og bratscher samt continuogruppens cello og violone. Teksten er i den omarbejdede version kort: ”Vores munde og strengenes toner skal bestandig berede dig takke og ofre. Hjerte og sind er opløftede, livslang, med sang, for at højlove dig, mægtige konge.”
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med svers af Philipp Nicolais salme. I den af Hans Christensen Sthen oversatte version lyder verset: ” Jeg er nu glad og stoler på/min frelser er mit A og Å/begyndelse og ende/han fører mig med lov og pris/til himmerig, til Paradis/fra jammer og elende/ Amen/Amen/Kom du milde Jesus lille/tøv ej længe/lyst til dig mit hjerte trænge!” Instrumentationen er ganske interessant, for sammen med sopranstemmen spiller horn I og violin I, alter følges af obo da caccia I og violin II, tenorer af obo da caccia II og bratsch, mens basstemmen følges af continuo-gruppens basinstrumenter og orglet udfylder akkorder. Horn II har fået en overordentlig markant stemme hvorom Ludvig Prautsch på side 109 i sin bog Bibel und Symbol in den Werken Bachs har skrevet dette: ”Bach fremhæver andenhornet således at han giver det en obligat overstemme, mens førstehornet understøtter cantus firmussen i sopranen. Dét er et sindbillede på Kristus, Guds anden skikkelse i dommersædet; han er på én gang talsmand og hjælper os til det evige liv.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 737-741, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planchet 16, pp. 332-333, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 277-278, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 106-115,
Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 92-93, 148-150, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 729 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
