|
Tid og sted
Femtende søndag efter Trinitatis den 17. september 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Was Gott tut, das ist wohlgetan” af Samuel Rodigast (1674). Salmens vers ét og seks er anvendt uændret til kantatens 1. og 6. sats. Det vides ikke, hvem der skrev teksten til kantatens 2., 3., 4. og 5. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats. Allerede fra de første toner af dette indledningskor for kor og orkester fornemmes en energisk, lys og optimistisk atmosfære, der får denne kantate til at fremstå i at langt mere forsonlig og beroligende end mange af Trinitatistidens øvrige kantater. Kantaten vil byde på både lidelsens bitre kalk og tunge trin på vejen mod Golgata, men den begynder med en livligt koncerterende instrumentaldel, hvor strygerne over et orgelpunkt i continuobassen sætter det energiske tema an. Efter seksten takter for strygerkoret tilføjes tværfløjte og obo d’amore. Under tværfløjtens kontrapunktiske sekstendedele spiller oboen nu temaet. Man kunne få den tanke, at Bach flere år senere blev inspireret af denne obo d’amore-stemme da han i sit livs eneste kantate til syvogtyvende søndag efter Trinitatis, ”Wachet auf, ruft uns die Stimme” (BWV 140), lod duetarien ”Mein Freund ist mein” få netop de samme seks starttoner som her i satsen. Bemærk, at obo d’amore-stemmen trods tonearten G-dur er noteret i Bb-dur, da instrumentet er stemt i A en lille terts laveres end den almindelige obo. Duetarien i BWV 140 er netop i Bb-dur og den obligate obo indleder med netop disse seks toner. Om instrumentationen med tværfløjte og obo d’amore kan det nævnes, at Georg Phillipp Telemann en del år senere - formentlig mellem 1730 og 1740 - brugte samme klangkombination i sin underholdende ”Koncert for fløjte, obo d’amore, viola d’amore, strygere og basso continuo” (TWV 53:E1). Den overvejende lethed her i koret i BWV 99 skyldes naturligvis den tiltro, der i Samuel Rodigasts salmetekst udtrykkes til Guds almægtige visdom: ”Hvad Gud gør det er velgjort”. Det sættes først an i lange nodeværdier i sopranerne hvis melodi støttes af zink. Korets øvrige stemmer sætter ind et par takter senere i mere bevægelige nodeværdier med fjerdedele og ottendedele, men forener sig med sopran på en lang sluttone. På tilsvarende vis veksles satsen igennem mellem energisk-instrumentale led og salmestrofer fremført af sopran og zink tæt fulgt af mere bevægelige og imiterende indsatser fra de øvrige stemmer. Alle toner er præget af en tekstbaseret tro på, at alt i verden, ifølge Guds vilje, går, som det skal, og teksten fra Rodigasts første vers fortsætter: ”hans vilje bliver opfyldt/hvordan han end handler på mine vegne/står jeg ham roligt bi/han er min Gud/som i al nød/véd, hvordan jeg skal forsørges/derfor lader jeg blot ham råde.”
2. sats er et recitativ for bas og continuogruppe. De seks vers i Samuel Rodigasts pietistiske hymne har alle begyndelsesstrofen ”Hvad Gud gør det er velgjort”, hvilket let havner et sted mellem genkendelsens glæde og en let gaben (det er altid godt for sangere at kunne gabe med afslappet kæbesmuskulatur!), når man synger den samme tekst om og om igen. Den ukendte tekstbearbejder, der omskrev versene to, tre, fire og fem til kantatebrug, har fermt undgået denne gentagelse. Her i bassens musikalsk ret enkle og ret lyttervenlige recitativ er der pyntet på Rodigasts vers to, der i grunden ikke tilføjer meget nyt til det første vers’ tro på, at det er bedst at lade Gud råde. Metrisk er recitativets første to strofer helt tro med rytmen i salmens melodi, der tilskrives Jena-kantoren Severus Gastorius (1646-1682). Strofe tre og fire bliver mere ordrige, men det er som om rytmen i det originale vers opretholdes, selv om tonerne er nogle helt andre. Det mest markante ord i recitativet er ”vende” (på tysk ”wenden”), faktisk det allersidste ord, der afslutter sætningen ”Gud kan med sine almægtige hænder vende mit uheld.” Ordet synges over en lang melisme, hvor bassolisten i realiteten blot skal fra tone h og en oktav ned. Det kunne gøres med to toner, men det er bevægelsen, vendingen i skalaløb i H-dur, der formår at vise ordets betydning. Til det formål bidrager også den kontrapunktisk agerende continuocello.
3. sats’ arie for tenor, continuo og obligat tværfløjte gør allerede i den indledende instrumentalsolo brug af kromatiske nedgange (bevægelse nedad i halvtonetrin) for at illustrere teksten: ”Ryst nu ikke, modløse sjæl, når du smager korsets bitre kalk!” Også fløjtenisten i denne sats må sørge for ikke at ryste på noget, for der skal eksekveres en grusom mængde toogtredivtedelsnoder i løbet af denne sats, der oven i købet skal spilles da capo efter et B-stykke med teksten: ”Gud er din vise læge og mirakelmager, så ingen nok så dødelig gift kan hældes på dig, selv om dens sødhed ligger skjult.” Trods ”den bitre kalks” indhold er arien endnu et – i hvert fald på overfladen – sødt eksempel på de undere, der kan udrettes af en dygtig tenorsanger, en lydhør continuogruppe og en virtuos tværfløjtespiller på den obligate stemme.
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Teksten er inspireret af fjerde vers fra Samuel Rodigasts salme, men er også mere inspirationsrig end denne, for der forekommer blandt andet et evangeliecitat, som vi også i dag kender i bonmotet ”hver dag har nok i sin plage”. Citatet forekommer midtvejs i recitativet, hvor alten synger, og rimer, ”und haben alle Tage/gleich ihre eigne Plage…”. Teksten stammer fra Jesu Bjergprædiken, her fra Matthæus-evangeliets kap. 6 vers 34 med en lærerig opfordring til at leve i nuet: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” Derudover er det interessant igen at opleve altsangeren i rollen som det troende menneske, der stiller sig frem foran forsamlingen og i sine første strofer siger: ”Nuvel, den evige pagt er og bliver min tros fundament.” Altens rolle som det troende menneske prægede flere af Bachs tidligste kantater fra Leipzig så som ”Jesus nahm zu sich die zwölfe” (BWV 22) fra den 7. februar 1723, ”Herz und Mund und Tat und Leben” (BWV 147) fra den 2. juli 1723, ”Lobe den Herrn, meine Seele” (BWV 69a) fra den 15. august 1723 og ”Warum betrübst du dich, mein Herz?” (BWV 138) fra den 5. september 1723. Af senere eksempler på denne rolle findes også ”Schau, lieber Gott, wie meine Feind” (BWV 153) fra den 2. januar 1724, ”Jesus schläft, was soll ich hoffen” (BWV 81) fra 30. januar 1724 og endelig ”Wahrlich, wahrlich, ich sage euch” (BWV 86) fra den 14. maj 1724. Recitativets sidste takter har stor lighed med slutningen af basrecitativet i 2. sats.
5. sats er en duetarie for sopran og alt. De akkompagneres af continuogruppen og de to obligate blæsere tværfløjte, der sætter satsen an, og obo d’amore, som straks efter føjer sig til. Man kan undertiden høre denne sats spillet i frejdigt tempo som var det en allegrosats i en triosonate. Det er imidlertid en komplet misforståelse, for tonerne skal lige fra begyndelsen spilles drævende og tungt: Det er den tunge korsets vej til Golgata, der illustreres. At fløjten begynder og følges af obo d’amoren er ikke revolutionerende, men det er ganske snedigt at Bach ikke at lade denne indledning følge op af sopran først og derpå alt – nej, det er den dybere sangstemme, der sætte ind først med fløjtens melodi en oktav dybere, hvorpå sopranen synger obo d’amorens tema i samme tonehøjde; kortene blandes anderledes end man tror. I forhold til femte vers af Samuel Rodigasts tilgrundliggende salme, der handler om at vi i livet nogle gange også må tømme den bitre kalk (men kan gøre det fordi det Gud gør er velgjort), så har teksten i bearbejdelsen til kantatetekst fået langt mere kant i retning af at bære sit kors: ”Når korset bitterheder strider med kødets skrøbelighed, er det dog vel gjort. Den, der i vildfarelse, anser korset for ubærligt, finder ej heller nogen glæde i fremtiden.”
6. sats er kantatens afsluttende koral, hvor man i enkel firestemmig stil kan høre Bachs harmoaf Severus Gastorius’ melodi. Satsens særlige klang skyldes de ledsagende instrumentalstemmer. Tværfløjte spiller melodien én oktav over, og sopranstemmen følges af zink, obo, d’amore og violin I. Altstemmen fordobles af violin II, og på tenorstemmen høres også bratsch, mens continuogruppen tager afsæt i den samme stemme som korets basser. Teksten i det sjette og sidste vers fra Rodigasts salme lyder: ”Hvad Gud gør, det er velgjort/derpå vil jeg lide/selv om der kommer bumpet vej/nød, død og stor elende/vil Gud mig holde faderligt/i sine arme/det er derfor jeg lader ham råde.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 596-599, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
