|
Tid og sted
Muligvis femte søndag efter Trinitatis den 25. juli 1734 i Leipzig
Tekst
Ni salmevers fra 1642 af Paul Fleming (1. – 9. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch I, II, continuo
De enkelte satser
Versus I indledes af orkestret som en ouverture i den franske barokstils skarpt punkterede rytme. I orkestret besvarer oboer og strygere med continuo hinanden i en 30-40 sekunder lang ouverture, der gentages. Netop som orkestrets oboer og violiner har fået sat skub i en overgang til en hurtig del, der får denne kantateindledning til at minde meget om sinfoniaen der inleder George Friderick Handels ”Messias”, tilføjes korets sopraner med cantus firmus af Heinrich Isaacs melodi fra 1539 ”Innsbruck, ich muss dir lassen”. Sopranens melodi bæres frem af imitatoriske understemmer i alt, tenor og bas. Teksten i salmens første halvdel lyder: ”Jeg lader kun Gud råde/og stoler på hans nåde/i alt det, som jeg gør.” Derpå følges tolv takters instrumentaldel med vigtige indsatser fra de to oboer, der instrueres i at spille en lille triodel med continuogruppens fagot, mens alle andre instrumenter tier. Disse tilføjes dog før næste afsnit fra koret med den fortsatte tekst: ”På hjælp fra ham må bygges/hvis alle ting skal lykkes/derpå vi stole tør”. Endnu en triodel for træblæserne, der til sidst bliver til samlet instrumental sats, afrunder salmens første vers i Bachs strålende koralbearbejdelse.
Versus II er en arie for bas og continuogruppe. Gennem tolv takters instrumentalt forspil antyder særligt fagotten en stemning af en ensom pastor, der en sen nattetime kæmper med sin prædiken: ”Ej tidligt eller silde/betyder det jeg ville/det mindste for min Gud/hvad end jeg har i tilje/går alt efter Guds vilje/jeg følger blot hans bud.” John Eliot Gardiner beskriver satsen som ”proto-Schubertsk”.
Versus III er et ganske kort recitativ for tenor og continuo, der i løbet af et halvt minut dog omfatter hele teksten fra Paul Flemings salmes tredje vers: ”Jeg har ej andre kvaler/end dem som Gud befaler/ og som mig salig gør/jeg tager det som kommer/for kun Gud er min dommer/derpå jeg stole tør.”
Versus IV er en arie for tenor, continuo og obligat violin. Violinstemmen er en af de kunstfærdigste i nogen kantate overhovedet, og Albert Schweitzer tolker violinstemmen som et af de ikke så mange eksempler på ekstatisk glæde. Et lignende eksempel kan høres i altariee i den 2. sats af ”Wahrlich, wahrlich, ich sage euch” (BWV 86). Også tenorstemmen er kunstfærdigt krævende og ordene taler om Guds nåde: ”Jeg stoler på hans nåde/som mig fra hver en våde/beskytter hver en dag/efter hans ord jeg lever/og som baroner, grever/jeg nyder ro og mag.”
Versus V er et recitativ for alt, strygere og continuo. Alten i rollen som det syndefulde menneske er en indarbejdet figur i både Bachs kantater og passioner. Bach har ladet den indledende strygerakkord placere på den lidt specielle måde, at de tre strygerstemmer spiller tonerne a1+d2+a2, men det er det dybe F# i continuobassens fundament, der afgør at den tomme klang i toppen tilhører en durakkord. Det er vanskeligt ikke at tolke dén omvending af akkorden i forhold til salmeversets trygge budskab:
”Gid nu at mine synder/mig ikke trællebinder/min skyld han skriver ned/i stedet for at dømme/han gerne mig indrømme/en blid tålmodighed.”
Versus VIs arie for alt, strygere og continuo er så markant i sin illustration af aftenstundens træthed, at Alber Schweitzer har givet satsen selvstændig behandling i afsnittet med den næsten krimiagtige titel ”Matheds-motiverne”: ”I kantaten ’In allen meinen Taten’ (Nr. 97) forekommer teksten ”Og når jeg sent mig lægger/han tidligt mig opvækker/man ligger, rejser sig/i svaghed og i lænker……” Dét tema hvormed Bach viser det at lægge sig og at stå op er næsten alt for karakteristisk.” Nodeeksemplet er udeladt her, men udgøres af de første syv takter af strygertemaet. For at afrunde omtalen af den fine altarie, skal de sidste par linjer af teksten lige tilføjes: ”jeg altid bare tænker/hans ord vil trøste mig.”
Versus VII er en duet for sopran, bas, fagot og continuo. Det er en humlebiagtigt tumlende duet, som – uden at være decideret kritisk over for satsen – næppe bliver standardrepertoiret, når sopraner og basser mødes. Dertil er continuostemmen, der på mange måder hele tiden afbryder sig selv, for sær. John Eliot Gardiner foreslår, at det kan være versets omtale af ”ulykke” (på tysk ”Unfall”) der gør det særligt vigtigt med en forvirrende, selvafbrydende sats. Teknisk udfordret bliver dog både sopran, bas og fagot absolut, mens sangerne synger teksten: ”Hans hensigt kan det være/og da vil jeg den bære/ min skæbne tåler jeg/og ej heller ulykke/vil mig fra troen rykke/med dem han prøver mig.”
Versus VIII er en arie for sopran, continuogruppe og to oboer. Arien indeholder alt den sødme og melodi, som man godt kan gribe sig i at savne i versus VII. Oboerne brillerer gennem seksten takters forspil akkompagneret af fagot og blidt continuospil, og sopranstemmen overtager stort set det tema, som obo I præsenterede. Teksten i det ottende vers af Paul Flemings salme lyder: ”Til ham jeg helt har givet/i døden og i livet/det som han byder mig/i dag eller i morgen/vor Fader der for oven/har timen sat for dig.” Efter sopranens smukke og teknisk krævende arie afrunder oboerne den fine sats.
Versus IX er kantatens afsluttende koralvers, hvor man for første gang siden versus I hører Heinrich Isaacs melodi, der på dansk også kendes fra salmen ”Gud, efter dig jeg længes”. Sopranstemmen er forstærket af to oboer. Bassen følges af continuobas, og akkordinstrumenterne udfylder bescifringer. Strygergruppens violin I, II og bratsch har fået hver sin smukke overstemme, der sammen med korets alt og tenor gør satsen syvstemmig, hvor særligt strygerne i det høje tilføjer en dejligt tindrende effekt. Teksten lyder: "Så vær nu, sjæl, din egen/og stol på den alene/som har skabt dig/det går som det går/din Fader i det høje/han kender råd om alle ting." Dette niende vers af Paul Flemings salme fra 1642 med Heinrich Isaacs melodi fra 1539 er også anvendt som koral i 7. sats af "Sie werden euch in den Bann tun I" (BWV 44) til den sjette søndag efter påske den 21. maj 1724 og i 6. sats af "Meine Seufzer, meine Tränen" (BWV 13) til den anden søndag efter helligtrekonger den 20. januar 1726.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 862-865, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. xxix, 280, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 483, 503, Sir John Eliot Gardiners covernoter til cd’en Soli Deo Gloria 144 pp. 11-12, Christoph Wolff: Die späten Leipziger Kirchenkantaten I (i teksthæftet til cd Challenge Classics CC 72221) pp. 18-19 |
