|
Tid og sted
Attende søndag efter Trinitatis den 8. oktober 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Herr Christ, der ein’ge Gottessohn” af Elisabeth Creutziger (1524). Salmens først og femte vers er anvendt uændret i kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem der bearbejdede teksten i vers to, tre og fire til brug for kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Melodien, der stammer fra 1455, er af en ukendt komponist.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, sopraninoblokfløjte, tværfløjte, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo. Ved en senere opførelse (ca. 1734) ændrede Bach instrumentationen og lod blokfløjtens høje stemme udføre på en piccoloviolin, mens zinken erstattedes af en altbasun.
De enkelte satser
1. sats i en dansende 9/8-takt sættes an af oboer strygere og continuo, men scenen overtages hurtigt af en sjælden gæst; en høj blokfløjte, den adrætte sopranino, spiller skalaløb og brudte akkorder øverst oppe i lydbilledet. Ud fra satsens rytme og brugen af sopraninoblokfløjte sammen med oboer og strygere kunne man få den tanke, at Bach maler en hyrdeidyl med bred pensel, men det er ikke hensigten her. Det, som blokfløjten illustrerer findes i salmeversets tekst: ”Herre Kristus, den eneste søn af Gud/Fader i evighed/ udsprunget af hans hjerte/præcis som det står skrevet/han er morgenstjernen/hvis lys skinner klarere/end alle de andre stjerners.” Det er altså det tindrende klare lys fra morgenstjernen, som her har fået Bach til at give sopraninoen en central rolle. Vi skal ti år tilbage i kantaterne for at finde en lige så koncerterende stemme - i velkomsten til himmelkongen ”Himmelskönig, sei wilkommen (BWV 182) fra palmesøndag den 25. marts 1714. Bach har arrangeret sin sats således at salmemelodien synges i lange nodeværdier af korets alter forstærket af zink og de to oboer, der i passager med melodi også spiller med på altstemmen. Hvor himmelsk smukt satsen end klinger, virker det melodisk mindre overbevisende med så meget klang midt i lydbilledet. Blokfløjten i toppen viser jo netop, at vi oftest lytter efter de høje diskanttoner. Kan der mon være en anden hensigt? I mange andre kantater har vi mødt altsolisten som det troende menneskes stemme, og med lidt god vilje kan man anse både zinken og oboerne med deres trækroppe som gestalter for det menneskelige. Samtidig er Elisabeths Creutzigers salmevers jo en lovsang, der løfter sig fra jorden op til himmelkongen, morgenstjernen, Guds enbårne søn: Det er symbolikken, der har fået forrang frem for melodisk klarhed. Dermed bliver lytningen til det skønne indledningskor en oplevelse på flere planer.
2. sats er et recitativ for alt og continuo. I en musikalsk formulering, der i de første takter kan lyde som et operarecitativ fra wienerklassikken beskrives og fortolkes strofer fra 1. sats om morgenstjernen med dens klare glans; ”O kærligheds vidunderlige kraft/når Gud betænker sit skaberværk/og herligheden i de sidste tider/stiger ned til jorden.” Teksten er en længere parafrase over andet vers i Elisabeth Creutzigers salme.
3. sats er en arie for tenor, continuo og obligat tværfløjte. Den føjer sig ind i en perlerække af smukke satser for netop denne kombination af sangstemme, blid træblæser og altings fundament i continuoet. Der findes en oversigt over lignende arier i teksten om 2. sats af kantaten ”Ach, lieben Christen, seid getrost” (BWV 114) til 1. oktober 1724 lige ovenfor. Teksten i Creutzigers originale tredje salmevers lyder ”Lad os vokse i din kærlighed/og kundskab om os/at vi må blive i troen/og tjene din ånd/så at vi her må smage/dit hjertes sødme/og altid tørste efter dig.” Den ukendte tekstbearbejder har skruet op for det smægtende, som lyriske tenorer er mestre i. ”Ak, træk i sjælen med kærlighedens reb/O, Jesus, ak, vis dig stærk i den!”, synger solisten, mens tværfløjten spinder toneliner omkring. Tværfløjtestemmen byder dog ikke tilnærmelsesvis på de virtuose passager, som fløjtestemmer til de tidligere kantater. I da capo ariens B-stykke i paralleltonearten a-mol synger tenoren: ”Oplys den, så den troende bekender sig til dig/giv, at den må være optændt af den hellige flamme/ak, få den til at tørste efter dig.!” Derpå spilles og synges da capo.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. Svaret på, hvorfor sopranen har fået dette recitativ, ligger lige for, idet 3. sats handlede om sjælen. Fra adskillige andre kantater véd vi, at menneskets sjæl fremstilles af netop sopranens lyse stemme. Dette fjerde vers fra Elisabeth Creutzigers salme strækkes ud over to satser med sopransjælens recitativiske bøn om at blive ledt på rette vej, når vi går i mørket og fejler på grund vor køds skrøbelighed. Det danner med dets kombination af sjælens bøn og påpegning af vores fejl en smuk overgang mellem den smægtende tenorarie i 3. sats og basarie i 5. sats om at være gået vild på livets veje.
5. sats er en arie for bas, oboer, strygere og continuogruppen: ”Snart til højre, snart til venstre, fører mine forvildede skridt mig.” Allerede et blik på continuoets basstemme viser en vaklende gang med illustrative toner, men hertil har Bach føjet en fin antifonal effekt, hvor strygere og oboer svarer hinanden. Mon ikke han oprindelig har ladet oboisterne spille fra en anden placering i kirken for netop at få lyden i stereo fra snart højre, snart venstre? De to oboer havde ikke spillet siden indledningskoret og har dermed haft tid til at stille sig klar på et andet pulpitur. En lignende effekt skulle Bach ti år senere bruge til arien ”Flösst, mein Heiland” fra den fjerde del af ”Juleoratoriet” (BWV 248/IV). Ved bassens ord ”Gå dog med, min Frelser” ændres den stavrende gang i orkesterakkompagnementet og afløses af en nænsomt spadserende del med kortere staccatotoner. Teksten fortsætter: ”Lad ej farerne omslutte mig/lad mig mærke din vise vejledning/helt til Himlens porte!” I de sidste takter høres igen vekslende indsatser fra oboer og strygere, men vi raver ikke mere i blinde og afslutningen spilles samlet.
6. sats er den afsluttende koral med vers fem fra Elisabeth Creutzigers salme. Sopranstemmen forstærkes af zink, oboer og violin I, altstemmen af violin II og tenor af bratsch. Continuo har udgangspunkt i korets basstemme. Teksten lyder: ”Tilintetgør os i din godhed/opvæk os gennem din nåde/gør den gamle væren syg/så leve må den ny/og her på jorden må/sin hu og al attrå/og tak til dig vende.” Hvis de to oboer - som foreslået til 5. sats - står et andet sted i kirken, vil det være mest hensigtsmæssigt, at de diskret blæser med på koralen fra dén placering.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 631-634, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
