|
Tid og sted
Sekstende søndag efter Trinitatis den 12. september 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Ukendt, salmevers af ukendt (Jena, 1609), Martin Luther (1524), Valerius Herberger (1613), Nikolaus Herman (1560)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), zink, obo d'amore I, II (også obo I, II), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er for kor og orkester. Som i "Komm, du süsse Todesstunde" (BWV 161) fra september 1716 er evangelieteksten fra Lukas kap. 7 vers 11-17 om Jesus opvækkelse af enkens søn i Nain. Kantaten her rummer derfor også længsel efter det øjeblik, hvor livets urværk skal sættes i stå og mennesket skal smage dødens sødme, fordi døden er forudsætningen for at Jesus kan komme og opvække os til det evige liv. Hvor kantaten til den foregående søndag "Warum betrübst du dich, mein Herz" BWV 138 tog udgangspunkt i tre vers fra samme salme, indgår der her i "Christus, der ist mein Leben" fire forskellige salmer med dødslejet og dødsøjeblikket som det overordnede poetiske tema. Satsen begynder imidlerid muntert og varmt. For de troende mennesker i baroktiden var emnet slet ikke ubehageligt. To oboer d'amore sætter an med et dynamisk tema og besvares af strygere. Koret sætter nu ind med første strofe af salmen, som har givet kantaten dens titel. Direkte oversat "Kristus, der er mit liv", men i Brorsons gendigtning lyder det første vers "Min død er mig til gode/thi Jesus er min ven/så dør jeg vel til mode/fra verdens jammer hen". Det rammer budskabet på kornet. Melodien er af Melchior Vulpius. Korets frejdigt klingende sang ændrer sig dog væsentligt på ordet "dø" (på tysk "sterben"), der her sættes ind forskudt i stemmerne med sopranen først. Tonerne ligger så tæt, at der dannes nogle krasse samklange. Yderligere sætter man normalt tempoet rigtig meget ned på dette sted, hvilket skyldes en tradition, som siden 1627 har stået i "Leipziger Cantional": "Når de nu kommer til det 10. Vers, så synger de adagio med en langsom Takt, dvæler ved dette vers' eftertrykkelige ord, nemlig Min Død Er Mig Til Gode ". Effekten af dette er mærkbar, men musikken kommer op i omdrejninger igen, og nu følger et instrumentalt mellemspil. Herefter synger koret "ham vil jeg overgive mig til" og efter en ny kort orkesterepisode fortsættes teksten "med glæde farer jeg hen". Herpå følger en recitativisk del for en tenorsolist: "Med glæde, ja med hjertets lyst skal jeg tage afsked." Under recitativet er det, som om orkestret hele tiden forsøger at løbe tempoet i gang igen. Tenorens recitativ handler om altid at være rede til at dø og da at gå med fred, ja endog med sang og glæde. Efter ordene "Ak, måtte jeg synge det i dag" (på tysk "Ach, dürft ich's heute singen") introducerer en zink og to almindeige oboer næste salme. Det lille forspil fra blæserne er ikke bare elegant, men også vildtvoksende i al dets renæssanceagtige storhed. På grund af en læsefejl mente man, at den medvirkende messingblæser skulle være en zink, men det har forskerne efterhånden tilbagevist. Også i praksis viste det sig, at hvis stemmen blev spillet på en zink krævede det så mange krydsgreb, at det diskrete instrument kun vanskeligt ville kunne høres i sammenhængen. Med zinken og oboerne dannes overgangen til Martin Luthers flotte salme "Med fryd og fred jeg farer hen". Den har melodi af Johann Walter. I en stadig vekslen mellem salmens strofer og korte orkesterindsatser slutter satsen, der altså både indeholder to salmevers, recitativ og en nærmest jazzagtig introduktion for zink og oboer.
2. sats er et kort recitativ for sopran og continuo. "Nu, falske verden! Nu har jeg ikke mere at gøre med dig; mit hus er allerede i beskikket". Begrebet at huset er beskikket stammer fra Esajas' Bog kapitel 38 vers 1, hvor profeten Esajas siger til den meget syge Hizkija: "Beskik dit hus, for du skal dø; du bliver ikke rask". Sopranen fortsætter: "Jeg kan hvile langt mageligere end jeg kunne her med dig, ved siden af dit Babylons floder, hvor jeg måtte sluge vellystens salt og jeg i dine abildgårde kun kunne samle Sodomas æbler. Nej, nej! Nu kan jeg med stoisk ro sige:"
3. sats skal udføres "attacca", det vil sige uden ophold mellem 2. og 3. sats. Nu synger sopran, akkompagneret af oboer d'amore og continuo første vers af Valerius Herbergers "Valet will ich dir geben". Gendigtet er teksten: "Lev vel vil jeg dig byde/du onde falske jord/dit syndfuldt slemme levned/bekom mig ikke spor/i himlen bor man dejligt/dertil står al min lid/Gud vil mig dér belønne/for al mit levneds flid". Satsbetegnelsen siger, at dette er en koral for sopran, og man har peget på, at der i kantaten her kun er en rigtig arie i 5. sats. Men sopranens smukke salme, det stilfærdige continuoakkompagnement og de to oboer d'amores omfavnende kærlige glædesmotiver ophøjer denne sats til en rørende forkyndelse af, hvor beroligende det kan være at have en fader i himmeriget.
4. sats er et recitativ for tenor og continuo om længslen efter dødsstunden: "Ak, måtte det gode dog snart ske for mig, at jeg døden, al ende på nøden, kan se i mine lemmer". Det korte recitativ tjener mest som et lille intermezzo mellem to rørende og originale satser i Bachs "dødslængsels-produktion". Som man måske husker fra mesterkantaten "Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit" (BWV 106) formår Bach uden sentimentalitet at få smuk musik ud af dette emne. Tenorens recitativ slutter med ordene: "Jeg ville vælge ham [døden] til min aftægt og tælle alle timer efter ham". Hermed er der lagt op til musik med urets tikken som omdrejningspunkt. Denne illustration af de sidste timer brugte Bach også i 4. sats af "Komm du süsse Todesstunde" (BWV 161), men håndværket, eller man kunne måske sige urværket, er blevet om muligt endnu mere forfinet.
5. sats' forspil består af små firetaktsepisoder med mekanisk regelmæssighed. Nederst spiller continuobassen sit begravelsesklokke-motiv under strygernes pizzicatofugurer. Øverst har oboer d'amore fået en simpel perpetuum mobile melodi med den pudsige detalje at de små ekkoer fra andenobo d'amore ikke er spillefejl, men en tilsigtet effekt, hvor man nærmest trækker urværket op til en omgang mere. I sig selv er dette forspil uhyre elegant instrumenteret. I forhold til den syv år gamle urværksmusik i BWV 161 er der her en endnu større klarhed i lydbilledet, der dermed synes at pege fremad mod senere tiders musik med ure, eksempelvis indledningen til Maurice Ravels korte opera fra 1911 "L'heure espagnol" ("Den spanske time"), der netop udspiller sig i en urmagerbutik. Både Bach og Ravel var fascinerede af ure. Oven i herligheden kommer så en tenorsanger, der her stilles overfor usædvanligt store tekniske udfordringer, blandt andet nogle høje H'er sunget pianissimo. Den engelske tenor Mark Padmore er i sine kommentarer til kantaten så professionelt beskeden, at han ikke nævner, at arien er svær: "One of the most memorable things (...) was Christus, der ist mein Leben (BWV 95) with its tenor aria "Ach, schlage doch bald". John Eliot pointed out that its effect was as if Bach was speaking about death in a deliberately naive way comprehensible to children (...). Death is not portrayed as frightening." Teksten til arien er: "Ak, slå dog snart, velsignede time, det allersidste klokkeslag! Kom, kom, jeg stækker armene ud mod dig, kom gør en ende på min elendighed, du længe ventede dødsdag!". Det kan forekomme besynderligt, at den døende længes mod afslutningen, men ingen levende véd hvordan det egentlig føles, når livskræfterne svinder. Selv har jeg ved min fars dødsleje oplevet, hvordan et ur på væggen i hospitalsstuen netop blev både en ven og fjende for ham: Tiden var ved at rinde ud, men den gik alligevel for langsomt, syntes han. Efter at have mistet sine egne forældre som ti-årig og også have mistet flere af sine egne børn kendte Bach sikkert til dødslejepsykologiens selvmodsigelser. Det er dem han sætter i musik her, og løsningen af denne vanskelige opgave er dybt rørende.
6. sats er et recitativ for bas og continuo. Teksten refererer til evangelieteksten om den situation hvor Jesus opvækker den døde søn af enken i Nain: "Søger veikke hyrden det fortabte får, hvorfor skulle Jesus ikke finde mig igen, da han er mit hoved og jeg er hans lemmer. Således kan jeg nu med glæde i sindet lade min salige genopstandelse bero på min frelser". Ordet bero (på tysk "gründen") synges over en lang melisme, der begynder i midterlejet, hopper op omkring en høj tone, men til sidst falder til ro i det dybe, hvor alt fundament hører til. Hermed fik også bassen, der ellers ikke havde store opgaver i denne kantate, en kort solodel inden afslutningssalmen.
7. sats er fjerde vers fra Nicolaus Hermans salme ved dødslejet "Wenn mein Stundlein vorhanden ist", som vi på dansk kender i "Når tid og time er for hånd, at jeg herfra skal fare". Netop denne salme brugte Bach som cantus firmus fremført at strygerne i 8. sats' vuggesang i "Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret" (BWV 31) til påskedag i april 1715. Korsatsen er i firstemmig stil Hornet og oboer d'amore følger sopran, andenvioliner er med på alt, bratsch på tenor og continuobas med bas, mens continuogruppen danner harmonisk fundament. Kun førstevioliner har en selvstændig overstemme, der jævnligt bevæger sig højt op i diskanten. Overstemmer af denne type brugte Bach jævnlig i sine Weimar-kantater fra 1714-15, men der var også en diskantstemme til førstevioliner i 6. sats af kantaten "Erforsche mich, Gott, und erfahre mein Herz" (BWV 136) til 18. juli 1723. Andre eksempler på diskantstemmer til førsteviolin kan høres i "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185) fra juli 1715 - en kantate Bach havde genopført 20. juni 1723.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 607-611, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 458-460, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 271, 494 n. 67 |
