|
Tid og sted
Niende søndag efter Trinitatis den 6. august 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Was frag ich nach der Welt” af Balthasar Kindermann (1664). Det vides ikke hvem der har parafraseret teksten til brug i 2., 3., 4., 5., 6. og 7. sats. Salmens vers ét, syv og otte blev brugt uændret.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte, obo I, II (også obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningssats for kor og orkester. Centralt i lydbilledet står en solistisk tværfløjte, som med sin opadstræbende sekvens er som luftningerne fra en kølende vind på en varm sommerdag. Med hvirvlende triolløb føjer obo I og førstevioliner sig til klangen, mens de dybere strygerstemmer og continuoet står for et støt akkompagnement, der stabiliserer de høje orkesterstemmers ilende fremdrift. Man kan spørge, hvad hastværket er for. Svaret findes i teksten i de salmevers af Balthasar Kindermann, der danner tekstligt grundlag for kantatens otte satser, hvor vi hører om de troendes ønske om at vende sig bort fra jordelivets fristelser og mod Jesus. Elegant har Bach allerede i forspillet ladet det musikalske materiale i såvel fløjtestemmen og de raske løb i obo I og førsteviolin låne tonegange fra salmens melodi af den tyske jurist, digter og salmekomponist Ahasverus Fritsch (1629-1701). Endnu inden de tolv takters orkesterindledning synes afsluttet, sætter koret ind med melodien i sopran, mens de øvrige korstemmer venter et par taktslag: ”Hvad kunne jeg ønske mig af verden,” synger koret, der følges af ilende motiver i obo I, violin I og tværfløjte inden næste strofe: ”og alle dens skatte,”. Endnu et kort orkestermotiv følger efter stroferne ”når jeg mig kun ved dig”, og derpå ”min Jesus, kan mig glæde!” Første strofe i den anden halvdel af salmen er netop den, der dannede udgangspunkt for de allerførste hvirvlende triolløb spillet af obo I og violin I med det ret markant sænkede syvende trin i D-durskalaen. Nu lyder Ahasverus Fritschs melodi i sin urform i sopranen: ”jeg har alene dig”. Efter en enkelt instrumentaltakt fortsættes teksten ”til vellyst stillet for”, som efterfølges af fire takter for orkestrets ilsomme hast inden slutstroferne: ”Du, du er al min ro” og så endelig gentagelsen af salmens begyndelsesstrofe ”Hvad kunne jeg ønske mig af verden!” Over et langt d i alle korstemmer tager orkestret med fløjtens akkordbrydninger og hvirvelvinde fra obo I og violin I fat på gentagelsen af de indledende tolv takter, som giver en fin afrunding af den dejligt lyse og lette sats. I den sidste takt har Bach ladet tværfløjten få det sidste ord med en nedadgående treklangsfigur.
2. sats er en arie for bas og continuogruppe. I noderne foreskrives, at orglet tier i denne sats som i stedet akkompagneres af to cembaloer og en vigtig orgelstemme. Et fornemt eksempel på hvordan satsen kan få liv i en fin fremførelse, kan man høre på Ton Koopmans samlede kantateindspilninger, hvor ikke mindst denne sats rummer et dejligt eksempel på idérigt cembalospil. Tonearten er parallellen til D-dur i 1. sats, for nu er vi i h-mol. Teksten i den meget sangbare basarie sammenligner nu verdens forgængelighed med røg og skygger, fordi verden kun eksisterer i kort tid, mens Jesus’ kærlighed er evig. Tekstligt kan man få den tanke, at det er røgen og dens hurtige forsvinden (på tysk er ordene ”Rauch” og ”verschwindet”), der må have været piberygeren Bachs hovedinspiration til arien. Der er noget den modne mands filosoferen i arbejdsværelset over hele arien. Det kommer til udtryk i den arbejdsomme cello, det spinatseje cembalo og den teorien-om-alting agtige visdom i bassens lettere belærende fraser.
3. sats er for tenor, to oboer d’amore og continuo. Grundlæggende består den af en række ariosoafsnit i 3/8-takt, hvor et dansende dim-da-da-da-da-tema i de to oboer suppleres af tenorens sang med stroferne fra det originale salmevers. Disse afsnit afbrydes fire gange undervejs af mere recitativiske dele i 4/4, hvor tenoren giver sig god tid med at brede teksten i salmeversene ud. Første gang eksempelvis i salmeversets ”Verden søger ære og berømmelse/blandt ophøjede folk”, der uddybes til recitativdelens ”En stolt mand bygger de prægtigste paladser, han søger det højeste ærefulde embede…” osv. Instrumentalt er rollerne for både oboer og continuo trukket tilbage til at hamre akkorder ud på de betonede taktslag, næsten som moralprædikanten, der slår pointer fast ved at slå i bordet: ”Han klæder sig i det bedste purpur, guld, sølv og silke og fløjl…”. Var det ikke for de lystige afsnit med den originale salmetekst i dansende 3/8-takt og blide toner fra de to oboer ville den lange recitativ-ariososats nok føles endnu længere.
4. sats’ arie for alt, continuo og obligat tværfløjte er derimod en sats af uopslidelig skønhed og ophøjet ro. Alene kvaliteten af denne altarie kan få én til at undre sig over, at netop denne kantate til niende søndag efter Trinitatis indspilles (og faktisk også fremføres) sjældnere end mange af Bachs andre kirkekantater. Den langsomme sats rummer både en meget dybtfølt fløjtestemme og en af de mest lytteværdige altarier overhovedet: ”Vildledte verden, vildledte verden! Selv dine rigdomme, goder og penge er blot bedrag og forfalskning”. Grundet et midterafsnit i hurtigt allegrotempo, hvor både sanger og fløjtenist får travlt med tonestrømmene, kan man tro, at der er tale om dacapoarie, men det er nu ikke tilfældet. I denne hurtige del tælles pengene: ”Du kan tælle din indholdsløse Mammon - jeg vil hellere vælge min Jesus”. Tempoet sættes da navnet ”Jesus” gentages to gange og fortsættelsen ”skal alene være min sjæls rigdom”, hvorefter der sluttes med fem gentagelser af altens smukt sungne udråb ”Vildledte verden!”, der følges af to takters afrundende vemodige toner fra tværfløjten.
5. sats er et stilfærdigt recitativ for bas og continuogruppe. Grundlæggende er opbygningen den samme som i tenorens recitativ og arioso i 3. sats, idet afsnit med tekst fra originalsalmens vers fem veksler med mere elaborede tekstlige udviklinger om at lade verdens bekymringer bag sig og påtage sig Kristi smerte. Sammenlignet med tvillingsatsen for tenor er der knap så meget umiddelbar charme i denne sats, selv om der også her forekommer skift i tempo og continuoledsagelsens figurer.
6. sats er en arie for tenor, strygere og basso continuo. I et djærvt 12/8-tempo med god plads til den fulde klang af violin I, II, bratsch og continuobas får tenorsolisten rig lejlighed til at udfolde sig og brillere med flere høje a’er, et højt h og talrige spændstige koloraturer. Også førsteviolinerne har hurtige toner, blandt andet som understregninger af tekstens ord ”lyster” og ”glæder” (på tysk ”Lust” og ”Freuden”), der høres i den allerførste tekststrofe: ”Verden kan ikke ophøje sine lyster og glæder - forfængelighedens foragtelige blændværk - højt nok.” Som teksten antyder er arien endnu et eksempel på, at Bach valgte at komponere ud fra positive associationer i ord som ”lyster” og ”glæder” frem for budskabet i dette vers, der fortsætter med: ” Hun [verden] roder rundt og finder kun gult lort ligesom en muldvarp i jorden, og lader for dette himlen være.” Det er nok udmærket at Bach valgte at opbygge sin vidunderlige sats om lyster og glæder!
7. sats lader en ret sjælden solosopran stille sig frem sammen med en enkelt obligat obo d’amorespiller og continuoet. Indenfor oborepertoiret er solostemmen blevet noget af en klassiker, der da også passer som fod i hose, hvis oboisten spiller satsen i a-mol som den transponerede obo d’amore-stemme står i. Om satsen også er en klassiker blandt sopraner, tør skribenten af forståelige grunde ikke udtale sig om. Sunget af en kvindelig sopran kan denne bourrée godt virke skolefrøkenagtig og formanende: ”Den som ikke kerer sig om sin sjæl, kan godt klynge sig til verden; verden giver mig kvalme. Jeg vil kun elske min Jesus og handle bodfærdigt og troende, da vil jeg blive rig og salig.” På den nu fyrre år gamle indspilning med barokpioneren Nikolaus Harnoncourt, Concentus Musicus fra Wien og Tölzer Knabenchor synges arien adrengesopranen Wilhelm Wiedl (der som voksen er blevet en solid operettetenor under navnet Richard Wiedl), og det fungerer egentlig bedre end de fleste versioner med kvindelige sangere – givetvis har komponisten Bach også haft en gennem forårsmånederne 1724 optrænet mandlig sopransolist som fremfører af arien. Der er en Luthersk stramhed i udtrykket, som den unge Wilhelm Wiedl ramte rent.
8. sats afslutter kantaten med hele to salmevers, hvor man i enkel firestemmig stil kan fryde sig over den smukke melodi fra 1679 af Ahasverus Fritsch. Desværre er den aldrig blevet brugt til nogen dansk salme. En vis luftig lethed fornemmes, idet tværfløjten følger sopranstemmen en oktav over, men førsteobo og førstevioliner spiller unisont med sopranen. Alter følges af violin II og obo d’amore, tenorrer af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i korbassernes stemme. Også de to sidste vers handler som de øvrige i salmen om at lade jordelivets bekymringer fare og give sig hen i troen på frelsen gennem Jesus.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 523-529, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
