|
Tid og sted
Sjette søndag efter Trinitatis den 17. juli 1735 i Leipzig. Kan også være fra 1732, 1733 eller 1734.
Tekst
Salmen ”Es ist das Heil uns kommen her” Paul Speratus (1523). Af salmens mange verse r kun det første og det tolvte anvendt uændret til henholdsvis 1. og 7. sats i kantaten. Man ved ikke hvem der bearbejdede de øvrige vers til brug for kantatens øvrige satser (2., 3., 4., 5. og 6. sats).
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor giver allerede i de første takter et overblik over den orden i verden, Bachs fast funderede tro fik ham til at indarbejde i så mange af sine kantatepartiturer. Med en tværfløjte fra det høje som frelsen der kommer ned oven fra, obo d’amoren i midterlejet som symbol for Jesus, der af kærlighed – d’amore – blev menneske, strygerne, der symboliserer jordelivets aktivitet, og endelig en continuogruppes faste fundament, får vi et musikalsk mini-kosmos med instrumenternes fornøjede og pludrende introduktion til det, der lige først er en helt solistisk indsats med cantus firmus i sopranen. Den førreformatoriske melodi (Nürnberg 1524) kendes på dansk med Arvid Petersens gendigtning fra 1529 af Paul Speratus’ originaltekst: ”Guds Søn kom ned fra Himmerig/han så til os i nåde/vor gerning var uduelig/den kunne os ej både/vi derfor tror på Jesus Krist/vort lys og salighed for vist/han Himlen os forhverved.” Sopranernes cantus firmus af salmemelodien bæres frem af imitatorisk sats i de tre underste sangstemmer samt naturligvis den meget selvstændige føring af de solistiske stemmer for tværfløjte, obo d’amore og en violingruppens koncertmester, der ofte træder ud af den samlede strygerklang. Også continuogruppen tager del i løjerne med selvstændige motiver, der bidrager til den optimistike fornemmelse. Efter sidste strofe afrunder fireogtyve instrumentale takter den smukke sats.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. To ting medvirker til at få denne kantates tre recitativer til at lyde arkaiske og mere tunge end recitativer er flest. Dels synges de af en bassanger der med en dybere klang lyder mere jordnært end en tenor. Dels var det ganske mange vers fra Paul Speratus’ tekstrige salme, der måtte komprimeret til kantatens recitativer. Her er det originalsalmens vers to, tre og fire, og teksten handler om menneskets manglende efterlevelse af den lov, som Gud ellers havde givet os.
Et markant ord er ”Kraft” (på dansk ”styrke”), der synges to gange i slutningen på høje toner d1 og e1.
3. sats er en bemærkelsesværdigt tungsindig arie for tenor, soloviolin og continuogruppe. Teksten er en fri gentagelse af tankegods fra slutningen af recitativet lige inden og handler om at mangle styrke – eller som Albert Schweitzer skrev: ”Faldet og anstrengelsen ved at hæve sig op igen er […] beskrevet i arien ’Vi var allerede sunket for dybt’.” For solisten kan det være fristende at synge arien hurtigt, men den vinder i klarhed ved valg af et langsomt tempo, hvor violin og continuocello underbygger teksten med søgende opadstræbende violinfigurer og vaklende nedsynken i syndens afgrund: ”Vi var allerede sunket for dybt/afgrunden opslugte os fuldstændig/og dybet trued’ os med død/ og selv i sådan idel nød/ku’ ingen hånd dog hjælpe os.”
4. sats er et recitativ for bas og continuo med komprimeret tekst fra femte, sjette og syvende vers i Paul Speratus’ originale salme. Til trods for menneskers manglende efterlevelse af Guds lov, gav Han alligevel sin Søn, og frelsen kom herned. Den sidste opfrodring til de troende ”at holde Jesus godt fast i deres favn” (på tysk ”… und fest um Jesu Arme schlingt”) foredrages i ariosoform med en livlig cello.
5. sats er en duetarie for sopran, alt, tværfløjte, obo d’amore og continuo. Her er salmens ottende vers blevet til: ”Gud, du ser frem for godt arbejde/på hjertets troens styrke/og anerkende kun vor tro/kun troen gør os retfærdige/imens alt andet synes plat/til at det kunne hjælpe os.” Om arien har John Eliot Gardiner skrevet: ”Hvis der nogensinde har været et eksempel på at Bach kan være både sindrig og humoristisk på én gang, findes det i femte sats af denne kantate. Han har to intrumenter til rådighed (tværfløjte og obo d’amore) og to stemmer (sopran og alt). Over en enkel bassocontinuolinje sætter han de to første ind i kanon, først en kvint nede ført an af fløjte, derpå en kvart oppe ledt af oboen. Så kommer stemmerne ind, også i kanon, i en forenklet version af instrumenternes instrumentale kanon, og efter otte takter får de selskab af obo og tværfløjte der spiller den anden halvdel af den indledende instrumentale kanon-ritornel. Derpå bagvender han rækkefølgen af kanoniske indsatser, stadig i en dobbelt kanon, og endelig gentager han begyndelsesritronellen som forbindelsesed til B-stykket […]”.
6. sats er et recitativ for bas og continuo bygget over tekst fra niende, tiende og ellevte vers fra Paul Speratus’ originalsalme. Loven får os til at indse vores synd, men vi kan glædes, fordi Gud tilgiver. På Ham kan vi bygge og altid stole på at Han vil vores bedste.
7. sats er kantatens afsluttende koral med den førreformatoriske melodi (Nürnberg 1524) i Bachs fine harmonisering. Med på sopranstemmen spiller tværfløjte én oktav over, obo d’amore og violin I. Alt følges af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Teksten i dette tolvte vers fra Paul Speratus’ salme fra 1523 ”Es ist das Heil uns kommen hier” lyder: ”Og synes det at Han ej vil/så lad dig ej afskrække/selv om det ikke lader til/vil Han dig hånden række/vær mere sikker på Hans ord/si’r hjertet ’nej’, du stadig tror/lad derfor ej dig skræmme.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 490-494, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. xxv, 280, John Eliot Gardiners covernoter til cd’en Soli Deo Gloria 156 pp. 10-12, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 474-475
|
