|
Tid og sted
Femte søndag efter Trinitatis den 21. juli 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Jeremias’ Bog kap. 16 vers 16 (1. sats), Lukas-evangeliet kap. 5 vers 10 (4. sats), salmevers fra 1641 af Georg Neumark, ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener, at teksterne til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra hoffet ved slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen, hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugtes kantatetekster med to skriftsteder - ét fra Det Gamle Testamente og ét fra Det Nye Testamente.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo d’amore I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas og hele det orkester, der er oplistet lige ovenfor. De to horn venter dog lidt i kulissen, mens orkestrets strygere violin I, II og bratsch fulgt af henholdsvis obo d’amore I, II og taille udfører en vuggende barcarolle i 6/8, som givetvis skal lede tanken hen på fiskerbåde, der roligt bliver roet over Genesaret Sø. Efter atten takters stilfærdigt forspil synger bassolisten tekst fra Jeremias’ Bog kap. 16 vers 16: ”Se, jeg vil sende mange fiskere ud, siger Herren; de skal fange dem.” Nærlæser man vers 15 lige inden, fremgår det, at de, der skal fanges, er israelitterne, som Herren ville lede tilbage til den jord, han gav til deres fædre. Basarien er med rette blevet sådan en sag, som mange barytoner og basser også kan finde på at indspille løsrevet fra kantatens sammenhæng, for den melodiøse arie viser både udtryksfylde og stemmepragt. Ikke mindst nogle minutter inde i arien, hvor varigheden af verbet ”aussenden” (på dansk ”udsender”) foldes ud i over syv takters melismer i omfanget fra A1 til lille cis.
Pludselig tager en vis person ved både solist og orkester ved overgang til mere tekst fra Jeremias’ Bog: ”Og derefter sender jeg bud efter mange jægere; de skal jage dem på alle bjerge og alle høje og i alle klippespalterne.” Her maler Bach med den brede pensel et jagtridt, komplet med gjaldende horn og fart over feltet. I kantater skal man helt tilbage til 2. sats i ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208) for at finde en pendant til denne jagtglæde; i kantaterne optræder hornene for det meste som processionsinstrumenter i de sammenhænge, hvor den troende skal stå foran Guds nådes trone. Ingen har som Bach formået i én og samme velklingende arie at kombinere erhvervene fiskeri og jagt!
2. sats er et recitativ for tenor og continuo: ”Hvor let kunne den Højeste dog overse os og vende sin nåde bort fra os?”, spørges der i toner, hvor ”den Højeste” (på tysk ”der Höchste”) i sa(n)gens natur ligger på to høje toner. Recitativet slutter også med et spørgsmål: ”Træder han med sin godhend væk fra os, lige som vi fra ham, og overlader han os til fjendernes kneb og lumskehed?” Svaret følger så i
3. sats’ arie for tenor, strygere, continuo og to oboer d’amore, hvoraf én spiller en fin obligat stemme. ”Nej, nej, Gud regner altid med/at vi skal være på den rette vej/under hans nådes lys”, svarer tenoren. Herefter svarer den obligate obo d’amore, og tenorens tekst skaber siden kontrast ved udbruddet ”Ja, ja, ja, ja, når vi har forvildet os/og forladt den rette vej/selv da vil han lade nogen søge efter os.” Netop som tenoren har sunget sin sidste tone overtages satsen af strygerne med den anden obo d’amore på violin I og continuogruppe, mens den første obo d’amore fortsætter med den obligate stemme. Satsen er i sin spejlvendte struktur uden sidestykke i Bachs kantater, og hermed afsluttes kantatens første del.
4. sats er et recitativ med arioso for tenor, bas, strygere og continuogruppe. Delt op i helt små bidder består satsen af to takters recitativ for tenor, strygere og continuo, hvor sangeren under et engleblidt motiv i strygerne synger: ”Jesus sagde til Simon”. Herefter synger - bassensvox Christi - tooghalvtreds takters arioso akkompagneret af continuo, inden samme gruppe afrunder satsen med en kort outro. Bassens tekst er Jesu ord til fiskeren Simon: ”Frygt ikke; fra nu af skal du fange mennesker!” (= vinde dem for troen på Jesus). Satsen står centralt i kantatens syvsatsede struktur, der dog ikke er helt lige så symmetrisk gennemført som ”Brich dem Hungrigen dein Brot” (BWV 39) fra den 23. juni samme år.
5. sats er en duetarie for sopran, alt, continuo og både violin I og II og obo d’amore I og II udførende en unison obligat stemme med en intens og rund klang af strygere og fløjlsbløde elskovsoboer, der jo symboliserer Jesus der af kærlighed – d’Amour – blev menneske. Satsens drejemotiv da-da-da daam-diii du-du optræder både i unisonstemme, i continuogruppen og i de to sangstemmer, hvor alten først er på og få takter senere får selskab af sopranen i denne dejligt rodfæstede duet for menneske og sjæl: ”Kalder Gud selv os, da vil velsignelsen/i alt hvad vi gør/til overflod komme/rammer os end frygt og sorger/vil hans afmålte skålpund/komme tilbage med renters rente/når ikke vi selv skjuler det/hjælper han gerne, så det må bære frugt.”
6. sats er et recitativ for sopran og continuo. Menneskesjælen fremfører først den morale, at Herren aldrig giver os større byrder, end vi kan bære, og opfordrer derefter: ”Gå altid fremad med glæde, for selv det, der engang pinte dig, kan vise sig at være til nytte!”
7. sats er kantatens afsluttende koralvers med syvende og sidste vers fra Georg Neumarks salme fra 1641 ”Wer nun den lieben Gott lässt walten”, der på dansk kendes som ”Hvo ikkun lader Herren råde”. Sopranstemme forstærkes af to oboer d’amore og vioin I, alten af taille (en dyb tenorobo) og violin II, tenor af bratsch og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen og spiller akkorder. De to horn, der var frejdige jægersmænd i den hurtige sidste del af første sats, kunne gå tidligt hjem. Også den dejligt modale melodi til salmen er af Georg Neumark, men er komponeret i året 1657. Da to så dygtige digtere som Frederik Rostgaard i 1693 og N.F.S. Grundtvig i 1856 har bidraget til vores danske version af Neumarks tekst, bringes deres gendigtning: "Med sang og bøn gå Herrens stier/og røgt med troskab du dit kald/velsignelsen da på dig bier/og ny hver morgen dale skal/hvo al sin lid til Gud har sat/han vorder ej af ham forladt".
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 483-486, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiners teksthæfte til Soli Deo Gloria 141, pp. 16-17, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 439, 467, 489, 632 |
