|
Tid og sted
Anden søndag efter påske den 15. april 1725 i Leipzig.
Tekst
Johannes-evangeliet kapitel 10 vers 11 (1. sats), ét salmevers af Cornelius Becker (1598) (3. sats) og ét af Ernst Christoph Homburg (1658) (6. sats), ukendt (2., 4. og 5. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, (kor (SATB)), obo I, II, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas, obo(er), strygere og continuo. Da obostemmen virker solistisk, giver det et bedre resultat at lade den udføre af kun én obo, selv om det ikke nødvendligvis fremgår af noderne. Soloboen sætter satsen an på en lang tone fulgt af en nedadgående skala. Strygerne akkompagnerer, og i continuostemmen høres allerede i første takt en præsentation af det, der faktisk er satsens tema. Dette tema synges efter seks indledende instrumentaltakter af bassolistens vox Christi, Jesu stemme, med et citat fra Johannes-evangeliets kapitel 10 vers 11: ”Jeg er den gode hyrde”. Det gentages ”Jeg er den gode hyrde”, og nu med tilføjelsen ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Disse sætninger lyder satsen igennem fra forskellige skalatrin – med kommenterende og underbyggende indsatser fra soloobo, strygere og continuo. Et gennemgående ord er verbet ”sætter [sit liv] til” (på tysk ”lässt [sein Leben]”), der hver gang synges over en ned- eller opadgående skalabevægelse over fire sekstendedele som for at understrege en vis varighed. Også efter bassolistens, Jesu, sidste der er klart markeret som en slutning over tonerne H-C citerer continuobassen temaet nedenunder soloobens begyndelsestone. Derefter afsluttes satsen med seks takters instrumental afrunding med samme materiale som starten.
2. sats’ arie for alt, contino og obligat piccolocello rykker synsvinklen fra Jesu ord om den gode hyrde i 1. sats til det troende menneske, som også mange andre gange netop har været tildelt altstemmen. I tekstlig henseende sker der ikke meget nyt bortset fra det nævnte skift fra første til tredje person ental: ”Jesus er en god hyrde/for han har allerede/givet sit liv for fårene/dét kan ingen tage fra ham;/Jesus er en god hyrde.” Satsens attraktionsværdi ligger klart i den vitale obligate stemme for piccolocelloen, for melodien i altstemmen synes hæmmet en del af den banale tekst, hvor tekstfordelingen ”Je-e-e-e-sus” i begyndelsen af hver strofe kan vække kedelige mindelser om manipulerende vækkelsesprædikanter.
3. sats er en koralsats for sopran, continuo og to obligate oboer. I en lang indledningsdel a la kvartet-sonate præsenteres temaet som en lille invention af de to oboer. Ofte vil man udover continuocelloen (der ikke er piccolocelloen fra 2. sats) lade et cembalo medvirke i stedet for continuoorgel for at opnå en kammermusikagtig klang. Smukt foredrager sopranen, som jo ofte fremstiller menneskets sjæleliv, Cornelius Beckers tyske gendigtning fra 1598 af dele af Salme 23 i Salmernes Bog. En oversættelse af Beckers version kunne lyde: ”Herren er min hyrde tro/på ham kan jeg helt lide/til græsning leder han sit får/på grønne enge blide/han før’ mig til den klare bæk/for at vederkvæge min sjæl/gennem hans hellige nåde-ord.” Det står enhver frit for at indtolke hyrdesymbolik i oboernes vigtige roller i satsen.
4. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo. Hvor hyrdesymbolikken i 3. sats’ lange obotoner synes klar, er det mindre forståeligt, hvad formålet med tumultmotivet – strygerne bevæger sig hurtigt opad over en es-dur-treklang, mens continuogruppen går ned i samme toneart – egentlig skal betyde. ”Når lejesvendene sover, da vogter denne hyrde over sine får”, synes ikke at indeholde noget, der gør det nødvendigt at dramatisere ordet ”får” (på tysk ”Schafen”). Viser det os får, der flygter til alle sider? Markeringen er så meget desto mere underlig, fordi recitativets tekst senere taler om ”Helvedets ulv” (på tysk ”Höllenwolf”), der ikke får mange dramatiske toner med på vejen. Disse to tekstbidder viser også, hvad recitativet handler om; den gode hyrde sørger for, at hans flok kan nyde livsalig fred og ro.
5. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Både violin I, II og bratsch er samlet på én klangfuld stemme og udfører i de indledende otte takter vuggende beroligende bevægelser, som Bachs musik er så rig på. Både tekstligt og melodisk giver tenorens smukke arie absolut kantatens bedste øjeblikke – vel at mærke hvis solisten har den rette ro og stemmepragt til at forløse den krævende arie med det høje Bb. ”Se, hvad kærligheden kan gøre/Min Jesus holder i blid varetægt/sine egne fast indlemmet/ han har på korsets stamme udgydt/sit dyrebare blod for dem.” Den lyriske arie efterfølges derpå af
6. sats’ afsluttende koralvers for de fire sangere og orkester. Typisk kan kantaten nemlig udføres uden kor, idet de fire solister dækker alle stemmetyper. Salmeverset fra 1658 af Ernst Christoph Homburg lyder ”Er Gud mit skjold og hyrde tro/kan intet uheld ramme/vig alle mine fjender bort/som gør mig angst og bange/det bliver Jeres egen skade/for jeg har Gud som ven.” I den ret enkle koralsats spiller obo I, II og violin I med på sopran, violin II med alt, bratsch med tenor og continuo på basstemmen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 342-345, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
