|
Tid og sted
Septuagesima den 9. februar 1727 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, men muligvis Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (1., 2., 3. og 4. sats), salmevers fra 1686 af Æmilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadt (5. sats)
Besætning
Sopran, kor (SATB), obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for sopran, strygere, continuo og obligat obo. Det er oboen, der indleder med fire og tyve takters forspil rigt på koloraturer. Den tekst, som sopransolisten har, blev ændret af komponisten fra: ”Ich bin vergnügt mit meinem Stande” (”Jeg er tilfreds med min stilling”) til ”Ich bin vergnügt mit meinem Glücke” (”Jeg er tilfreds med mit held”). I en af samtidens romaner, Johannes Riemers Der politische Maul-Affe fra 1680 stod der nemlig: ”… ingen er tilfreds med sin stilling eller ære; selv den mest ydmyge person prøver at højne sin titel.” Bach selv var jo ingen undtagelse fra dette livsvilkår, og det er givet grunden til, at han valgte at ændre teksten i sopranarien, der således samlet set lyder: ”Jeg er tilfreds med held og lykke/den kære Gud har skænket mig.” En instrumentaldel med spørgsmål og svar mellem obo og violin I overtages efterhånden solistisk af obo og danner overgang til en midterdel med tekst: ”Skønt overflod jeg ikke haver/takker jeg ham for mindre gaver/og er ej heller disse værd”, inden de indledende strofer gentages mod satsens slutning. John Eliot Gardiner skrev om denne sats: ”Den blomstrende sammenfletning af sangstemme og obo, den fremherskende vuggende punkterede rytme, måden begyndelsesritornellen igen og igen vender tilbage i forskellige forklædninger, mens der i sopranen sættes nye motiver i gang, alt dette medvirker til musikkens fortryllelse og dens undvigende stemninger – vemodig, resigneret, og endda med elegiske øjeblikke.”
2. sats er et langt recitativ for sopran og continuo: ”Gud skylder mig ikke noget, og hvis han giver mig noget, så viser han mig, at han elsker mig. Jeg kan ikke selv fortjene noget fra ham, for hvad jeg gør, er min pligt. Ja, selv om mine gerninger virker gode, så har jeg dog ikke udrettet noget rigtigt. Og dog er mennesket så utålmodigt, at han ofte er ked af det, når den kære Gud ikke skænker os overflod. Har han dog ikke i lang tid alligevel fodret og klædt os? Og vil han ikke i fremtiden velsigne os, og en dag ophøje os til al sin herlighed? Det er nok for mig, at jeg ikke behøver at gå sulten i seng.” Dette sidste statement om ikke at gå sulten i seng danner en fin overgang til en arie med tekst om det daglige brød:
3. sats er en arie for sopran, obo, violin I og continuo. Som i andre tredelte takter er der landsbyfest i musikken i den både for oboen og violinerne komfortabelt enkle toneart G-dur. Ligesom i 1. sats får oboen, som bakkes op af vuggende akkordbrydninger i violin I, fire og tyve takters indledning, inden sopranen synger sin enkle og enfoldige melodi med teksten: ”Jeg spiser med glæde mit ydmyge brød/ og under af hjertet min næste det samme.” I ariens mere grublende midterdel, der lægger ud i e-mol, høres teksten: ”En rolig samvittighed, glædesfyldt sjæl/taknemmeligt hjerte, der lover og priser/forøget velsignelse, forsødet nød”, inden der vendes tilbage til en varieret version af ”jeg spiser med glæde mit ydmyge brød/og under af hjertet min næste det samme.” Fint blomstrende sammenfletninger mellem obo og violin I over taktfast continuo-akkompagnement afrunder satsen med træskodans i landsbyen.
4. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo. Både i begyndelsen og mod slutningen sætter et par diminuerede akkorder i strygere og continuo drama i den ellers så fredsommelige djærve kantate. I punktet Tekstforfatter ovenfor står der, at Picanders ophavsret er tvivlsom, men faktisk kunne noget tyde på, at forfatteren er den samme som til mindekantaten ”Ich lasse dich nichts, du segnest mich denn” (BWV 157), der den 6. februar 1727 var blevet afholdt i Pomssen for kammerherre Johann Christoph von Ponickau. I dén kantate citeredes tekst fra Første Mosebog, og det gør der også her, hvor der jo refereres til Her refereres til Første Mosebogs kap. 3 vers 19, hvor Gud siger til Adam "I dit ansigts sved skal du spise dit brød…”. Det er formentlig det gammeltestamentlige Gudsord, der er årsagen til den dramatiske akkord i recitativets første takt. Teksten som helhed i recitativet lyder: ”I mit ansigts sved vil jeg i mellemtiden nyde mit brød, og når mit livs forløb, og mit livs aften aflsluttes, så vil Gud give mig min lod, så vil himlen stå åben. Oh, hvis blot jeg fik denne gave som mit nådeslån, da har jeg brugt for intet andet.”
5. sats er kantatens afsluttende koralvers. Melodien er af Georg Neumark og kendes her til lands fra ”Hvo ikkun lader Herren råde”. Teksten er det tolvte vers fra en salme fra 1686 af Æmilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadt, og lyder: ”Jeg lever i dig velfornøjet/og dør da helt bekymringsløs/jeg er tilfreds med det, Gud byder/jeg tror og er overbevist/at gennem nåden Kristi blod/gør du for mig min slutning god.” Sopranstemmen følges af obo og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og continuoet tager udgangspunkt i basstemmen. På forsiden af det originale stemmeomslag har Bach noteret: ”For Sopran solo og 3 Ripieni”. Denne måde at opliste de øvrige stemmer, der kun medvirker sidste sats, ser Ludvig Prautzsch i bogen Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs som: ”Ripieni betegner menneskelige stemmer der understøtter solisten og ses som sindbillede på ære og anseelse.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 265-268, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 283, 284, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, p. 197, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 613 |
