|
Tid og sted
Trettende søndag efter Trinitatis den 22. august 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Matthæus-evangeliet kap. 22 vers 37-40, Johann Oswald Knauer (1690-17??), salmevers af NN
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), træktrompet (også trompet), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med bratsch og continuogruppe, andenviolin og førsteviolin i en ved første indtryk stilfærdigt blomstrende strygersats. Kort efter spiller træktrompeten første strofe af den gamle hymne "Disse er de hellige ti bud" (på tysk ”Dies sind die heil'gen Zehn Gebot”). Under træktrompetens budskab sætter koret ind i rækkefølgen bas, tenor, sopran, alt og synger den tekst fra Matthæus-evangeliets kap. 22 vers 37-38, der har givet kantatens dens titel: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte". I bunden af orkesterklangen spiller continuobassen den første strofe af samme hymne som træktrompeten, men i meget lange nodeværdier. Det vil sige, at cantus firmus lyder både i den høje træktrompet og i det dybe basfundament. Korets kærlighedsbudskab fra Jesu bjergprædiken er altså rammet ind mellem de hellige ti bud, der både klinger i fundamentet og oppe i det høje. Faktisk er træktrompetens rolle i satsen inddelt i ti indsatser; de ni første er kortere strofer fra hymnen, mens den tiende citerer hele den gamle pilgrimshymne. Efter træktrompetens anden strofe af hymnen følger et strygermellemspil inden tredje hymnestrofe i træktrompet følges af indsatser i alt, sopran, tenor og bas. Korets elegante stemmevæv er vidt forgrenet og tilføjes mere tekst fra skriftstedet: "Af hele din sjæl, af alle kræfter, og af hele dit sind." Uden at de smukke eksempler på, hvordan Bach gennem sin musik levendegør abstrakte idéer, skal tynges af lange teologiske overvejelser, er det på sin plads at minde om, at Jesus inden budet "Du skal elske Herren din Gud", af en lovkyndig saddukæer var blevet spurgt: "Mester, hvad der det største bud?" Første del af Jesus' svar er ikke nødvendigvis revolutionerende, men det var tilføjelsen: "og din næste som dig selv". Skal vi virkelig elske vores næste lige så meget, som man elsker sin Gud og som man elsker sig selv? Bach har valgt at understrege den kontroversielle tilføjelse ved, at det netop er mens koret synger om den, at træktrompeten i sin tiende og sidste indsats citerer hele den gamle hymne "Disse er de helllige ti bud", mens continuobassen ligger helt stille på et dybt G, et såkaldt orgelpunkt, fordi det typisk er orgler der kan holde en lang ubrudt bastone. Budet "og din næste som dig selv" afslutter satsen, idet både kor og orkester finder sammen på en lys G-dur akkord.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Der er ikke store udsving i det korte recititativ, der er en mere floskelpræget udlægning af Jesu bud om at vi skal elske herren vor Gud.
3. sats er en arie for sopran, continuogruppe og to obligate oboer. Træblæsere var der ingen af i indledningskoret, men to oboer melder deres ankomst her. Hvorfor er det ikke oboer d'amore, som Bach ellers var blevet glad for at komponere for? Svaret ligger i det toneomfang som de obligate stemmer bevæger sig inden for. Her forekommer der kun toner mellem barokoboens dybeste tone på nøglehuls-C og så et enkelt højt C to oktaver over. Arien begynder med otte takters trio for to oboer og continuo. En genre, som der findes adskillige eksempler på i baroktiden fra komponister som Johann Friedrich Fasch, Jan Dismas Zelenka og ikke mindst Georg Friedrich Händel. Den æteriske sopranstemme forestiller menneskets sjæl, der udsynger sit: "Min Gud, jeg elsker dig af hele hjertet. Hele mit liv afhænger af dig. Lad mig forstå dine bud og brænde sådan af kærlighed, at jeg kan elske dig evigt!" Et vigtigt begreb er "hele mit liv" (på tysk "mein ganzes Leben"), som synges over en melisme, mens continuocelloen følger trop med et toneløb opad. Også "hjertet" (på tysk "Herzen") holdes varmt idet de to oboer spiller med på samme bevægelse. Ligeledes synges ordet "bud" (på tyske "Gebot") over en melisme fulgt af oboerne. Mest markante er "brænde" (på tysk "brennen") og "evigt" (på tysk "ewig"). Elegant har Bach ladet det sidste "ewig" ligge på en lang holdt tone i sopran, mens oboerne i tæt duo udsmykker melodien, og den udsmykning overtages herefter af sopranen. Satsen slutter som den begyndte med otte takters triosonate for to oboer og continuo. Med dens klare struktur, inderlige atmosfære og partier, der hverken i solostemmen eller i de fire akkompagnerende instrumenter stiller voldsomme tekniske krav, er arien meget velegnet til opførelse også løsrevet fra sammenhængen i den ellers krævende kantate.
4. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo, som efter satser, der gik på forholdet mellem Gud og menneske, tager fat på det vanskelige bud om også at elske sin næste. "Giv mig tillige, min Gud, et samaritanerhjerte, så jeg samtidig elsker min næste og ved hans smerte også selv bekymrer mig." Den inderlige karakter i denne bøn understreges af høje liggende akkorder i de tre strygerstemmer, der runder satsen af med en klar akkord.
5. sats er fundamentalt set en arie for alt, continuo og obligat trompet. Arien har sikkert været opført som sådan en del gange, uden at man har undret sig over noget. Teksten til arien lyder: "Ak, der er i min kærlighed kun lutter ufuldkommenhed. Selv om jeg ofte har viljen til at opfylde Guds ønske, mangler jeg muligheden". Det er en køn arie i en tredelt sarabande-rytme. Sarabanden var en fransk hofdans, der i barokkens kunstmusik blev en meget brugt satstype. Bach-eksperten Alfred Dürr skrev at arien "ejendommeligt nok er instrumenteret med en obligat trompet, der kun dårligt passer til tekstens klage over egen utilstrækkelighed. Måske lå der herfor en ydre anledning, som vi ikke længere kender". En noget vag karakterisering af arien, som dog blev udbygget, da John Eliot Gardiner og hans orkester The English Baroque Soloists tog fat på arien. Opført på en gammeldags ventilløs trompet viste det sig nemlig, at hele A-stykket i arien er uhyre vanskeligt at spille, idet der forekommer halve toner, der nærmest er umulige at frembringe på en baroktrompet. Trompetens rolle er, mener John Eliot Gardiner, simpelt hen at illustrere menneskenes ufuldkommenhed ved at sætte trompetisten til at spille de toner, der kun kan komme til at lyde mindre end perfekte: "The point is the effort Bach is concerned to illustrate as part of the music, and then, in blatant contrast, the ease with which, in the B-section of the aria, he coasts through a ten-bar solo of ineffable beauty", skriver Gardiner. Arien er altså bedst tjent med en trompetist, der i A-stykket vover at stille uperfekt spil til skue og derpå i B-stykket kan løfte tonerækkerne smukt mod himlen. En opførelse, hvor trompeten lyder småfalsk i A-stykket og klinger triumferende i B-stykket er altså helt i tråd med Bachs hensigt.
6. sats lod til gengæld eftertiden i tvivl om hvad hensigten var. Der findes bevaret noder til en firestemmig udsættelse af Martin Luthers salme fra 1524 "Ach Gott vom Himmel, sieh darein". På dansk har vi den i "Ak Gud, fra himlen se herned". Både i den danske gendigtning og i den tyske originaltekst er der seks vers. Nærliggende havde det været at bruge et af disse, da der ikke står tekst i Bachs noder. I stedet er man efterhånden blevet enige om at bruge ottende vers af en salme fra 1657 af David Denicke "O Gottes Sohn, Herr Jesu Christ" (på dansk "O Guds søn, herre Jesus Krist"). Man mener, at det vers passer bedre til kantatens overordnede budskab end nogen af Luthers hymnevers.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 568-571, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 449-452, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 270, 271 |
