Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 72
Alles nur nach Gottes Willen
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Tredje søndag efter helligtrekonger den 27. januar 1726 i Leipzig.

Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725) (1., 2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra 1547 af Albrecht von Preussen (6. sats)

Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

1. sats er kantatens indledningssats for kor og orkester bestående af to oboer, strygere og continuo. Det indledes instrumentalt med seksten takters forspil domineret af rastløse løb i strygerstemmerne, mens oboerne sammen med continuo kraftigt markerer ét- og to-slagene i den tredelte takt. Albert Schweitzer kaldte særligt continuobassens gentagne oktavspring for ”et stort tik-tak” der udtrykker at tiden iler. Satsen har da også samme overordnede atmosfære som 1. sats i ”Ach wie flüchtig, ach wie nichtig” (BWV 26), hvor de stressede skalaløb fra continuogruppe, strygere, oboer og tværfløjte var en musikalsk illustration af altings hast. Dén sats havde også seksten takters indledning, stod i a-mol, og syntes at være færdig på et øjeblik. I koret tager sopranerne straks fat på det løb, som vi hørte fra violin I i indledningen, mens de øvrige stemmer først deltager i det store tik-tak, men derpå begiver sig ud på den rastløse bevægelse én ad gangen til teksten: ”Alting efter Herrens vilje/det i lysten og i strid/det i god og i ond tid.” Ordet ”traurigkeit” (her af rimmæssige grunde oversat til ”strid”) synges over en særligt halvtonepræget tonegang. Continuogruppen tager frem mod næste instrumentale del del i de rastløse skalabevægelser. Et par minutter inde i satsen fornemmes efter orkestrets mellemspil en mere rolig fornemmelse uden de rastløse løb, da sopranerne sætter ind med den trøsterige strofe: ”Guds vilje skal mig lindre”. I rækkefølgen bas, alt, tenor høres koret i kanonfletværk, som kortvarigt ånder ro, mens hele orkestret prikker akkorder ud på ét- og toslagene med en vægtløs følelse til følge. Imidlertid afbrydes roen af en tekststrofe fra meteorologiens verden ”det i skyet og i solrigt vejr”, som nedefra og op gennem korets stemmer sætter gang i en skalatur, der tilføjes ”altid efter Herrens vilje!” En tid synes de forskellige motiver at kæmpe om retningen i satsen; korstemmerne skiftes til at synge tidligere hørte temaer, mens oboer og strygere på skift vover sig ud på små diskrete, stressede skalaer. Endelig samles alle på hele tre gentagelser af ”Alting, alting, alting, kun efter Herrens vilje”, der tilføjes ”Dette skal være mit løsen.” Overraskende synges dette frem til en pludselig afslutning uden efterspil.

2. sats er et rectitativ for alt og continuo. Ofte hænger 2. og 3. sats mere eller mindre sammen, og de spilles næsten altid uden overgang, så derfor kan der være grund til at pointere, at 2. sats her formelt indledes af seks takters recitativ, der følges af en længere arioso, som afrundes af tre takters recitativ. Tekstligt reciterer alten først: ”O, salige Kristus, der altid lader sin vilje dale ned i Guds vilje, det må gå som det går, i lyst og nød!” Derpå synges ni gange strofer, der indledes med ”Herre, hvad du vil…” i en meget melodiøs og velkomponeret arioso, som gode altsangere kan forme smukt og lytteværdigt. Endelig afrundes den niende strofe recitativisk, inden man, lidt hovedkulds, sætter i gang med arien i

3. sats for alt, violin I, II og continuo. ”Med alt hvad jeg har og er/vil jeg min Jesus tjene”, synger alten kun fulgt af continuo. Nu overtager violin I og tilføjes så violin II med akkordbrydende sekstendedele. Teksten gentages af sangeren sammen med de to violiner og continuo, hvorefter et kort afsnit for blot sanger og continuo introducerer strofen ”kan end min svage sjæl og sind”, fulgt af et afsnit for violiner og continuo. Alle samles på gentagelsen ”kan end min svage sjæl og sind”, der nu tilføjes ”den Herres råd ej fatte…”. Nu deltager også continuocelloen kortvarigt i violinernes akkordbrydninger inden alten fortsætter ”han fører mig jo immervæk/på torn- og rosenveje!” Efter et kort mellemspil, hvor continuo dominerer med akkordbrydninger gentages ”med alt hvad jeg har og er/vil jeg min Jesus tjene” hvorpå nogle takter for violiner og continuo afslutter det troende menneskes arie med den særprægede form.

4. sats’ recitativ for bas og continuo lader en skolemester eller prædikant udryde: ”Så tro da nu!” og fortsætter ”Din frelser siger: Jeg vil gøre det!” Den efterfølgende recitation er uden større musikalske udvsing og har nåden og korset som centrale begreber; når kors og lidelse truer, omfavner nåden dig.

5. sats sættes blidt an af strygere, obo I og continuo. Efter det troende menneskes accept af Guds vilje i 2. og 3. sats og den løftede pegefinger fra bassen i 4. sats kan menneskets sjæl (sopranen) nu lade sig falde til ro i sand pietistisk overbevisning: ”Min Jesus vil det gør’; han vil dit kors forsøde!” Oboen står som menneskelivets klanglige repræsentant og væver over strygernes og continuogruppens fundament sine milde tråde. Temaet fra strygere og obo vandrer også ned og høres fra continuoet. I en midterdel lyder teksten ”Selv om dit hjerte overvældes af bekyrmringer/skal det blidt og stille i hans arme hvile”, og her går sangstemmen ned i piano på et langt dybt e1, der slutter på en fermat. Teksten er dog ikke afsluttet, og der tilføjes ”… når troen får tag i ham! Min Jesus vil det gør’!” Det man tror er et ildyllisk efterspil for orkestret, tilføjes til sidst den overbeviste gentagelse fra sangeren: ”Min Jesus vil det gør’!”

6. sats er kantatens afsluttende koralvers. Sopranstemmen forstærkes af obo I, II og violin I, alten af violin II, tenor af bratsch, og bas af continuoets bas, mens tasteinstrumentet udfylder becifringerne. Teksten er første vers i en salme fra 1547 af Albrecht af Preussen lyder: ”Hvad min Gud vil det ske altid/hans vilje er den bedste/at hjælpe er han rede til/for dem med troens fæste/han hjælper os af nøden ud/den rimelige Gud/og straffer i rigt mål/den som sin tillid har til Gud/den vil han ej forlade.”

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 242-246, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 72: Alles nur nach Gottes Willen for 3rd Sunday after Epiphany (1726)
Discography: Details & Complete Recordings | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4

BWV 72 Commentaries: English: BCW | Crouch | All Music | Emmanuel Music | Mincham | Bachipedia
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | HT [Dutch] | KL [Dutch] | Role [French] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:15