|
Tid og sted
Seksogtyvende søndag efter Trinitaits den 21. november 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af NN (Freiberg 1620), salmevers af Christian Keymann (1658)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo, violin I, II, bratsch, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder festligt med en trompetfanfare, mens oboen og strygerne spiller en akkordbrydning nedad. Ret hurtigt bevæger musikken sig ind i en spændt afventende atmosfære: Over en stabil rytme i continuo, bratsch og andenviolin har førsteviolinerne en stædigt gentaget figur, mens trompet og obo skiftes til at stikke grundrytmen ud, næsten som et tikkende urværk. De otte takter med en urokkelig gentagelse af de rytmiske lag ændres kun gennem akkordmæssige justeringer i urværkets mekanik. Det kan erindre om det forhold, at fyrsten Wilhelm Ernst i Weimar, hvortil denne kantate blev komponeret i december 1716, faktisk ejede et ur, som præcist udmålte den tid, som hans liv på jorden havde varet. Evighedsmusik der med urværkets præcision vil udmåle tidens fylde kan have været Bachs forsøg på at gøre indtryk på Wilhelm Ernst, da kantaten i sin urform er fra den periode, hvor Bach formentlig håbede at på at blive udvævnt til ny hofkapelmester i Weimar efter Samuel Drese, der var afgået ved døden den 1. december 1716. Også til den sidste Trinitatissøndag i 1723 med tekstrækkernes varsler om, hvordan Jesus som den store dommer på den yderste dag vil komme for at skille fårene fra bukkene, må tiden udmåles præcist. Spændingen udløses da trompeten igen blæser sit fanfaremotiv. Nu sætter korets sopran og alt og straks derefter tenor og bas ind med teksten "Vær vågen! bed! bed! vær vågen!" Opfordringerne synges over to meget forskellige motivtyper, hvor "vær vågen!" (på tysk "wachet!") udføres over hurtige løb og korte pointerede toner, mens "bed!" (på tysk "betet!") trækkes ud i lange toner. Markant er denne forskel på det sted hvor sopran og alt synger korte "wachet!", og tenor og bas har lange "beeee-tet". Mens trompeten spiller en trille, er obo, strygere og continuo vendt tilbage til urværksmusikken som akkompagnement. I det næste led af teksten "vær rede, til hver en tid, til Herren i sin herlighed gør ende på denne verden", er orkestret kortvarigt tilbagetrukket, men ordet "herlighed" (på tysk "Herrlichkeit") må have sin markering med en fanfare fra trompeten. Kort efter er oboen ophøjet til at spille trompetens fanfare. Korets sidste "gør en ende på denne verden" følges af en nedadgående solo i continuobassen, der markerer overgang til korets gentagelse af "Vær vågen! bed! bed! vær vågen!" fulgt af orkesterledsaget trompetfanfare, derpå spændingsfyldt urværksmusik i en varieret form, hvor oboen følger violinerne. Trompeten spiller en trille, mens de pointerede mekaniske indsatser udgøres af korets "wachet!" afløst en lange "betet!". To enslydende trompetfanfarer, mens koret synger "vær vågen!" og "bed!", bringer den flotte kor- og orkestersats til en afslutning.
2. sats er et basrecitativ akkompagneret så overdådigt, at man skal tilbage til kantaten "Preise, Jerusalem, den Herrn" (BWV 119), der var komponeret til indsættelsen af det nye byråd i Leipzig den 30. august 1723, for at kunne høre noget lignende. Trompet, obo, violin I, II, bratsch og continuo medvirker til at udføre det som Albert Schweitzer betegner som et "forskrækkelsesmotiv", mens Monteverdi kaldte akkord-udhamringen for stile concitato, den ophidsede stil. Det er da også den yderste dag, der reciteres om: "Bliv forfærdede, I stivsindede syndere! En dag vil bryde frem, som ingen kan redde sig fra: Den fører dig hastigt for den hårde domstol, O! syndige æt, til evig hjertesorg. Men for Jer, udvalgte Gudsbørn, er det begyndelsen på sand glæde. Frelseren henter Jer op foran hans ophøjede åsyn når alting fældes og bryder sammen. Tab derfor ikke modet!" Udover de håndfaste dramatiske virkemidler i den instrumentale ledsagelse bemærker man også en lang glædessløjfe, som bassen synger på ordet "glæde" (på tysk "Freude". Alligevel er det mest tankevækkende i bulder-og-brag- recitativet det lille motiv, som trompeten ene og stille har til allersidst. Trompeten er helt alene i et dybt og ikke særlig brilliant leje, men hvad betyder det? Er det Bachs pointering af, at vi netop ikke vil stå alene på den yderste dag, hvor frelseren er med os?
3. sats giver alle instrumenterne en pause, bortset fra continuogruppen, den solistiske cello og altsangeren, som synger: "Hvornår kommer den dag, hvor vi drager afsted fra denne verdens Ægypten?" (Det, der henvises til, er udfrielsen fra israelitternes trældom i Ægypten i Anden Mosebogs kap. 13 vers 17 og fremefter). I den smukke celloledsagede arie efter det teatralske basrecitativ i 2. sats er det kun ord som "drage" (på tysk "fliehen"), der foredrages i en livlig bevægelse. I de senere strofer "Ak, lad os snart drage fra Sodoma, inden flammerne omslutter os!" giver også ordet "flammerne" (på tysk "Feuer") anledning til levende skildringer med melismerne. En afsluttende solo fra celloen afrunder satsen.
4. sats er et kort recitativ for tenor akkompagneret af continuogruppen: "Også gennem længslen efter det himmelske holder vores legeme sjælen fangen; gennem sin lumskhed lægger verden nettet og strikken om de frommes hals." En kras akkord høres på ordet "nettet" (på tysk "Netz"). Herefter følger tekst, der ligesom de første ord "Wachet! betet!" fra indledningskoret i 1. sats er fra Matthæus-evangeliets kapitel 26 vers 41-42: "Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt". Dertil føjes: "dette driver et ynkværdigt Ak! ud af os".
5. sats er en arie for sopran, strygere og continuo. Strygerne spiller unisont, bortset fra at førsteviolinerne har fået nogle hurtige skalabevægelser alene. Hvad de betyder, skal vi straks vende tilbage til. Efter den rodfæstede strygerindledning over continuobassens målbevidste fundament, synger sopranen: "Lad spottefuglenes tunger smæde, det skal og må dog ske, at vi Jesum snart skal se, på skyerne i det høje". De hurtige skalaløb i førstevioliner illustrerer spottefuglenes smæden, mens de rækker tunge. I librettoer til kantaten er som regel ikke trykt en detalje i arien, som findes i sopranstemmens tekst. Der skal nemlig være et semikolon efter "i det høje", for sopranen gentager nu med overbevisning "lad spottefuglenes tunger smæde, det skal og må dog ske". Spottefuglene tager fejl: Jesu komme er nær. Ariens kontrasterende del er lettere i melodien og mindre stålsat i akkompagnementet, som for en tid lever tilbagetrukket med små kommenterende motiver. Sopranen synger: "Jord og himmel må forgå, Kristi ord bestemt bestå". Som afrunding af denne del vender teksten i de første strofer tilbage: "Lad spottefuglenes tunger smæde, det skal og må dog ske." Herefter får strygerne de sidste takter.
6. sats er et kort continuoledsaget recitativ for tenor: "Ikke desto mindre tænker Gud blandt den uopdragne slægt på sine tjenere, sådan at den onde sort ikke skal skade dem mere, thi han passer på dem i sin hånd og placerer dem i den himmelske Edens Have".
7. sats er det syvende vers fra salmen "Freu dich sehr, o meine Seele" (på dansk "Fryd dig meget, o min sjæl"). Melodien fra Genéve 1551 kendes også på dansk fra salmen "Jesus dine dybe vunder". Arrangementet er enkelt firestemmigt med trompet, obo og førsteviolin på sopranstemmen, andenviolin på alt, bratsch på tenor og continuogruppe med korets bas. Salmeverset afslutter kantatens første del til brug inden prædikenen. Kantatens anden del rummer så forskellige godbidder som en af Bachs kønneste tenorarier, to gange tumult for bassanger avec plusieurs instruments, og ét salmevers til.
8. sats er en arie for tenor akkompagneret af continuo, strygere og en obo, der slavisk følger førsteviolinen, bortset fra et enkelt sted, hvor noderne går under barokoboens dybeste toner. Her får oboisten en kort vejrtrækningspause. Allerede fra første takt giver den blandede klang af obo og violin i det standhaftige tema med de mange treklangsbrydninger en særegen ro. Tenorens melodi er sangbar og med oord: "Løft jeres hoveder og bliv trøstet, I fromme, for jeres sjæles blomstring! I skal grønnes i Edens Have og evigt tjene Gud." Til trods for det fromme budskab om frelse og evigt liv hos Herren, har den iørefaldende arie et strejf af verdslighed og kunne for så vidt være hentet i en fyrstelig hyldestkantate. Udført i et passende tempo har den en varighed på to et halvt til tre minutter. For lytteren tilbringes de tre minutter i Paradis.
9. sats' recitativ rummer derimod ikke meget lise. Bassangeren fortsætter sin buldren og teatertorden fra 2. sats. I continuobassen kører tumultbevægelser, mens strygerne understreger tekstpointer med trestemmige akkordbrydninger og rasende hurtige løb. Eneste instrumentationsmæssige forskel fra 2. til 9. sats er at oboen nu ikke medvirker. Det kunne skyldes, at musikeren får en pause ovenpå den vigtige og krævende stemme i 8. sats. Det er dog snarere et arrangementsmæssigt valg i satsen. Strygerne og continuoet illustrerer teksten ""Ak, skal ikke denne store dag, verdens undergang". Trompeten har rollen som dommedagsbasun efter teksten "og basunens lyd". Den evangelietekst, der ligger til grund, er fra Første Korinterbrevs kap. 15 vers 52: "for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles". Den mest kendte musikalske iscenesættelse af den tekst er fra Händels "Messias" og basarien "The trumpet shall sound". Også her i recitativet spiller trompeten med, men ikke en heroisk obligatstemme. Derimod spiller den melodien "Es ist gewisslich an der Zeit", som på dansk kendes fra "Hvad kan os komme til for nød" med melodi af Joseph Klug. Recitativets tumult og forvirring afløses efterhånden af overbevisningen om, at frelseren vil stå den fromme bi. "Velan, så afslutter jeg med glæde min bane". Ordene "glæde" og "bane" (på tysk "Freude" og "Lauf") synges over lange melismer, der helt har forladt den rasende forvirring, der herskede i begyndelsen af recitativet og akkompagneres af lette akkorder i strygere og continuo.
10. sats er i det første led en arie for bas og continuo. Den ubekymrede og udfriede melodi har teksten "Salige vederkvægelses dag, led mig til dine boliger!" Det afbrydes dog pludselig af mere tumult til teksten "Brage, knalde, sidste slag, jord og himmel lægges i ruiner!" Et langt, dramatisk afsnit med strygere og continuo i vulkanudbrud, mens trompeten understreger pointerne. Med dét kaos kan man efter en Trinitatisperiode, hvor dramatikken er blevet skruet op for hver søndag, kun glæde sig over, at denne kantate hører til på den sidste almindelige Trinitatissøndag. Det ender dog saligt her i bassens arie med det tumultariske indslag, for den fredfyldte tredelte arie kun akkompagneret af continuo vender tilbage, mens bassen synger teksten: "Jesus leder mig til det stille, til det sted, hvor al længsel er opfyldt."
11. sats er det femte vers af Christian Keymanns salme fra 1658 "Meinem Jesum lass ich nicht" (på dansk "Min Jesum slipper jeg ikke"). Til forskel fra 7. sats, der var i en enkel firestemmig stil med instrumenterne på hver af fire korstemmer, er det her kun trompet og obo, der følger sopran. Både førstevioliner, andenvioliner og bratscher har fået smukker overstemmer der løfter strygerklangen mod himmelen. Det er en stil, som Bach anvendte ofte i kantaterne fra årene ved hoffet i Weimar, ikke mindst i årene 1714, 1715 og 1716. Denne kantate stammer i sin urform fra det sidste af de nævnte år, 1716, hvor den blev komponeret til adventstiden. Allerede den følgende søndag skulle Bach i 6. sats af adventskantaten "Nun komm, der Heiden Heiland" I (BWV 61) genanvende nogle af sine højeste overstemmer for strygere.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 712-717, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 304-305, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 271 |
