|
Tid og sted
Tolvte søndag efter Trinitatis den 15. august 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 103 vers 2 i Salmernes Bog, Johann Oswald Knauer (1690-17??), salmevers af Samuel Rodigast (1675)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, altblokfløjte, obo I (også obo da caccia), obo II, (eventuelt også altblokfløjte), obo III (også obo d'amore), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af tre firestemmige instrumentale grupper. De udgøres af tre trompeter med pauker som basinstrument, tre oboer med fagot som bas og første- og andenvioliner samt bratscher med continuogruppen som bas og harmonisk udfyldning. Søndagens glædelige budskab annonceres først af trompeterne. Efter trompeternes indledning får førsteobo en solistisk indsats, der straks følges af andenobo. Strygergrupper føjer sig til og svarer oboerne, mens continuobas og fagot udfører et såkaldt glædesmotiv. Kortvarigt høres strygergruppen solistisk, mens trompeter og oboer diskret spiller lange liggetoner. Tre solotoner i førstetrompet danner overgang til fire takter, hvor hele orkestret sammen afslutter den instrumentale indledning. Nu sætter koret ind med tekst fra Salme 103: "Pris Herren, min sjæl!" sunget først af alt, og straks slutter tenor sig til. Ordet "pris" (på tysk "lobe") udføres i en lang melisme over hurtige nodeværdier. Herefter synges temaet af sopran, der straks suppleres af bas. Ved næste indsats fra alt og tenor føjer resten af koret sig straks til. Det lange glædesløb af toner overtages af strygere, mens oboer først spiller liggetoner og kort efter overtager de hurtige løb fra strygerne. Nu markerer to toner efterfulgt af en lang liggetone fra førstetrompeten overgangen til et afsnit, hvor først sopran, derpå alt, så tenor og sidst bas synger temaet som kvintfuga. Kvintfugaen tilføjes på elegant måde to stemmer mere, da andenobo og derpå førsteobo overtager fugaens tema. Korstemmerne slutter sammen på ordet "sjæl" (på tysk "Seele"), men fugaen fortsætter i fire stemmer, idet tredjeobo og derpå fagot med continuogruppe kommer med. Korets basser vil stadig deltage i løjerne og hopper med på fagot og continuogruppens stemme. Gradvist bygges der op mod en afrunding, der markeres af trompeter og pauker. Den næste strofe i Salme 103 "Glem ikke hans velgerninger!" har en væsentligt anderledes karakter og synges først af tenor, så alt, derpå bas, endelig sopran, og overtages så af de blide strygerstemmer i violin I, efterfulgt af violin II og sidst bratsch. Strygerne høres kortvarigt solistisk. Herefter blander Bach ingredienserne. Mens sopran fulgt af andenobo vender tilbage til første strofe "Pris Herren, min sjæl!", synger alt fulgt af tredjeobo strofen "Glem ikke hans velgerninger!" Kort efter er det basser fulgt af fagot og continuo, der har første strofe, mens tenor fulgt af bratsch synger salmens noget roligere anden strofe. I et længere afsnit flettes de to strofers forskelligartede temastruktur mellem kortstemmer, træblæsere og strygere med continuo. Førstetrompeten sætter ind og forstærker med sin høje solo korbassernes gentagelse af den første strofe. Ved næste annoncerering oven over den festmættede pludren i korstemmer, træblæsere og strygere har førstetrompeten resten af sin gruppe og pauken med sig og markerer overgangen til afslutningen på kordelen. Til sidst spiller orkestret den instrumentale indledning da capo.
2. sats er et recitativ for sopran og continuo. Det begyner med tekst, der meget minder om den vi kender fra den danske salme "O havde jeg blot tusind tunger", men fortsætter med "ak, var min mund tom for indholdsløse ord!". Det er ønsket om at kunne lovsynge Gud, der også var ønsket fra Davidssalmen i 1. sats' indledningskor, der her fremføres af menneskets sjæl i rolle som sopranen. Recitiativet, der er uden de store musikalske udsving afsluttes med ordene "Thi han har gennem hele livet gjort så meget for mig, at jeg i evighed ikke kan påskønne det nok."
3. sats er en arie for tenor, continuo og to obligate træblæsere: Altblokfløjte og obo da caccia. At oboisterne var i stand til også at spille obo d'amore og obo da caccia er allerede omtalt, men i satsen her var det meningen, at en af oboisterne også skulle kunne tage sig af blokfløjtestemmen. Indledningen med den lyse blokfløjte og den dybe obo da caccia i en tredelt pastorale er et smukt eksempel på Bachs kreative brug af de klanglige kombinationer, som hans alsidige musikere gav ham mulighed for. Også tenorsangeren har fået en nydelig arie i den optimistiske og frejdige ende af det udtryksmæssige spektrum: "Op, min sjæl, fortæl hvad Gud har bevist for dig! Pris hans underværker, lad en for Gud velbehagelig lovsang lyde fra lykkelige læben!".
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Alten har ofte rollen som det troende menneske, som her begynder med at synge: "Tænker jeg blot tilbage på, hvad du min Gud, lige fra min tidligste ungdom og til dette øjeblik, har gjort for mig, kan jeg lige så lidt tælle dine underværker som jeg kan tælle stjernerne." Senere i recitativet knyttes en forbindelse til teksten til tolvte søndag efter Trinitatis i Markus-evangeliets kap. 7 vers 31-37 om Jesus, der helbreder en døvstum. Mod slutningen af recitativet synger alten ordet "Hephata", der i evangelieteksten er oversat "Effatha!" og forklaret med betydningen "Luk dig op!” Det er de ord, som Jesus beder den døvstumme om at fremsige under helbredelsen.
5. sats er en arie for bas, obo d'amore, strygere og continuo. En ny dejlig kombination af stryger- og træblæserklang forekommer i denne arie, hvor det er første gang at Bach sætter en enkelt obo d'amore med på førsteviolinens stemme, men samtidig lader den skille sig ud med små selvstændige motiver. Satsens tredelte rytme giver en dansende karakter samtidig med moltoneartens alvor. Lige som tenoren fik en smuk arie i 3. sats, er bassolisten også godt stillet med: "Min frelser og forsørger, tag mig altid under din varetægt og beskyttelse." Et kontrasterende afsnit følger, hvor bassen synger "Stå mig bi i kors og lidelse". Her spiller de ledsagende instrumenter længere nodeværdier og lader kun i små glimt påmindelsen om satsens tredelte rytme lyde. Solisten trækker lidelsen (det tyske ord "Leiden") ud over en lang melisme, men det afløses af glæde ved strofen "herpå synger min mund med glæde" (på tysk "Freuden"). Ligesom glæden får bassen til at synge en lang række hurtige toner, overtages de af en glædesstrøm af toner fra obo d'amore og førsteviolin. Efter en kort variation over satsens tema og en gentagelse af de første tekststrofer, får glædesmotiverne igen frit løb, først i sangstemmen og derpå i den solistisk førte obo d'amore. Efter bassens sidste strofe "Gud har gjort alting vel", gentages satsens instrumentale indledning som afslutning.
6. sats er sjette vers fra Samuel Rodigasts "Was Gott tut, das ist wohlgetan" (på dansk "Hvad Gud gør, er gjort vel". Salmen havde Bach også anvendt som afsluttende 7. sats i kantaten "Weinen, klagen, sorgen, zagen" (BWV 12). Der er dog ingen diskantstemmer i salmeudsættelsen denne gang og selv orkestrets ene trompet følger diskret korets sopraner.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 558-561, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. xxiv, 269, 270, 271 |
