|
Tid og sted
Byrådsindsættelse den 26. august 1748 i Leipzig
Tekstforfattere
Salme 103 vers 2 i Salmernes Bog (1. sats), ukendt (2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra 1524 af Martin Luther (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I (også obo d’amore), obo II, III, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af tre firestemmige instrumentale grupper. De udgøres af tre trompeter med pauker som basinstrument, tre oboer med fagot som bas og første- og andenvioliner samt bratscher med continuogruppen som bas og harmonisk udfyldning. Søndagens glædelige budskab annonceres først af trompeterne. Efter trompeternes indledning får førsteobo en solistisk indsats, der straks følges af obo II. Strygergrupper føjer sig til og svarer oboerne, mens continuobas og fagot udfører et såkaldt glædesmotiv. Kortvarigt høres strygergruppen solistisk, mens trompeter og oboer diskret spiller lange liggetoner. Tre solotoner i førstetrompet danner overgang til fire takter, hvor hele orkestret sammen afslutter den instrumentale indledning. Nu sætter koret ind med tekst fra Salme 103: "Pris Herren, min sjæl!" sunget først af alt, og straks slutter tenor sig til. Ordet "pris" (på tysk "lobe") udføres i en lang melisme over hurtige nodeværdier. Herefter synges temaet af sopran, der straks suppleres af bas. Ved næste indsats fra alt og tenor føjer resten af koret sig straks til. Det lange glædesløb af toner overtages af strygere, mens oboer først spiller liggetoner og kort efter overtager de hurtige løb fra strygerne. Nu markerer to toner efterfulgt af en lang liggetone fra førstetrompeten overgangen til et afsnit, hvor først sopran, derpå alt, så tenor og sidst bas synger temaet som kvintfuga. Kvintfugaen tilføjes på elegant måde to stemmer mere, da obo II og derpå førsteobo overtager fugaens tema. Korstemmerne slutter sammen på ordet "sjæl" (på tysk "Seele"), men fugaen fortsætter i fire stemmer, idet tredjeobo og derpå fagot med continuogruppe kommer med. Korets basser vil stadig deltage i løjerne og hopper med på fagot og continuogruppens stemme. Gradvist bygges der op mod en afrunding, der markeres af trompeter og pauker. Den næste strofe i Salme 103 "Glem ikke hans velgerninger!" har en væsentligt anderledes karakter og synges først af tenor, så alt, derpå bas, endelig sopran, og overtages så af de blide strygerstemmer i violin I, efterfulgt af violin II og sidst bratsch. Strygerne høres kortvarigt solistisk. Herefter blander Bach ingredienserne. Mens sopran fulgt af obo II vender tilbage til første strofe "Pris Herren, min sjæl!", synger alt fulgt af tredjeobo strofen "Glem ikke hans velgerninger!" Kort efter er det basser fulgt af fagot og continuo, der har første strofe, mens tenor fulgt af bratsch synger salmens noget roligere anden strofe. I et længere afsnit flettes de to strofers forskelligartede temastruktur mellem korstemmer, træblæsere og strygere med continuo. Førstetrompeten sætter ind og forstærker med sin høje solo korbassernes gentagelse af den første strofe. Ved næste annoncering oven over den festmættede pludren i korstemmer, træblæsere og strygere har førstetrompeten resten af sin gruppe og pauken med sig og markerer overgangen til afslutningen på kordelen. Til sidst spiller orkestret den instrumentale indledning da capo.
2. sats er et recitativ for sopran og continuo. I denne kantate præsenteres de fire solostemmer ovenfra i rækkefølgen sopran, alt, tenor, bas. Sopran og tenor har recitativerne mens alt og bas synger arierne. Denne rækkefølge kan skyldes, at der tekstligt gås fra det himmelsk guddommelige niveau og gradvist til tekster, der bliver mere og mere verdsligt jordnære omkring indsættelsen af det nye byråd. Denne måde at lade den enkelte stemme repræsentere et bestemt niveau findes i flere kantater og træder her i BWV 69 meget tydeligt frem. Hør blot: ”Hvor stor er ikke Guds godhed/han førte os ud i lyset…”.
3. sats er en arie for alt, obo, violin og continuo. Teksten ”Op, min sjæl, for at fortælle/hvad din Gud har skænket dig” i denne da capo aries A-stykke illustreres fra begyndelsen af opadstigende figurer i først soloviolin og lige efter i obo. Fagotten er her med i continuogruppen, og satsens balance opnås smukt gennem fagottens nedadgående bevægelser. B-stykket anslår straks en e-mol, som kontrasterer med A-stykket i G-dur. I denne mere tænksomme del lyder teksten i den flotte altstemme: ”Ros nu alt det han har gjort/lad, for Herren at behage/lovsang lyde alle dage!” Herefter gentages der da capo.
4. sats’ recitativ er for tenor, strygere og continuo. Recitativets første del gentager mest budskabet om alle de gode ting, Gud har gjort for os. Da teksten senere nævner den indsatte øvrighed og ønske om, at Gud må skænke dem visdom (på tysk ”Als dass er unser Obrigkeit den Geist der Weisheit gibet”), føjes strygernes æteriske klange til recitativet. Teksten er nu om det jordiske, men med strygerglorie.
5. sats er en arie for bas, obo d'amore, strygere og continuo. Kombinationen af stryger- og oboklang er hørt mange gange i Bachs kantater, ikke mindst i altarien ”Bereite dich, Zion” fra ”Juleoratoriet” (BWV 248/I). Her i basarien skiller obo d'amoren sig jævnligt ud ud med små selvstændige motiver. Satsens tredelte rytme giver en dansende karakter samtidig med moltoneartens alvor. "Min frelser og forsørger, tag mig altid under din varetægt og beskyttelse", lyder A-stykkets tekst. Et kontrasterende afsnit følger, hvor bassen synger "Stå mig bi i kors og lidelse". Her spiller de ledsagende instrumenter længere nodeværdier og lader kun i små glimt påmindelsen om satsens tredelte rytme lyde. Solisten trækker lidelsen (det tyske ord "Leiden") ud over en lang melisme, men det afløses af glæde i strofen "herpå synger min mund med glæde" (på tysk "Freuden"). Ligesom ”glæden” får bassen til at synge en lang række hurtige toner, overtages de af en glædesstrøm af toner fra obo d'amoren og førsteviolinen. Efter en variation over satsens tema og gentagelse af de første tekststrofer, får glædesmotiverne igen frit løb, først i sangstemmen og derpå i den solistisk førte obo d'amore. Efter bassens sidste strofe "Gud har gjort alting vel", gentages satsens instrumentale indledning som afslutning.
6. sats er kantatens afsluttende salmevers for kor og orkester. Sopran forstærkes af obo I, II, III og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og korets basstemme følges af continuogruppen med fagot. Teksten er tredje vers fra Martin Luthers salme fra 1524 ”Es woll uns Gott genädig sein” (på dansk ”Må Gud være os nådig”). Teksten lyder: ”Det takker, Gud, og priser dig/dét folk i goden gerning/ i landet blomstrer alting godt/dit ord de tager til sig/velsign den fader og hans søn/velsign og Gud, den Helligånd/som nu alverden ære gør/for ham de ærer allermest/og hjertet siger ’Amen’”. Trompeter og pauke kommer med festlige markeringer efter hver salmestrofe, der understreger højtideligheden.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 812-814, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 287 |
