|
Tid og sted
Anden påskedag den 10. april 1724 i Leipzig. Den blev også opført anden påskedag i 1731 og i 1735
Tekstforfattere
Ukendt, salmevers fra middelalderlig påskehymne
Besætning
Alt (Frygt), tenor (Håb), bas, kor (SATB), trompet, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, basso continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor med et længere orkestralt forspil domineret af oboer, trompet og hurtige løb i strygerstemmerne. Til klangen er føjet en fremtrædnede fagotstemme, som sandsynligvis skyldes, at Bach ved kantatens urversion i Köthen i december 1718 havde en dygtig fagottist, Johann Christoph Torlée, som, inden han kom til Köthen havde spillet i hofkapellet i Berlin. Hvilken musiker, der udførte fagotstemmen i påsken 1724 i Leipzig, er uvist, men trompetstemmen og obostemmerne blev formentlig været spillet af de tidligere nævnte stadsmusikere Reiche, Gleditsch og Kornagal. Hvor man som lytter ville forvente en samlet korindsats, er det i stedet en soloalt, der sætter satsens vokale afsnit an, og straks svares af en tenor. Dette er naturligvis endnu et levn fra satsens urversion, hvor den var en duet mellem de allegoriske figurer Forsyn og Lyksalighed. Altens ”Glæd jer, I hjerter” og tenorens ”Flygt bort, I smerter” hører ganske vist hjemme i den banale del af det poetiske spektrum, men husk, at Bach efter sin ”Passio Secundum Joannem” kun to dage tidligere, givetvis har været i tidsnød, da han tog fat i ældre noder og fik sat ny tekst til påskedagens jubelbudskab. I barokkens tankeunivers var der ikke langt fra de festlige toner, der passede til fejringen af en fyrstes fødselsdag og de, der kunne markere den himmelske fyrstes opstandelse. Teksten ”Må Leopold leve i evighed glad” blev – i korets indsats lige efter altens og tenorens soloindsatser – til ”Nu lever den frelser og hersker i os”. Åbningskorets violinstemme går op til det høje a, og musikken kan minde om stormscenerne i samtidens operaer; et anfald af søsyge kan godt indfinde sig i satsens B-stykke, hvor sangstemmernes mange halvtonetrin giver en flydende fornemmelse.
2. sats er et kort recitativ for bas, strygere og basso continuo. Teksten handler om, hvordan menneskets nød er brudt, fordi Jesu opstandelse har fået bugt med graven, det vil her sige døden. Nu, hvor frelseren lever, er al de troendes nød bortjaget.
3. sats røber i højere grad end det foregående recitaitiv musikken oprindelige som lykønskningmusik ved en fyrstes fødselsdag. Satsens dansende og tredelte rytme rummer koncerterende soloindsatser for obo I, der oprindelig kan være udført af oboisten Johann Ludwig Rose og i Leipzig af Johann Kaspar Gleditsch. I originalversionen har den ret lette og luftige sats haft tekstligt fundament i Christian Friedrich Hunolds ”Bær, I luftninger, jublen herfra, lad himlen bringe udødelig ros…”, mens det i påskekantaten er blevet til ”Lad for den Højeste en takkesang lyde, for hans barmhjertigheds evige tro[skab]…”.
4. sats er et recitativ for alt, tenor og basso continuo. De allegoriske figurer Forsyn og Lyksalighed fra den oprindelige version af kantaten er i påskebearbejdelsen blevet til Håb og Frygt. Disse to karakterer med deres særegne personlighedstræk havde også været brugt i kantaten ”O Ewigkeit, du Donnerwort” (BWV 60) fra den 7. november 1723, hvor alle satser - på nær det afsluttende salmervers - bar præg af en dialog med den grubsubstans, at Frygt har nej-hatten på, mens Håb har iført sig ja-hatten. Et enkelt eksempel fra midten af recitativet her i 4. sats kan illustrere dét, der også var den oprindelige tekstforfatter Hunolds ret snedige poetiske greb:
Frygt: Intet
øje ser frelseren genopvækket
Håb: Mit
5. sats er en duetarie for alt (Frygt), tenor (Håb), strygere, basso continuo og en vigtig obligat soloviolin. Den frejdige indledning for soloviolinen og basso continuo kan minde om den blændende entusiasme i Antonio Vivaldis ”L’estro armonico” opus 3. Vivaldis violinkoncerter var trendsættende i 1710’erne efter at de var udkommet i Amsterdam i 1711 og hurtigt blev spredt rundt i fyrstehusene i Europa. De to sangere optræder i samme roller som i 4. sats med strofer som ”Jeg frygter {Frygt: ganske vist / Håb: ikke} gravens mørke” og så fremdeles.
6. sats’ afsluttende salmevers er som ovenfor nævnt den eneste sats i påskekantaten, der ikke er en lettere bearbejdning af den dengang 5½ år gamle kantate fra hoffet i Köthen. Anvendt er nu anden del af salmen "Christ ist erstanden" (på dansk ”Kristus er opstanden”), som begynder med tre gange Halleluja. Verset er afledt af påskesekvensen ”Victimae paschali laudes”, der oprindelig blev nedskrevet af Wipo af Burgund i ca. 1040. Den første del af salmen havde Bach brugt i sin tidligste kantate "Christus lag i Todes Banden" (BWV 4), der også var blevet genopført i Leipzig påskedag 1724. For danske salmesangere er ”Krist stod og af døde” en kendt påskesalme. Salmens afsluttende bøn efter trejde vers lyder: ” Halleluja! Halleluja! Halleluja! Thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje!”, med den førreformatoriske melodi, som ligger nær den version, Bach brugte til sin glædesstrålende påskekantate.
Bemærkning
Musikken til kantaten er genbrug af de fleste af satserne fra ”Der Himmel dacht auf Anhalts Ruhm und Glück” (BWV 66a) fra den 10. december 1718. Indledningskoret i 1. sats var oprindelig 8. og sidste sats med titlen ”Es strahle die Sonne”. 2., 3., 4. og 5. sats i ”Erfreut euch, ihr Herzen” svarer til satserne 1, 2, 3 og 4 i Köthen-kantaten, mens dennes satser 5, 6 og 7 ikke blev anvendt til påskekantaten i Leipzig. Endelig har Bach som den afsluttende 6. sats i påskekantaten tilføjet et salmevers, som ikke indgik i den oprindelige lysønskningskantate.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 315-319, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 272, Friedrich Smend: Bach in Köthen pp. 34ff, 178ff |
