|
Tid og sted
Tredje juledag den 27. december 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Johann Oswald Knauer (1690-17??), Johannes' Første Brev kap. 3, vers 1, salmevers af Martin Luther (1524), salmevers af Balthasar Kindermann (1664), salmevers af Johann Franck (1650)
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, obo d'amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. satsens indledningskor er rent instrumentalt holdt i en stram arkaisk stil med zink på sopran, altbasun på alt, tenorbasun på tenor og basbasun på basstemmen. Man kan man se denne instrumentale ledsagelse som Bachs reference til en af de allertidligste kantater, "Christ lag in Todes Banden" (BWV 4), fra 1707. Hvor juledagen bød på store grupper med henholdsvis tre og fire trompeter i "Magnificat" (BWV 243a) og "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63), fik meninghederne i Nicolaikirche og Thomaskirche anden juledag en ganske anderledes og diskret messinglyd fra to horn i "Darzu ist erschienen der Sohn Gottes" (BWV 40). På den baggrund virker valget af zinken og de tre basuner til tredje juledag ganske naturlig som ny klanglig variation. At der også kunne være tale om en ønsket støtte til korsangere, der må have haft forrygende travlt og måske ikke havde meget tid til at få instuderet indledningskoret her er ikke utænkeligt. Den opfattelse modsiges dog af John Eliot Gardiner, der om netop denne instrumentationsform har skrevet: "In my experience, instrumental doubling by cornets and sackbuts, such as Bach uses in several of his stile antico opening movements, while providing the singers with a safety net, also requires extra time to ensure balance and good intonation." Teksten, som synges. lyder: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" Koret synger efter et fælles "Se!" (på tysk "sehet!") en strengt komprimeret fuga, som begynder i sopran sættes ind nedefter gennem korstemmerne, alt, tenor og sidst bas. Continuoet optræder i visse passager selvstændigt, hvorimod de fire blæsere slavisk følger koret. Strygere medvirker med violin I på sopran, vioin II på alt, bratsch på tenor, mens bas følges af continuobassen. For at gøre klangen mere enkel ses dog opførelser, hvor strygerne udelades således at satsen kun fremføres af koret og de fire messingblæsere.
2. sats er et overraskende salmevers lige efter den kordominerede inledningssats. Det vers, der synges, er det syvende og sidste i Martin Luthers salme fra 1524 "Gelobet seist du, Jesu Christ". Som i indledningssatsen er der messinggruppe og strygergruppe med. Derimod skal den obo d'amore, som har en obligat stemme i 7. sats, ikke spille med i hverken 1., 2., 4. eller 8. sats. Den originale stemme til obo d'amoren er nemlig bevaret og har et "Tacet" (italiensk for "ti stille") skrevet ind i disse satser, så det er kun i 7. sats, den skal være med. Selv om det kun er indicier, giver dette et fingerpeg om, at zink-stemmen i de fire korsatser kan være spillet af en af de to oboister Gleditsch eller Kornagel, fordi man véd, at i hvert fald én af disse to Stadtpfeifern også ejede en zink. Salmen "Lovet være du, Jesus Krist" med melodi fra en førreformatorisk leise anvender samme melodi, omend den i Bachs version er blevet tilrettet til en mere velreguleret rytme.
3. sats er et recitativ for alt og continuogruppe. Den indledende skalaopgang i celloen kan opfattes som et ledemotiv for røgen, som vi skal høre stige til vejrs i den sopranarie, der følger i 5. sats. Både recitativet her i 3. sats og arien i 5. sats, handler om hvorledes det jordiske forgår, mens Jesus består. Celloens skalabevægelse i recitativet kommer som illustration først seks gange i den opadgående version, derefter tre nedadgående, og til sidst en enkelt opadgående igen. Recitativet handler om en troende, der, nu hvor frelseren er født, kan sige verden og dens ydre glæder ret farvel: "Gå, verden, behold blot hvad dit er, jeg vil og ønsker mig intet fra dig. Kun himlen er min, ved denne skal jeg vederkvæge min sjæl. Dit guld er et forgængeligt gode, din rigdom lånte fjer og den der besidder denne er ganske dårligt forsynet. Derfor siger jeg nu med trøsterigt mod:
"Hvad ønsker jeg af verden", synger koret i 4. sats med det første vers af Balthasar Kindermanns salme fra 1664. Fortsættelsen af verset lyder: "Og alle dennes skatte/når jeg mig kun vil fornøje med dig, min Jesus/ kun dig har jeg mig stillet til velbehag/du, du er min lyst/hvad ønsker jeg af verden". Besætningen er den samme som i 1. og 2. sats, det vil sige kor zink, tre basuner og strygere.
5. sats er en arie for sopran, strygere og continuo. Den har en vigtig stemme til koncertmesteren, der udover at illudere opstigende røg i skalaer opad også spiller fine akkordbrydninger, som får visse passager til at minde om en violinkoncert. Hvor mange arier i Bachs kantater lyder skønt med kvindelige sopraner og alter, findes der enkelte, hvor den almindelige fylde og velklang i damestemmer passer mindre godt. Teksten "Det, som verden rummer i sig, må forsvinde som røg", kræver et andet udtryk i denne arie. Det er det barnligt lyse og renfærdige. Drengesopraner har netop den klarhed, der gør det troværdigt at sjælen i arien vender sig fra verden mod Jesus. Teksten fortsætter: "Men det, Jesus giver mig, og som min sjæl elsker, varer til evig tid". I denne del spiller strygerne et anderledes og mere omfavnende akkompagnement.
6. sats er et recitativ for bas og continuo med en længere tekst over det forhold, at vi som Guds børn ikke behøver at frygte hverken døden eller den hele helvedeshær. Én bekymring udtrykkes: At man skal udstå denne verdens kummer en tid endnu. Jesus vil jo dele himmeriget med os og har udvalgt os netop ved at lade sig føde som menneske.
7. sats er endnu en dårende skøn arie, men denne gang for alt, continuo og en obligat obo d'amore, som hermed har sin eneste rolle i kantaten. En del tyder dog, som nævnt under 2. sats, på, at oboisten også håndterede eksempelvis zinkstemmen i korsatserne. Selv i en række af smukke obo d'amore-soloer, der forekommer lige fra Bachs tidligste kantater fra Leipzig, er denne melodi særligt køn og indsmigrende. Fremført på den ny obotype må det have været noget af en fjer i hatten for Stadtpfeiferne hr. Gleditsch eller hr. Kornagel at spille denne obligate stemme. Også alten har fået en sangbar melodi til teksten "Af verden forlanger jeg intet, når blot jeg arver himlen."
8. sats er det afsluttende salmevers for kor, zink, basuner, strygere og continuogruppe, men ikke obo d'amore, idet oboisten lige kunne nå at lægge skalmejen fra sig og slænge zinken for munden i stedet. Det, som synges, er femte vers fra Johanns Francks salme "Jesu, meine Freude". Johann Crügers melodi er brugt til den danske salme "Gud skal alting mage". I verset høres en del "Godnat" (på tysk "Gute Nacht"). Det er alverdens væsen, synder, stolthed, pragt og lastefulde levned, der afslutningsvis synges godnat til.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 152-155, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 264, 265, 269, 270, 272 |
