|
Tid og sted
Fireogtyvende søndag efter Trinitatis den 7. november 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Første Mosebog kapitel 49 vers 18, salmevers af Johann Rist (1642), salmevers Franz Joachim Burmeister (1662), ukendt
Besætning
Alt (Frygt), tenor (Håb), bas (En røst fra himlen), kor (SATB), zink, obo d'amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en dialog mellem Frygt og Håb. De fremstilles af henholdsvis alt og tenor. Desuden medvirker strygerne i en illustrativ rolle som ængstelig bæven. Kaskader af toner lyder fra to oboer d'amore som spiller en imiterende kanon. Efter et kort forspil synger Frygt (alt) bakket op af en enkelt zink første strofe af salmen "Åh, evighed, du tordenord" og efter et instrumentalt mellemspil fortsættes med "Åh, sværd, som sjælen gennembor'". Derpå følger en instrumental del og så strofen "Åh, start foruden ende!" Da Frygt nu har anslået disse mørke strenge, er det Håb, der får den næste replik. Tenorens eneste sætning bliver satsen igennem sunget i en række vidt elaborerede variationer. Teksten er fra Første Mosebogs kap. 49 vers 18, hvor patriarken Jakobs forberedelse til dødsstunden udtrykkes med ordene "Jeg sætter mit håb til din frelse, Herre." Tenorens håbefulde sang er dog knapt sat an, inden Frygten intonerer stroferne "Åh, evighed, tid uden tid, jeg véd af lutter sorgfuldhed ej hvorhen, jeg mig vende". Efter takter, hvor Håbs sang lyder alene, vender Frygt tilbage med sine sidste strofer: "Mit forfærdede hjerte bæver sådan, at min tunge til gummerne klæber". Satsen rummer alligevel et strejf af håb om frelse. Dels er musikken fortsat lys og blid. Desuden får Håb de sidste ord med gentagelse af patriarken Jakobs ord "Jeg sætter mit håb til din frelse, Herre". Herefter spilles den instrumentale indledningsdel da capo.
2. sats er en recitativisk duet mellem Frygt og Håb, som akkompagneres af continuogruppen. Dialogen er central for forståelsen af kantatens budskab af troen som mulighed for frelse, når døden nærmer sig. Derfor er dens dialogiske form oversat her:
Frygt: Åh, tunge gang til den sidste kamp og strid!
Håb: Min hjælper er der allerede, min frelser står jo med trøst ved min side.
Frygt: Dødsangsten, den sidste smerte indhenter og overrumpler mit hjerte og martrer disse lemmer.
Håb: Jeg lægger dette legeme ned som offer for Gud. Selv om prøvelsernes flammer allerede er hede, nuvel, det renser mig til Guds ære.
Frygt: Men nu skal syndernes store skyld stå tydeligt for mig.
Håb: Gud vil ikke af den grund idømme dig dødens straf. Han gør ende på fristelsernes plager, så man lettere kan bære dem.
3. sats en en duetarie for Frygt, Håb, obligat violin, obligat obo d'amore og continuo. Hvor obo d'amoren hænger på en angstfuldt markeret rytme, går violinen med Håb og prøver at "blødgøre" satsens overordnede alvorstunge karakter. I sin fine scenemusik til skuespillet "Moderen" indlagde Carl Nielsen den lille instrumentalduet "Tro og Håb spiller" for fløjte og bratsch. Hos Bach er det "Frygt og Håb spiller". Med henholdsvis en obo d'amore som Frygt og en violin som Håb. For så vidt er duetarien en fortsættelse af dialogen i 2. sats' recitativ. Duettens fulde tekst er derfor oversat her:
Frygt: Det sidste leje vil skræmme mig
Håb: Mig vil frelserens hånd tilhylle
Frygt: Troens svaghed knækker næsten
Håb: Min Jesus bærer byrden sammen med mig
Frygt: Den åbne grav ser grufuld ud
Håb: Mig bliver den dog en fredens bolig
Ved de sidste replikker om den åbne gravs grufulde udseende og modstillingen, at den også er en fredens bolig, begiver musikken sig ud i en sand storm af følelser, som ikke mindst markeres med stakkerede, næsten stikkende, tonegange fra obo d'amoren. Selv i denne grufuldt illustrative passage er det Håbs "Mig bliver den dog en fredens bolig", som udgør de sidste ord. Der spilles ikke da capo, men ved de bedste opførelser spilles den sidste instrumentale passage til sidst så stille og med en kort sidste tone, at det kan føles som om alting hører op - pludseligt, som når bageren dør mens brødet er i ovnen, eller bonden synker død om på sin jordlod, udmattet og udtæret.
4. sats er bortset fra det afsluttende salmevers i 5. sats for så vidt den mest traditionelle sats i denne intense kantate om dødsangst. Frygt akkompagneres af continuo i et recitativ, hvor allerede den første ytring gør det klart, at Håbs bestræbelser i de tre forudgående satser kun har haft begrænset effekt: "Døden er og bliver forhadt af den menneskelige natur og tynger forhåbningenerne ned mod jorden". Den redning fra Frygts dødsangst, som Håb ikke fik bugt med, hjælpes nu fra en uventet kant. Kantaten har nemlig endnu en solist. En bas. En røst fra Himlen. Uden at gennemgangen nu skal blive et indlæg i en teologisk debat, må det påpeges, at visse tolkninger af bassens rolle i kantaten er fejlagtige. Røsten er hverken, som der står i partituret "Helligånden" eller - som man ofte ser det anført i covernoter til cd-udgivelser - Jesu stemme. Bassangerens meget omsorgsfulde og trøsterige strofer stammer fra Johannes' Åbenbaring kapitel 14 vers 13, som indeholder formuleringen "Og jeg hørte en røst fra himlen sige: Salige er de døde". Frygt er stadig, trods røsten fra Himlen, rædselsslagen ved tanken om de trængsler, sjælen kunne møde på den sidste rejse. Et malende billede er helvedesgabet, som får døden til at se skrækindjagende ud med truslen om den evige fordømmelse og pinsel. Igen lyder en røst fra himlen "Salige er de døde" og videre "som fra nu af dør i Herren". Selv ikke her er Frygt overbevist, for gravens rædsler udpensles i den følgende recitativiske del: "Hvis jeg dør i Herren, er saligheden da min part og arvelod? Legemet bliver jo til ormenes føde, og mine lemmer skal blive til støv og jord. Da jeg anses for et dødens barn, ser det ud til at jeg skal forgå i graven". Nu høres for tredje gang røsten fra Himlen "Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren!" Alten har nu givet slip på "sin" Frygt og afslutter recitativet: "Nuvel! Skal jeg fra nu af blive salig, da stå mig, Håb, atter bi! Mit legeme kan uden frygt hvile i søvnen, og sjælen kan få et glimt af herligheden".
5. sats er i enkel firestemmig stil det femte vers af Franz Joachim Burmeisters "Es ist genung" (på dansk "Det er nok"). Melodien er af Johann Rudolph Ahle, der ligesom sin søn Johann Georg Ahle virkede som organist ved Blasiuskirken i Mühlhausen. Begge var de umiddelbare forgængere i orgnistembedet inden Bach i 1707 blev organist ved samme kirke, et embede, som han imidlertid kun havde indtil 1708. Som komponist kender vi i Danmark kun den ældre af de to Ahler fra salmen "Herre Jesus, vi er her". Den for sin tid ganske særprægede tonegang A - H - Cis - Dis, som indleder salmen er, hvis man fortsætter opad med at spille tonerne F - G - A en heltoneskala, som vi i dag umiddelbart vil forbinde med komponisten Claude Debussys tonesprog. Tonegangen fra Ahles salme fascinerede komponisten Alban Berg, som indarbejdede sekvensen i sin berømte violinkoncert fra 1935. Teksten til salmeverset lyder således "Det er nok: Herre, når det er din vilje, så udfri mig! Min Jesus kommer; nu godnat, åh, verden! Jeg går til den himmelske bolig, jeg går sikkert og med fred, min største jammer forbliver dernede. Det er nok."
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 697-703, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 271 |
