|
Tid og sted
Sankt Stefans dag den 26. december 1725 i Leipzig. Kantaten handler om Sankt Stefan, ikke om anden juledag.
Tekst
Jakobs brev kap. 1 vers 12 (1. sats), Georg Christian Lehms (1684-1717) (2., 3., 4., 5., 6. og 7. sats), salmevers fra 1668 af Ahasverus Fritsch
Besætning
Sopran (menneskesjælen), bas (vox Domini, vox Christi), kor (SATB), obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas og et orkester bestående af strygerstemmerne violin I, II og bratsch fulgt af henholdsvis obo I, II og taille. Desuden medvirker continuogruppens becifrings- og basinstrumenter. Selv om bassolisten i kantatens resterende satser har rollen som Jesus overfor menneskesjælen, er det i her i indedningssatsen Herrens stemme, vox Domini, der værdigt synger vers 12 fra kap. 1 i Jakobs- brevet: ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets krone.”
Teksten her refererer til den første martyr, Stefanus, der var en af den første menigheds syv diakoner. Han forkyndte evangeliet om Jesus Kristus, men falske vidner anklagede Stefanus for gudsbespottelse, og han blev dømt, ført uden for byen og stenet. Inden han døde, fyldtes han Helligånden og bad Gud og Jesus om at tilgive dem, der skulle henrette ham. Beretningen om ham står i Apostlenes Gerninger kap. 6 og 7. Af ord i teksten, som bassen breder ud over lange toner, kan nævnes ”salig”, ”udholder”, ”krone” og ”få” (på tysk ”selig”, ”erduldet”, ”Krone” og ”empfangen”). Det lille fem-tonersmotiv, som violin I begynder satsen med, optræder i en eller anden stemme i næsten hver takt satsen igennem, og i kombination med kromatik og sukkende seufzer-vendinger underbygger dette satsens affekt lidelsen.
2. sats er et rectitativ for sopran (menneskesjælen) og continuo. Recitativet udtrykker i mange ord, at livets lod er lidelsen. Vi må ”bugte os som en slange i vort eget blod” og ”leve som får mellem tusind vilde ulve.” Recitativets tekst nævner også Abel, der ifølge Første Mosebog kap. 4 var fårehyrde. Abel blev dræbt af sin bror, agerdyrkeren Kain, da denne blev misundelig over, at Herren kun modtog en offergave fra Abel. Kain og Abel var sønner af Adam og Eva og referencen antyder dermed at drab og misundelse har været menneskehedens lod siden begyndelsen. Lige efter brodermordet siger Herren (Første Mosebog kap. 4 vers 12) til drabsmanden Kain: ”Fredløs og flygtning skal du være på jorden!” ”Ak, Jesus, kendte jeg ikke til din trøst, da måtte mit mod og mit hjerte briste, og fuldt af sorg sige…”, slutter sopranen recitativet, der skal følges hurtigt af
3. sats for sopran, strygere og continuo, hvor teksten fra 2. sats fortsætter: ”Jeg ville ønske mig døden, ja, døden/hvis du, min Jesus, ikke elskede mig/ja, hvis du stadig væk gør mig ked af det/lider jeg mere nød end i helvede.” Satsen føjer sig til flere tragiske satser i tredelt takt i tonearten c-mol, blandt andet 39. sats fra ”Passio Secundum Ioannem” (BWV 245) fra året 1724 med teksten ”Hvil i fred, I hellige bene” (på tysk ”Ruhet wohl, ihr heiligen Gebeine”). Og der skulle komme et mere af slagsen i påsken 1727, hvor slutkoret i Matthæuspassionen (BWV 244) står i samme takt og toneart: ”Vi sætter os ned med tårer” (på tysk ”Wir setzen uns mit Tränen nieder”). Der er slet ikke noget ved et liv uden Jesus.
4. sats er et duetrecitativ for sopran, bas og continuo. Først siger Jesus, at han rækker menneskesjælen sin hånd og dermed sit hjerte, hvortil sjælen svarer: ”Ak, søde kærlighedspant/du kan omstryrte mine fjender/og mindske deres vrede.” Dette minder om 7. sats i ”Ich hatte viel Bekümmernis” (BWV 21), og der er grund til også i denne kantate at påpege at eftersom Bach i kirkekantaterne kun måtte bruge drengesopraner, er der aldrig tilsigtet nogen af de seksuelle undertoner, der i nutidens opførelser med en kvindelig sopran og en mandlig bas kan opstå som naturlig konsekvens af spillet mellem kønnene.
5. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Den indledes af kampberedte sekstendelsfanfarer i alle strygerstemmerne. Jesus svarer nu på menneskesjælens replik i slutningen af 4. sats’ recitativ med: ”Ja, ja, jeg kan din fjende banke/som for mig altid anklager dig/så fat nu mod, betrængte sjæl.” Denne da capo arien har et B-stykke, hvor violin I illustrerer Jesu ord ”Betrængte sjæl, hold op at græde” med fem seufzerfigurer, der lyder som snøft fra den, som er ved at rense næsen og tørre sine øjne. Jesus fortsætter: ”Solens lys vil snart skinne/selv om der nu er skyer af ængstelse.” Derpå gentages da capo.
6. sats er et duetrecitativ for sopran, bas og continuo. Først lover Jesus, at på hans skød er fred og liv, som vi en dag skal få for evigt, og menneskesjælen beder om at himens porte kan blive åbnet for os, sådan som de blev det for martyren Stefanus. Dødslængslen (fordi vi i døden kan forenes med Jesus) afslutter med: ”Kom, kom, velsignede stund/du må gerne vise mig/min krypt, min grav og min Jesus!”
7. sats er en arie for sopran (menneskesjælen), continuo og obligat soloviolin: ”Jeg slutter behændigt mit jordiske levned/at rejse med glæde det længes jeg mod/min frelser jeg dør nu med længsel så stor /og her har du sjælen hvad skænker du mig?”, spørger sjælen i arien hvorom Albert Schweitzer skrev: ”I ’Jeg slutter behændigt mit jordiske levned’ synger den dødslængslende sjæl en opstemt arie i livlig trefjerdedelsrytme som hvis den hoppende og dansende ilede bort fra verden og mødte sin Frelser.”
Arien slutter pludseligt, og spørgsmålet synges over en opadgående stor sekst, hvorpå alt bliver stille.
8. sats er kantatens afsluttende salmevers med sjette vers fra Ahasverus Fritschs salme fra 1668 med titlen ”Hast du denn, Jesu, dein Angesicht gänzlich verborgen” (på dansk ”Har du, Jesus, helt skjult dit åsyn”). Melodien stammer fra Stralsund i 1665, og kendes på dansk som ”Lover den Herre”. Af instrumenterne følger obo I og violin I sopran, obo II og violin II alt, taille (dyb obo) og bratsch tenor, og continuogruppen spiller bastoner og akkorder med udgangspunkt i korets basstemme. Teksten er: ”Ret dig, du kære, og følg mine ønsker og tro at/jeg som din sjæleven evig og altid forbliver/dig til din fryd/ta’r dig til himmelen op/væk fra dit martrede leg’me.” Verset fungerer dermed også som et svar fra Jesus på menneskesjælens arie i 7. sats. Selv om den ikke er en julekantate, er den gennemtænkt.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 144-148, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 281, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 424, 497, 717-718 |
