|
Tid og sted
Sjette søndag efter påske den 21. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, Johannes-evangeliet kap. 16, vers 2, salmevers af Martin Moller (1587) og Paul Fleming (1642)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er fra komponistens side uden satsbetegnelse. Den har langsom menuetkarakter og er for tenor, bas, to oboer og basso continuofire stemmer og basso continuo. Af flere grunde kan man få den tanke, at Bach kan have været i tidsnød efter kantaten ”Wer da gläubet und getauft wird” (BWV 37), der spilledes kun tre dage før denne. Har hans løsning været anvendelse af idéer eller ubrugte satser fra langfredagens ”Passio Secundum Joannem” (BWV 245), kunne man spørge. Det er nemlig ikke kun dagens bibelord, der findes kun et par sider inden passionens tekst, men selve det klanglige univers med to oboer i kvartet med to herrestemmer, som giver mindelser om passionens bodfærdige tonesprog. Teksten er fra kap. 16 vers 2 i Johannes-evangeliet: ”De skal udelukke jer…”. I teksten her nævnes ikke ordene ”af synagogerne”, som ellers forekommer vigtige for forståelsen af skriftstedet, der da også fortsættes i 2. sats, som omtales straks nedenfor. Tonearten g-mol er som taget ud af passionens indledningskor og giver i den indledende toogtyve takter oboerne og continuogruppen rig lejlighed til at byde på vemodigt klingende seufzerfigurer. Også den koncerterende duet mellem tenor og bas er særdeles velklingende, og med deres overtagelse af scenen begiver satsen sig ud i femstemmighed, idet såvel sangstemmer som oboer og continuogruppe har egne stemmer uden fordobling fra andre.
2. sats spilles attacca (”lige på”) og adskilles i partituret da også kun fra indledningssatsen af et temposkift fra 3/4 takt til alla breve. Nu træder herresolisterne væk, mens koret føjer sig til sammen med strygere. Af musikerne fra første sats medvirker oboer og continuogruppe i den overraskende kordel med tekst, som også er fra Joh. 16, 2: ”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Sunget med en turba-lignende dynamik virker det som endnu en påmindelse om påskens passion. Ikke mindst sopranstemmens små indsatser med ordene ”er tue Gott” (på dansk egentlig ”han gør Gud”) efter de første akkordblokke klinger overjordisk smukt. Herudover markeres eksempelvis glosen ”tötet” (på dansk ”slår ihjel”) effektivt med kraftige modulationer og halvtonetrin.
3. sats’ arie for alt, continuo og obligat obo virker med taktarten 3/4 og den obobårne begyndelse som en tilbagevenden til indledningssatsens atmosfære. Teksten er ikke som i 1. og 2. sats Jesu ord til disciplene, men en ukendt tekstforfatters måde gennem altens – den troendes – stemme, at bede menigheden om at være som disciplene: ”Kristne må her på jorden være Kristi sande disciple”, lyder teksten, der varieres i A- stykket. B-stykkets tekst ”På dem venter alle stunder, indtil saligheden sejrer, marter, band og svære pinsler” efterfølges i dacapoarien med en gentagelse af moralen: ”Kristne må her på jorden være Kristi sande disciple”.
4. sats er en kort salmesats for tenor og continuogruppe, hvor det typisk er en cello, der får en markant rolle med continuobasstemmen. I et relativt høj leje fra b til det høje as, men foredraget stilfærdigt, må tenoren holde melodien fra Martin Mollers salme ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” (på dansk ”Ak, Gud, hvor mangen hjertekval”), mens et halvtonerigt akkompagnement fra continuogruppen vaklende mellem dur og mol hele tiden illustrerer teksten: ”Ak, Gud, hvor mangen hjertekval/møder mig i denne tid/den snævre vej er trængselsfuld/den, som jeg skal drage til himlen ad”.
5. sats’ recitativ for bas og continuogruppe gør også brug af en dramatisk harmonik til teksten om selve ”Antikrist, det store uhyre”, der ”med sværd og ild forfølger Kristi menighed, fordi hans lære er modsat Antikrists”. Bassens afsluttende bemærkninger går ud på, at de ”kristne må være som palmekviste, der ved belastning stiger desto højere op.”
6. sats giver med den smukke sopranarie endnu et fællestræk med ”Passio Secundum Joannem” (BWV 245), idet der ikke var forekommet deciderede soloarier for sopran siden netop langfredagens passion. I kantaterne ”Wo gehest du hin” (BWV 166) til den 7. maj, ”Wahrlich, wahrlich, ich sage euch” (BWV 86) til den 14. maj og ”Wer da gläubet und getaufet wird” (BWV 37) til den 18. maj blev tredjesatserne muligvis brugt som øvelser for en ny sopransolist. Først med et strygerakkompagneret salmevers i BWV 166, dernæst træblæserakkompagneret salmevers i BWV 86 og senest en duet med alt akkompagnet af continuogruppe i BWV 37. Her i arien ”Det er og bliver den kristnes trøst, at Gud våger over sin kirke” er sopranen flyvefærdig med opadstræbende koloraturer i en optimistisk arie i B-dur med strygere og oboer i fuld vigør. Det er en af disse arier, som man kunne tage for at stamme fra en opera af Händel med en fin kombination af frihed i udtrykket og en højstemt orkestersats med virtuose triolfigurationer.
7. sats er kantatens afsluttende salmevers med niende og sidste vers fra Paul Flemings salme fra 1642 ”In allen meinen Taten” (på dansk ”I alle mine gerninger”) til en melodi fra 1539 af Heinrich Isaac. På dansk anvendes melodien til salmen ”Gud, efter dig jeg længes”. Fordelingen af orkesterstemmer er med obo I og violin I på sopran, obo II og violin II på alt, bratsch på tenor, mens continuoet har udgangspunkt i bassen. Teksten på verset lyder: ”Så vær nu, sjæl, din egen/og stol på den alene/som har skabt dig/det går som det går/din Fader i det høje/han kender råd om alle ting.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 386-389, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
