|
Tid og sted
Kristi Himmelfartsdag den 18. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, Markus-evangeliet kap. 16 vers 16, salmevers af Philipp Nicolai (1599) og Johann Kolrose (1535)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, basso continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor, som sættes an af oboer d’amore, strygere og basso continuo. Mens oboerne fremfører satsens tema ”Den, der tror og bliver døbt”, begiver violin I sig allerede i takten lige efter ud i et citat af Luthers hymne ”Dies sind heil’gen zehn Gebot”, som Bach tidligere havde brugt i indledningskoret til ”Du sollt Gott, deinen Herren, lieben” (BWV 77) fra august 1723. Og skriftstedet fortsætter: ”… han bliver salig”. Kantaten er skrevet til Kristi Himmelfartsdag. Både Jesu himmelfart og saliggørelsen lader sig faktisk aflæse grafisk i partituret dér, hvor korets stemmer sættes ind. Det starter med temaet e – e – a i basstemmen, fortsætter med cis – e – e i tenoren, videreføres af alt med a – cis – cis, men altens melodi for lov at vare lidt længere og først efter at den via d er kommet ned på h, tager sopranen over og fortsætter bevægelsen opad med h – d – d. Strygernes citater af Luthers hymne minder om de ti bud, mens obo d’amorernes fløjlsagtige klang er blidt som vandet i døbefonten. Både nodernes grafiske fremtræden, tonernes bevægelse og teksten fra skriftstedet illustrerer opadstigen, eller som den græske forfatter Nikos Kazantzakis kaldte en af sine romaner, Den evige vandring opad. Midtvejs i satsen overtager korets stemmer temaet fra Lutherhymnen, som violin I introduderede i takt 2. Først efter at bas og tenor har sunget temaet tre gange hver, er det som om alt og sopran nu godtager temaet. De to øverste stemmer synger det kun én gang hver, inden satsens ”dåbstema” vender tilbage. Denne fremgangsmåde - med flere gentagelser i tenor og bas inden alt og sopran giver sig - forekommer også i satsens sidste takter.
2. sats er en arie for tenor og basso continuo i en kombination, som virker for sparsom. Forskerne har da også godtgjort, at der må mangle en obligat stemme for soloviolin i de noder, der er bevaret. Ud fra både tenorens og continuoets stemme er det muligt at lave fornuftige rekonstruktioner, og dette har flere ferme forskere gjort, blandt andre Ton Koopman og Masato Suzuki. Med en obligat violinstemme i Bach-stil er det en underfuldt dejlig arie med en lied-agtig sangbarhed i tenorstemmen, optimistiske violintoner og et redebont continuospil. ”Troen er kærlighedens pant, som Jesus hæger om for sine”, synger tenoren kønt i A-stykket i dacapoarien. Allerede i tenorens første toner, der i de fleste rekonstruktioner kort forinden er spillet af violinen, høres troens himmelstræbende retning i kvintintervallet fra a til e efterfulgt af en lille forsiring over tonerne fis og g. B-stykkets kontraster i A-durs paralleltoneart fis-mol har teksten: ”Således har han af sin rene kærligheds drift tilskrevet mig det rare klenodie, at han vil skrive mig op i Livets Bog.”
3. sats er et salmevers, men fremført som en duet mellem sopran og alt akkompagneret af continuo. Både i ”Wo gehest du hin” (BWV 166) til den 7. maj 1724 og ”Wahrlich, wahrlich, ich sage euch” (BWV 86) til den 14. maj 1724 kunne man i begge kantaters tredjesatser se eksempler på forskellige musikalske iscenesættelser af sopranens salmesang med henholdsvis strygere i BWV 166 og oboer d’amore og fagot i BWV 86. Det kunne tyde på, at Bach måske har været i gang med at køre en eller flere nye sopraner i stilling til større solistiske opgaver. Satsen passer som fod i hose til denne tolkning, for duetten med alt her i himmelfartskantaten er noget mere krævende, selv om der en anden solist at støtte sig til. I øvrigt sammenlignes koralkoncerten her med en stil, man kunne finde hos en komponist som tyske Johann Hermann Schein (1586-1630). Schein var fra 1616 til sin død i 1630 Thomaskantor i Leipzig. Et værk, der kan have været en inspiration for Bach, er J. H. Scheins ”Opella Nova” fra 1618.
4. sats er et recitativ for bas akkompagneret af strygere og continuo. Strygerne giver sangeren en klanglig glorie, og teksten er da også næsten som hvis Jesus talte: ”I dødelige, higer I efter sammen med mig at se Guds åsyn?” Efter indledningen fortsætter bassen med en pointering af, at der skal mere til at blive salig end gode gerninger, for det er kun troen, der sikrer at vi står retfærdige og salige for Guds åsyn. I arien i
5. sats understreges troens altafgørende betydning med titlen ”Troen skaffer sjælen vinger, så den kan svinge sig op i himlen”. Det er en meget poetisk tekst fremført af bas, strygere, continuo, mens den ene af de to oboer d’amore følger violin I. Enkelte gange tier oboen, når violin I klinger med de andre strygere.
6. sats er det afsluttende salmevers for kor (og menighed) samt orkestret. Teksten er det fjerde vers fra Johann Kolroses salme fra ca. 1535 ”Ich dank dir, lieber Herr” (på dansk ”Jeg takker dig, kære Herre”).
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 369-372, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
