|
Tid og sted
Indsættelse af Andreas Florens Rivinus som rector magnificus på Leipzig Universitet i oktober 1735. Musikken i kantaten blev også brugt i kantaterne BWV 36, BWV 36a og BWV 36c (se gerne disse).
Tekstforfatter
Ukendt, men muligvis Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Sopran, alt, tenor, kor (SATB), tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af tværfløjte, obo d’amore og strygere. Træblæserne har meget solistiske og virtuose stemmer. Fra strygerne høres allerede i første takt et lille motiv, som udtrykker en frejdigt opløftende bevægelse, og det er da også netop det, som teksten i denne smukke hyldestkantate til en nyudnævnt universitetsrektor udtrykker. Selv korstemmernes indsatser udtrykker en vis rørelse, idet de kanonisk sætter ind nedefra og op i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran og opfordrer ”Lad glæden røre Jer!” I næste strofe suppleres det med ”opløft de muntre toner/for denne skønne dag/la’r ingen sidde stille.” Dette følges af ni takters instrumentalt mellemspil, hvor rollerne for en tid synes byttet om; tværfløjte og obo d’amore har nu det lille opadstræbende motiv, der i begyndelsen lå i violin I, mens violin I over taktfaste akkorder i violin II, bratsch og continuogruppe har overtaget de hurtige triolbevægelser, som oboen før havde. Nu lyder fra det samlede kor opfordringen ”Forfølg den drift! Fár frem, I gode musers sønner/og betal nu Jer’ skyld af mange fromme ønsker!” Denne tekstdel føres frem gennem forskellige indsatser i korstemmerne fulgt af tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. Frem for afslutning kommer derpå en gentagelse satsens begyndelsestema i træblæserne fulgt af strygernes lille motiv opad, men nu i mol. Gennem korstemmernes indsatser med gentagelsen ”Lad glæde røre Jer!” i rækkefølgen tenor, bas, alt, sopran nås frem til en lang holdt tone i obo d’amoren, mens violin I har raske triolbevægelser. Herpå gentages ”forfølg den drift” tre gange, og gradvist gennem gentagelsen af ”Fár frem, I gode musers sønner/og betal nu Jer’ skyld af mange fromme ønsker!”” vendes tilbage til dur, hvorefter seks takters trioler i violin I over hviletoner i træblæserne og korte akkorder i violin II, bratsch og continuo afrunder satsen.
2. sats er et rectiativ for tenor og continuo. ”I ser med kærlighedsfulde blikke/hvordan lykken i denne behageligste af tider/igen fornyer sig for den dyrebareste Rivins hus”, reciterer tenoren. For eftertiden har denne sætning givet grund til en uenighed om hvorvidt den tiltrædende rektor var Johann Florens Rivinus (1681-1755) eller Andreas Florens Rivinus (1701-1765). De to største Bach-forskere Alfred Dürr og Christoph Wolff har begge navnene i spil i den litteratur, der er henvist til under Læs mere.
Udover at nævne navnet påpeger tenoren: ”Velsignelse kroner hans bestræbelser/der har bibragt vore Philuris så mange mangen fordel…” Ordet Philuris går de fleste uden om at oversætte, fordi det i sig selv udgør et akademisk hovedbrud for kyndige udi latin og historie. Hvad betyder Philuris? Der er formentlig tale om en pluralis-form af et ord bøjet i dativ. Ordets grundform er som femininum-ord, nemlig det latinske ord, men med inspiration fra oldgræsk, ”philyra”, der betyder bast fra lindetræet. Da vi i mange andre verdslige kantater har hørt om Leipzig som lindetræernes stad, passer pengene: Philuris kunne være en akademisk og humoristisk omskrivning af lindetræernes sønner, og når ordet står i dativ, er dette naturligvis fordi disse Philurae (i den almindelige nominativ flertalsform af ordet) har fået så mange fordele gennem Rivins undervisning.
3. sats er en arie for tenor, obo d’amore og continuogruppe. Fra de kirkelige kantater ved vi at brug af en obo d’amore som regel symboliserer Kristi kærlighed, men kærligheden fra instrumentet kan også udstrækkes til mere verdslig hengivenhed. Var ikke Jesus jo netop den første lærer for sine disciple? Teksten her i arien er da også meget nær på en religiøs udtryksdybde, selv om kantaten blev spillet i verdsligt regi: ”Fra Herrens milde fader-hænder/hans afkoms velfærd strømmer ud”, synger tenoren i A-stykket af den smukke da capo arie, mens de blide obotoner viser kærlighedens strømme ovenover continuoets skridtmotiv. I B-stykket begiver continuobassen sig ud i flere løb til illustration af teksten ”Han os de sande goder skænker/giver langt mere end vi tænker/langt mer’ end vi forstår, vor Gud.” Bemærk, at de tre solister her i kantaten er tenoren i 2. og 3. sats, alten i 4. og 5. sats, og en sopran i 6. og 7. sats. De optræder i rækkefølgen fra dybeste stemme til højeste stemme, sådan at stemmernes rækkefølge i sig selv viser en stræben opad. .” Idéen om at akademsik stræben fører mod stjernerne genfindes i ”Coelestem adspicit lucem” der er latin og betyder ”den øjner det himmelske lys”. Denne inskription fra 1836 findes over indgangen til universitetets hovedbygning på Frue Plads i København.
4. sats er et rectitativ for alt, strygere og continuo. I strygerklange får vi kantatens højtidelige skåltale: ”Må denne fromme mand være priset tusindfold”, lyder det midtvejs i recitativet, der også opfordrer den gode Rivinus til at lytte til vennernes sange til ham. En sådan følger umiddelbart efter i kantatens
5. sats for alt, tværfløjte, strygere og continuo. Intet mindre end hele strygerkorpset må i sving og i de otte takters forspil er det tværfløjten og violin I, som skal arbejde hurtigt med fingrene, mens violin II, bratsch og continuo stikker akkorder ud på ottendedelene. Dette giver satsen god fremdrift. Teksten i den melodisøse altarie er kort og lyder: ”Det gode, som dig Herren skænker/og som i dag du tænker/ gør dit højtønskede vel/skønt for os også.” I sin oprindelige form i kantaterne BWV 36, BWV 36 a og BWV 36 c var denne arie for bas og strygere, men det har været forholdsvist nemt at tilpasse den til alten, der egentlig bare synger tonerne én oktav højere end bassen.
6. sats er et rectitativ for sopran og continuo. Fra tenorens introduktion i 2. sats og altens verdslige skåltaler i 4. sats, er det nu det mere luftige – berømmelse og det at være et forbillede for Philuris – der er i højsædet. Sopranstemmen passer perfekt til disse opadstræbende bestræbelser for Rivinus. Recitativets højeste toner lyder netop på ordet ”højere” i den sidste linie, hvor sopranen på alles vegne siger, at de med beundring ser op til Rivinus, da de i deres egen usselhed ikke vover noget højere end at måtte se op til ham – en ganske udbredt måde hvorpå man i barokken ophøjede både Gud, Jesus, fyrster og regenter ved at påpege egen ringhed. Dén form for respekt galdt også en universitetsrektor.
7. sats er en arie for sopran tværfløjte, violin og continuo. Frem for den sarte viola d’amore, som bar den obligate stemme i tidlige udgaver af kantaten, er det nu én samlet stemme for tværfløjte og violin. ”Med blide og tilfredse drifter/ærer vi din godhed nu”, lyder teksten i da capo ariens A-stykke, mens der i B-stykket synges smukt om ”udklinger der engang en sang/som gør dig ret udødelig/så er vi alle klar til dét!” Solisten tager mere fat på denne dels tale om klingende sange om Rivinus’ udødelighed.
8. sats er kantatens afsluttende korsats med orkester og revitativiske indslag fra de tre sangsolister i den rækkefølge, som de blev præsenteret gennem kantaten; tenor, alt, sopran. Satsformen er gavotte. Teksterne er forskellige former for hyldester og ønsker om at rektorens ry må fornys gennem årene.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 945-947, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 325 |
