|
Tid og sted
Første søndag i advent den 2. december 1731 i Leipzig.
Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (1., 3., 5. og 7. sats), salmevers fra 1524 af Martin Luther (2., 6. og 8. sats), salmevers fra 1599 af Philipp Nicolai (8. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af oboer d’amore og strygere. Oboerne spiller unisont en meget virtuos stemme. Fra strygerne høres allerede i første takt et lille frydefuldt motiv, der i kantatens originale verdslige form som hyldestkantate til en lærerkollega udtrykte opadstræben mod lærdommens himmelske lys. Også korstemmernes indsatser udtrykker nu en vis opadstræben, idet de kanonisk sætter ind nedefra og op i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran med opfordringen ”Sving Jer frydefuldt opefter”, der i de næste strofer suppleres med ”til de ophøjne stjerner/I tunger, der nu glædes over Zion.” Kordelen følges så af ni takters instrumentalt mellemspil, hvor rollerne nu for en tid synes byttet om. Oboer d’amore har nu det lille opadstræbende motiv, der i begyndelsen lå i violin I, mens violin I over taktfaste akkorder i violin II, bratsch og continuogruppe har overtaget de triolbevægelser, som oboerne før havde. Nu lyder fra det samlede kor ”Men hold inde!”, og det gentages ”men hold inde!” på en akkord, der har den pudsige, skingre omvending, at sopranen med sit høje a2 ligger helt alene højt oppe – mere end en oktav over de øvrige stemmer, der er placeret på tonerne h, dis og fis lige over nøglehuls-c. Da korsatsen oprindelig hyldede en lærer, var det i BWV 36c vanskeligt ikke at se en parallel i disse to udbrud ”hold dog op!” til den situation, som de fleste undervisere har prøvet at stå i i et klasseværelse med fjollede elever! Her i den kirkelige version til første søndag i advent er der ingen mulig parallel til irettesættelser i skolen, og ved fremførelse må netop dette overraskende udbrud fra koret fremføres anderledes blidt end i den verdslige kantates humoristiske indledningskor. Teksten fra det samlede kor fortsætter: ”Lyden skal ikke bevæge sig langt væk/for Herren vil i sin herlighed nærme sig Eder.” Dén tekst føres frem gennem forskellige indsatser i korstemmerne fulgt af oboer d’amore, strygere og continuo. Frem for afslutning kommer derpå en gentagelse satsens begyndelsestema i oboer d’amore fulgt af strygernes frejdige motiv opad men i denne gang i mol. Gennem korstemmers indsatser med gentagelsen ”Sving Jer frydefuldt opefter” i rækkefølgen tenor, bas, alt, sopran når vi frem til en lang holdt tone i oboer d’amore, mens violin I har raske triolbevægelser. Herpå gentages ”men hold inde!” tre gange, og gradvist gennem gentagelse af ”Lyden skal ikke bevæge sig langt væk/for Herren vil i herlighed nærme sig Eder” vendes tilbage til durtonalitet, hvorefter seks takters trioler i violin I over en hviletone i oboer d’amore og staccatoakkorder fra violin II, bratsch og continuo afrunder satsen.
2. sats er betegnet koral, men er egentlig en vidt forgrenet duet for sopran, alt, continuogruppe og de to oboer d’amore, der følger hver sin solostemme. Teksten er første vers fra Martin Luthers salme fra 1523, og lyder: ”Nu kommer hedningernes frelsermand/kendt som jomfruens barn/den ganske verden undrer sig/at Gud beskikkede ham en sådan fødsel.” Salmens oprindelige melodi træder frem i den første strofer af sopranens indsats, men generelt er der tale om en koralduet af stor inderlighed.
3. sats er en arie for tenor, obo d’amore og continuogruppe (gerne med en fagot som basinstrument). Fra de kirkelige kantater ved vi jo, at brug af en obo d’amore som regel symboliserer Kristi kærlighed, Teksten her i arien har kærligheden som tema: ”Med blide skridt bær’ kærligheden/hans almagts tro og kærlighed”, synger tenoren i A-stykket af den smukke da capo arie, mens de blide obotoner viser kærligheden over continuoets skridtmotiver. I B-stykket begiver continuobassen sig ud i løb som en illustration af: ”Ret som en brud fornøjes/når brudgommen hun ser/så følger også hjertet Jesus her!” Efter dette gentages forfra med obo d’amorens indledning og tenorsangerens gentagelse: ”Med blide skridt bær’ kærligheden/hans almagts tro og kærlighed.”
4. sats er et koralvers med det sjette vers fra Philipp Nicolais salme fra 1597 ”Wie schön leuchtet der Morgenstern”. Orkesterintrumenterne er fordelt med obo d’amore I og violin I på sopran, obo d’amore II og violin II på alten, bratsch på tenoren og continuobas med korets basstemme, mens continuogruppens akkordinstrumenter udfylder becifringer. Teksten lyder: ”Anslå strenge i Kytera/og lad nu musikken sød/ret så frydefuldt udklinge/så vil jeg med Jesulil/min brudgom, der er underskøn/ vær’ kærlighedens pilgrim/syng nu/dans nu/jubl, triumfér og tak din Herre/stor er jordens kongesøn!”
5. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Intet mindre end hele strygerkorpset må i sving, for på trods af at arien både er tæt på at være triumferende (som der opfordredes til i teksten i 4. sats), og den står i tonearten D-dur, ville det have været forkert af komponisten at sætte en trompet i orkestret. I den forbindelse skal det huskes, at adventstiden ligesom fastetiden var tempus clausum i Leipzigs kirker, og det er årsagen til, at der ikke findes kantater til hverken anden, tredje eller fjerde søndag i advent. Gennem de otte takters forspil er det violin I, som skal arbejde hurtigt med fingrene, mens violin II, bratsch og continuo stikker akkorder ud på ottendedelene. Dette giver satsen god fremdrift. Teksten i den melodisøse basarie er kort og lyder: ”Velkommen, store skat! Må tro og kærlighed gør’ plads/til dig i mit hjerte rent/tag plads i mig!”
6. sats er en koralfantasi for to oboer d’amores kanoniske indsatser kun én takt forskudt fulgt af aktive glædesmotiver i continuogruppen. Herover synger en solotenor, eller korets samlede tenorgruppe det sjette vers fra Martin Luthers adventshymne fra 1523 ”Nun komm der Heiden Heiland”: ”Du som er din Fader lig/led os til sejr over kødet/at den evige Guds magt/beskytter os mod kødets skrøbelighed.”
7. sats’ arie for sopran og continuo indledes af en soloviolin med sordin til at dæmpe klangen. I den oprindelige verdslige version i kantaten ”Schwingt freudig euch empor” (BWV 36c) medvirkede der en sart viola d’amore, strygerinstrumentet, der karakteristisk har seks bittesmå medklingende strenge ved bunden af stolen. Dén havde Bach tidligere brugt i "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152), "Passio Secundum Joannem" (BWV 245) og måske i "Singet dem Herrn ein neues Lied" (BWV 190). At der er brug for et instrument med dæmpet lyd, fremgår af teksten i den smukke sopranarie: ”Også med dæmpede, svage stemmer/skal Guds almægtighed æres.” B-stykket i denne da capo arie bliver mere alvorligt i musikken, selv om teksten lyder: ”For genlyder kun sjælen nu/er det for ham et højlydt råb/som han kan hør’ i himmelen.” I den oprindelige verdslige kantate kunne denne arie være sunget af en kvindelig sanger, men i adventsiden i Leipzig i 1731 var det endnu no go. Derimod giver solistens høje lyse drengestemme god mening som illustration af netop sjælens genlyd, der kan høres helt op i himlen.
8. sats er en slutkoral med det ottende og sidste vers fra Martin Luthers adventshymne fra 1523 ”Nun komm der Heiden Heiland”. Orkesterintrumenterne er fordelt med obo d’amore I og violin I på sopran, obo d’amore II og violin II på alten, bratsch på tenoren og continuobassen går med korets basstemme, mens continuogruppens akkordinstrumenter udfylder becifringer. Teksten lyder flot i sin gammeltyske originalversion: ”Lob sey Gott, dem Vatter thon /lob sey Gott seym eyngen Son/Lob sey Gott dem heyligen Geyst/ymer vnnd ynn Ewigkeyt.” I en lidt farveløs dansk oversættelse bliver det til: ”Dig Gud Fader lover vi/Dig Gud Søn tilbeder vi/Helligånd, din herlighed/priser vi i evighed.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 107-111, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. xxix, 283, 285, 365, John Eliot Gardiner: Teksi bookletten til cd’en Soli Deo Gloria 162 pp. 10-11 |
