|
Tid og sted
Tolvte søndag efter Trinitatis den 8. september 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Georg Christian Lehms (1684-1717)
Besætning
Alt, orgel, obo I, II, taille, (fagot), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for strygere, oboer, taille og continuogruppe hvori der meget gerne må medvirke en fagot til at danne bund i klangen fra blæsergruppen, ligesom cello og bas gør det hos strygerne. ””Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) adskiller sig fra alle Bachs andre kantater ved dette, at den indeholder to sinfoniaer, der sandsynligvis er tænkt som sindbilleder på den målløshed, som kantateteksten tager op i forlængelse af søndags-evangeliet, men allegorisk tolket som en stumhed over for Guds undere”, skriver Ludvig Prautzsch i afsnittet Det koncerterende orgel - et Bach-symbol. Musikken må tage over der, hvor ordene ikke slår til. I ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170) mødte vi Bach optaget af verdens synd i en kantate, hvor det var nærliggende at se stemmen for organo obligato som et sindbillede på, at Frelseren gerne selv ville række ud til Bach – den tids store orgelspiller. Her i ”Geist und Seele wird verwirret” blomstrer musikken af glædesmotiver, mens den rigeligt besatte obogruppe tilfører strygerklangen substans - og ind i mellem kan lyde som en lykkelig morgen i hønsegården! Det er en pragtfuld sats, som musiksætter en ordløs lovsang til Guds undere. Satsen er i tidens løb blevet spændt for forskellige mere eller mindre passende vogne. Den høres nu ofte som førstesats i en rekonstrueret koncert i d-mol for obo, strygere og continuo (BWV 1059R). I koncerten bruger man sinfoniaen til en anden kantate – ”Ich steh mit einem Fuss im Grabe (BWV 156) fra januar 1729 – som en langsom midtersats, inden man som afsluttende tredjesats vender sig mod det, der er femte sats i nærværende kantate. Naturligvis klinger koncerten godt i hænderne på obovirtuosen Heinz Holliger, der sammen med The Academy of St. Martin-in-the-Fields indspillede koncerten i 1982. Bach ville dog nok have undret sig over at musik for et mekanisk tastaturinstrument pludselig, og med tynd musikvidenskabelig begrundelse, skal spilles på en træblæser. Stemmen til den rekonstruerede koncert ligger langt fra den brug, Bach gjorde af oboen i kantaterne i øvrigt. Desuden er der jo allerede tre pragtfulde obostemmer (obo I, II og tenoroboen taille) i den blandede gruppe af strygere og blæsere, som akkompagnerer den symbolladede solostemme for Bachs instrument, orglet.
2. sats er en arie for alt, orkester, continuo og med en blomstrende obligatstemme for orgel. Teksten er her gendigtet så den passer til musikkens rytme: ”Ånden, sjælen må forvirres/når de ser på dig, min Gud”, synger det troende menneske altsolisten i ariens patosmættede A-stykke, mens B-stykket lyder: ”Thi de undere, de kender/og som folkets jubel tænder/døve, stumme dem har gjort.” Ariens tekst refererer til helingen af den døvstumme i Markus-evangeliets kap. 7 vers 31-37, der er søndagens tekst.
3. sats er et recitativ for alt og continuo. Deklamationen er meget syllabisk og viser os – lige som de øvrige satser - at Bach må have haft en ualmindeligt god alt til rådighed i sommeren og efteråret 1726, måske Carl Gotthelf Gerlach (1704-1761). Omfanget ligger fra midter-c, c1, til e2. Recitativet rummer en lovsang til Jesus, og der lægges særligt vægt på en henvisning til evangelieteksten om døve, der igen kan høre og stumme, der igen taler. Teksten slutter: ”Disse, disse, er underværkerne, og deres kraft er det end ikke muligt for englenes kor at udtrykke.” Så meget desto mere umuligt ville det være for et jordisk kor af thomanere at lovsynge Guds søn. Teksten her i slutningen af recitativet fortælles os altså, hvorfor Bach måtte vælge at lade to instrumentale sinfoniaer indlede hver af kantatens to dele.
4. sats er en arie for alt, continuo og det obligate orgel. ”Gud har gjort alting så godt/og hans troskab, kærlighed/fornys dagligt ovenned/selv når angst og sorger trykker/sender han os det der trøster/våger for os alle dage/Gud har gjort alting så godt.” Den enfoldige tekst hjælpes godt på vej af en frejdig og ubekymret orgelstemme. Satsen er i F-dur og ejer sammen enkelthed som en folketone, næsten som Emil fra Lønneberg på en lykkelig dag, hvor solen skinner, naturen er mild og drengen laver rejehop.
5. sats er en instrumental sinfonia, der indleder kantatens anden del. Af teksten om 1. sats og 3. sats fremgår hvorfor hyldesten må være både ord- og kor-løs. Tonearten er d-mol som i 1. sats, men nu i en tredelt takt i tempoet presto (hurtigt). Orkestret har samme besætning og tekstur som 1. sats med den blandede klang af strygerne violin I, II og bratsch sammen med obo I, II og taille samt det vigtige continuo, hvor der helst skal sidde en fagot med sammen med cello og kontrabas for at give bassen samme blandede klang som de højere stemmer. Denne vitale sats er siden blevet til en tredjesats i den rekonstruerede obokoncert (BWV 1059R), der er omtalt ovenfor i forbindelse med kantatens 1. sats. Det er en to gange to sats; første del spilles og gentages og så spilles og gentages sinfoniaens anden del.
6. sats er et kort recitativ for alt og continuo. I syllabisk recitation rummer det en bøn til Gud om altid at lade os huske hans undere, lade hans nådesfinger berøre ørerne og røre tungebåndet så vi kan prise ham. Ordet "Hephata" er i evangelieteksten oversat "Effatha”, og betyder "Luk dig op!” Det er de ord, Jesus beder den døvstumme om at fremsige under helbredelsen i Markus-evangeliet kap. 7 vers 33-36.
7. sats er en arie for alt, orkester og obligat orgel, som hurtigt begiver sig ud i strømmende triolfigurer. Som sinfoniaen i 5. sats er også denne i 3/8-tempo, men nu i en befriet C-dur (parralleltonearten til a-mol, der brugtes i arien i 2. sats). Efter seksten takters instrumental indledning domineret af soloorgel synger alten om sit ønske om endelig at stå ansigt til ansigt med Gud: ”Jeg ønsker kun hos Gud at leve /ak, var det allerede nu/et glædeligt halleluja/midt i englenes kor udsjunge.” Efter at have sunget tekst syllabisk overtager sangeren orglets trioler på ordet ”fröhliches” (på dansk ”glædeligt”) og må derefter eksekvere et vanskeligt nonespring i slutningen af frasen fra d1 til e2 helt oppe i toppen af registret på ordet ”udsjunge” (på tysk ”anzuheben”). Satsen får lidt molfarvning og er lettere instrumenteret i den efterfølgende del med teksten: ”Min kære Jesus løs mig dog/fra jammerrige smertensåg/og gør at jeg i dine hænder/mit pinefulde levned ender.” På sidste tone i den del sætter orkestret på ny i gang med satsens glade tema, men nu i F-dur. Anden tekstdel gentages, men nu med virtusoe triolbevægelser på ordet ”ender”. Lige efter hviler sangeren på et langt g i Jesu hænder, mens orglets trioler kører videre. Denne gang ”ender” sangeren på én tone, mens orkestret gentager satsens hovedtema i C-dur til slut.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 563-568, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Teksthæfte til Soli Deo Gloria 134 p. 11-13, Ludvig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs, pp. 128-139 |
