Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 32
Liebster Jesu, mein Verlangen
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Første søndag efter helligtrekonger den 13. januar 1726 i Leipzig.

Tekstforfattere
Georg Christian Lehms (1684-1717) (1., 3., 4. og 5. sats), Lukas-evangeliets kap. 2 vers 49 (2. sats), salmevers fra 1647 af Paul Gerhardt (6. sats), citat fra Salme 84 i Salmernes Bog (midten af 4. sats)

Besætning
Sopran (menneskesjælen), bas (Jesus), kor (SATB), obo, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

1. sats’ langsomme cantilene indledes af en solobo over korte harmonier i strygere og continuo inden menneskesjælen i sopranens gestalt synger om sin søgen efter Frelseren: ”Kæreste Jesus, min længsel/ sig mig hvor kan jeg finde dig?/Må jeg dig så hurtigt miste/og ej læng’re mærke hos mig?/Ak, min skat opmuntr’ mig/lad dig mest tilfreds omfavne.” Den smukke rolige sats med et nærmest koncerterende vekselspil mellem sopran og obo er af den tyske musikforsker Martin Geck blevet læst som et skridt på vejen mod et stigende fokus på pietitiske tendenser i kantaterne fra Leipzig: ”Denne her åbenbare trang til stilisering, citering og overmodellering af pietistiske erfaringer og emnetyper bliver forstærket i Bachs midterste Leipzig-tid, hvilket kan aflæses i en dialogkantate, der skabtes i begyndelsen af 1726 ”Liebster Jesu, mein Verlangen” BWV 32, som er komponeret til tekst af librettisten Georg Christian Lehms, der stod pietismen nær. Den indledningsarie der har givet kantaten dens titel, er gennemsyret af mystisk dødslængsel; solooboen lader en bredt strømmende klagesang lyde og solostemmen synger utålmodigt og næsten åndeløst sig mig – hvor kan jeg finde dig – hvor – hvor? (…) Alt i alt hersker en ekstatisk Jesus-tone som Bach allerede én gang før havde ladet lyde i sin antageligvis ret tidlige kantate ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit” BWV 106.”

2. sats er et ganske kort svar fra Jesus med tekst direkte fra Lukas-evangeliets kap. 2 vers 49: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg må være i det, der er min Faders?” Jesus’ svar udbygges derpå i

3. sats’ arie for bas (Jesus), continuo og obligat violin. Temaet introduceres af soloviolinen, som snart begiver sig ud i triolfigurer og triller i favorittonearten G-dur, der blandt muliggør brug af løs streng på instrumentets dybeste G-streng. Varmt synger Jesus teksten med den dobbelte betydning: ”Her, i min Faders bolig/kan en betrængt sjæl finde mig.” Teksten er både en henvisning til evangelieordene fra 2. sats om dengang da Maria og Josef desparat ledte ledt efter den tolvårige Jesus og fandt ham i templet, og til det forhold, at kirkerne som sådan er steder, hvor alle betrængte sjæls kan gå hen og finde Jesus. Arien med den omfavnede violinsolo er en da capo arie, hvor også B-stykket henviser både til Jesus i templet og til muligheden for at finde ham i kirkerne: ”Dér kan du mig sikkert finde/og dit hjerte sig forbinde/med mig i min bolig her.” I fornem balance med bassangerens dybe stemme bevæger også soloviolinen sig mest i mellemlejet. Også dén er her hos os – på jorden mellem det dybe og det høje.

4. sats er et duetrecitativ, hvor menneskesjælen (sopran) og Jesus (bas) forenes, akkompagneret med strygerglorie og continuo. Højdepunktet – både tonalt og indholdsmæssigt – er i menneskesjælens anden replik, hvor lidt tekst fra Salme 84 vers 2 i Salmernes Bog citeres op mod sopranens høje g#2: ”Hvor er dine boliger vidunderlige, Hærskarers Herre!” Johannes Brahms komponerede i 1868 en af sine smukkeste korsatser – 4. sats i ”Ein deutsches Requiem” – over denne salme. Brahms var i øvrigt fast abonnent, da det tyske Bach-Gesellschaft i perioden fra 1850 stod for den første samlede udgave af Bachs værker, og Brahms imødeså med største forventning hver ny udgivelse fra Bach-Gesellschaft.

5. sats er en sprudlende duetarie for menneskesjælen (sopran), Jesus (bas), obo, strygere og continuo. ”Nu forsvinder hver en plage/nu forsvinder ak og ve”, synger de to som kanon, mens oboen har taget en lang tur fra klagesangen i 1. sats til, med triller på alle betonede taktslag, at fyre op under strygerne. Til trods for at arien i sin oprindelige version med drengesopran som menneskesjælens høje stemme ikke har været tænkt sanselig, er både Lehms’ poesi og musikken nær ved at lyde som en formæling af to elskende: ”Nu vil jeg dig ej forlade” fra sjælen besvares med ”Og jeg vil dig altid favne”. Derefter kommer ”Nu fornøjer sig mit hjerte”, som besvares ”Og kan sige, fyldt af glæde”, inden gentagelse af ”Nu forsvinder hver en plage/nu forsvinder ak og ve.” Ivrige løb fra soloviolinen understreger glæden.

6. sats kantatens afsluttende koralvers med tolvte vers fra Paul Gerhardts salme ”Weg mein Herz, mit den Gedanken” fra 1647. På dansk betyder det ”Lad bekyringerne fare, mit hjerte”. Sopranstemmen følges af obo og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch og continuogruppen tager udgangspunkt i bas. Melodien fra Genéve 1551 er på dansk kendt fra ”Jesus, dine dybe vunder”, og teksten i verset lyder: ”Åbn, Fader, disse porte/til din nåde og godhed/lad mig altid alle steder/smage sødheden fra dig/elsk mig og før mig på vej/til at kunne tjene dig/og med kærlighed omfavner/og jeg ingenting her savner.”

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 223-225, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, John Eliot Gardiners covernoter til cd Soli Deo Gloria 174 pp. 16-17, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 160-162, Martin Geck: Denn alles findet bei Bach statt, pp. 102-103, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 719

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 32: Liebster Jesu, mein Verlangen for 1st Sunday after Epiphany (1726)
Details | Complete Recordings: 1900-1949 | 1950-1959 | 1960-1969 | 1970-1979 | 1980-1989 | 1990-1999 | 2000-2009 | 2010-2019 | 2020-2029 | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4

BWV 32 Commentaries: English: Crouch | All Music | Emmanuel Music | Mincham | NBV-AOB | Bachipedia
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | Role [French] | B!52, Odcinek 60 [Polish] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:14