|
|
Cantata BWV 30a
Angenehmes Wiederau, freue dich in deinen Auen!
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Hyldestkantate til Johann Christian von Hennicke den 28. september 1737 i Wiederau ved Leipzig
Tekst
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Tiden (sopran), Lykken (alt), Elster (tenor), Skæbnen (bas), kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
“Behagelige Wiederau …”, udbryder korets stemmer straks i 1. sats’ indledningskor, som ledsages af orkestrets strygere, træblæsere, messingblæsere og pauker. Allerede fra første takt er der fest i denne hyldest til området Wiederau tyve kilometer sydvest for Leipzig, og til dets nye beboer adelsmanden Johann Christian von Hennicke (1681-1752). Koret fortsætter ”… glæd dig her på flodens enge!” I en senere sats skal lytteren møde tenorens allegoriske gestalt Elster-floden, der gennemløber netop dette landskab. Indledningssatsen er præget af energi og optimisme med fejende hurtige løb i strygerne og træblæserne, mens trompeter, og gruppens basinstrument pauken, jævnligt blander sig med samlede fanfaresignaler. Satsen forløber i tidens mode som da capo sats. I det mere sparsomt instrumenterede B-stykke hvor trompeter og pauker er mere diskrete i udtrykket synger koret teksten: ”For din trivsel ligger nu/her den nye faste grund/hvor du kan dit Eden bygge.” Efter det ganske omfattende B-stykke vender A-stykkets korudbrud, fejende instrumentalløb og fanfarer tilbage. Her gentager koret teksten ”Behagelige Wiederau/glæd dig her på flodens enge!”
I 2. sats’ recitativ træder en bas i rollen som den allegoriske figur skæbnen og synger over continuoets klange ”Så flytter vi/med glæde/ind i dette hus,” og efter mere ros til det smukke barokslot Wiederau, der også i vore dage pryder egnen med sine massive men velproportionerede fem etager i gult og sort, fremfører det samlede kor eller de fire solister et lille men: ”Dit navn skal ændres/nu skal du kaldes Hennickes-Ro” (naturligvis efter slottets nye beboer Johann Christian von Hennicke). Skæbnen (bas) lægger derefter kort op til sin egen arie.
3. sats er en arie for Skæbnen (bas), strygere og continuo. I den robuste passepied i G-dur udsmykker triolfigurer fra både violin I og violin II melodien med ”vingeslag”. Her kunne Bach være inspireret af de to sidste strofer i Picanders tekst ”for dig er alle hjerter åbne/men almagten breder sine vinger ud”. Musikalske referencer findes mange gange i Bachs kantateværk, men to markante eksempler høres i Versus 2 af "Lobe den Herren den mächtigen König der Ehren" (BWV 137)
til den 19. august 1725 og i 3. sats af "Wer Dank opfert, der preiset mich" (BWV 17) til den 22. september 1726. Talrige små men ret svære triolkoloraturer og fejende løb præger sangstemmen hvis tekst i sin fulde længde lyder: ”Velkommen i velfærd, velkommen i glæde/vi priser din ankomst og og ærer dit hus/vær altid munter som vores enge/for dig er alle hjerter åbne/men almagten breder sine vinger ud”. Skæbne har sunget.
4. sats er et kort recitativ for Lykke (alt) og continuo. Lykken sværger her på indflytningsdagen altid at stå ved Hennickes side – den vil ikke vakle og ej vige fra altid at være nærværende på hans Wiederau.
5. sats er en arie for Lykke (alt), tværfløjte, strygere med enten sordin- eller pizzicatospil og continuo. Det er en magisk gavotte, og efter passepied’en i 3. sats kan vi se, at Bach til Hennickes store festdag havde fat i de i tiden så populære franske dansesatser. Bratsch og violin II udfylder harmonier med deres pizzicato, mens violin I med sordin og en blødt pustet tværfløjtestemme er de melodiførende. Rytmen er præget af synkoper og har et modalt (mixolydisk) tilsnit. Teksten lyder ”Hvad der end kan glæde sjælen/hvad der end så højt kan skattes/skal dig være len og arv” i A-stykket. Også i denne arie er vi i en moderigtig da capo form med et B-stykke, der rummer Lykkens garanti: ”… ingen overflod skal spares/rigeligt skal åbenbares/alt mit forråd bliver dit.” Derefter gentages ariens A-sektion forfra.
6. sats’ recitativ for Skæbnen (bas) og continuo viser, at denne allegoriske figur trods et allerede udført duetpar recitativ-arie i 2. og 3. sats stadig har noget på hjerte. Igen vil Skæbnen beskytte og understøtte Hennicke, men nu tilføjes at hans ”berømmelse ærefulde forløb” må gøres endnu mere blomstrende.
7. sats er en arie for Skæbnen (bas), obo, koncerterende violin, strygere og continuo. Satsen er rig på schatteringer mellem forte og piano og er præget af den såkaldte lombardiske rytme hvor her to korte betonede toner efterfølges af en længere. Rytmen høres allerede i takt ét og tre i obo og violingruppe. Dette kneb tilfører satsen italiensk temperament hvor vi i arierne i 3. og 5. sats var i den franske dans. En yderligere genistreg i satsen er skift mellem soloobo, soloviolin, førsteviolingruppe og derudover svar fra andenvioliner og bratscher, mens continuogruppen holder det hele sammen. Skæbnen (bas) har her flere gode ting i ærmet til Hennicke: ”Dig vil jeg støtte/med dig forvalte/som hvis du var min øjesten/dig at ophøje har jeg for øje/din helse og din velfærd er/i marmorstene skrevet ind.” Denne tekst kan minde om Bachs skønne julekantate tilbage fra 1714 ”Christen, ätzet diesen Tag in Metall und Marmorsteine” (BWV 63). På dansk er det ”kristne indrids denne dag i metal og marmorstene”.
8. sats er et rectitativ for den allegoriske figur Tiden (sopran) og continuo. Tiden som allegorisk figur findes også i kantaten "Die Zeit, die Tag und Jahre macht" (BWV 134a) fra 1719, hvor det dog var en tenor, der udfyldte rollen. Umiddelbart virker det mest for variationens skyld, at disse replikker ikke igen reciteres af Skæbnen, for de handler fortsat om at sikre Hennickes ve og vel. Musikalsk er et par ord interessante, idet de synges på det høje a2 – det er ”morgenrøden” (på tysk ”Morgenröte”) og lidt senere ”… det skal evigheden til sidst” (på tysk ”… dies soll die Ewigkeit zuletzt”). Begge ord relaterer sig til det himmelske, og må ligge højt oppe. Dette kan så også forklare valget af den højeste stemme.
9. sats er en arie for Tiden (sopran), alle violiner på én stemme og continuogruppe. Atmosfæren her i satsen kan med den stressede fremdrift minde om 1. sats i ”Ach wie flüchtig, ach wie nichtig” (BWV 26) og 1. sats i "Alles nur nach Gottes Willen" (BWV 72), hvor løb i continuogruppe og strygere også musikalsk illustrerede altings hast. Her er tonearten ikke som i de nævnte satser a-mol men e-mol, og taktarten er 9/8 med en gigues trioliseret tredelte fornemmelse. Efter tolv takters hastigt instrumentalt forspil næsten råber tiden ”Il! Il! Il, I timer, som I vil/udryd alt, lad alt forsvinde/men notér Jer dette dog/at I denne klare pryd/som er Hennicks ry og lykke/må forskåne allentid!” Der elementer af en Händelsk vredesarie i denne ariesats af Johann Sebastian Bach, der af BBC Music Magazine er blevet kåret som alle tiders komponist over alle andre komponister. I en undersøgelse har musiktidsskriftet spurgt 174 komponister om deres egen top fem over alle tiders komponister. Bach indtager en klar førsteplads i undersøgelsen, der i skrivende stund (primo november 2019) lige er blevet offentliggjort.
10. sats er et recitativ for Elster-floden (en tenor) og continuo. Man kunne spørge hvad en flod skal i selskab med så fine allegoriske personer som Tiden, Lykken og Skæbnen, men Elster-floden løber igennem landskabet ved Wiederau; i Picanders librettoer var man ikke unødvendigt ekskluderende. I et lidt blegnæbbet recitativ tilbyder Elster-floden sine enge og flodbredder til bolig, bebyggelse og industri til gavn for Hennickes formue. |
|
|
|
Forsiden af den i 1737 trykte libretto til kantaten ”Angenehmes Wiederau”
11. sats er en arie for Elster-floden (tenor), tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. Hvor den tredelte rytme i 3. sats var en passepied, får vi nu en menuet, hvor tværfløjte og obo d’amore træder solistisk frem med strømmende toner i et atten takter langt forspil. ”Som de dråber jeg fremviser/for at Wiederau kan grønnes/tilføj velsignelse fra Jer/plej med omhu frugt og såsæd/vis at Hennicks navn/ er et særligt klenodie.” Tekstligt synes man her at gentage de tidligere satser, men musikken er her en redning, for klangen af solostemmen, tværfløjten, obo d’amoren, violinerne og continuogruppen gør denne diskret tænksomme menuet til et klenodie. Satsen er et af de mere besynderlige eksempler på Bachs genbrug af egen musik, for satsen har udspring i hyldningskantaten ”O angenehme Melodei” (BWV 210a) fra januar 1729 hvor den udgjorde arien i 9. sats af en kantate udelukkende for sopran.
12. sats er et recitativ for Tiden (sopran), Lykken (alt), Elster-floden (tenor), Skæbnen (bas), strygere og continuogruppe. I begyndelsen udfører strygerne et par hurtige skalaer og treklangsfigurer opefter og går senere over til lange toner i fyldige akkorder. Tiden ønsker for Wiederau beskyttelse mod lyn, brand, tåge, sult og forfald, mens Skæbnen lover at velsigne Hennicke med berømmelse og lykke. Fra Lykken garanteres det ikke at hindre velsignelse ellers ønskers opfyldelse, mens Elster-floden nu kun giver sit besyv med som del af den samlede solistkvartets afsluttende lykønskning, hvor også regenten Augustust III, der jo havde udnævnt Hennicke til arve- og lensgreve med domsmyndighed i området.
13. sats gentager for så vidt kantatens første sats, men i en anden form og med en tekst, som nu lyder: ”Behagelige Wiederau/ståler nu i dine enge/dine væksters herlighed/og din selvfornøjethed/vare ved til alle tider!” Efter disse ord og toner kunne Hennicke indtage residensen på sit smukke barokslot.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 955-959, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach the learned musician pp. 361, 363 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
