|
Tid og sted
Juledag den 25. december 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Marias lovsang i Lukas-evangeliet kapitel 1 vers 46 - 55, salmevers af Martin Luther (3. sats), af Sethus Calvisius (7. sats), fra Lukas-evangeliet kapitel 2 vers 14 (10. sats), hymne fra middelaldertiden med tekst fra Esajas' Bog kapitel 11 (13. sats), den oldkirkelige lovprisning (16. sats)
Besætning
Sopran I, II, alt, tenor, bas, kor (SSATB), trompet I, II, III, pauker, blokfløjte I, II, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, cello, violone, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med et orkesterforspil domineret af den festlige trompetgruppe med pauker, men også oboerne træder tydeligt frem. Til trods for, at der til julevesperen i Nikolaikirche må have været indkaldt fire trompeter til at opføre julekantaten "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63), medvirker der kun tre trompeter her i hans "Magnificat". Derimod er korpartiet overdådigt besat med et femstemmigt kor. Korets to sopranstemmer er et usædvanligt træk, og i Bachs produktion skal man tilbage til påskekantaten "Der Himmel lacht, die Erde jubilieret" (BWV 31) for at finde et andet eksempel på brugen af to sopranstemmer. Det er da også sopranerne, som først lader sig høre med "Magnificat" sunget over en melisme. De besvares af alt og tenor. Faktisk er det satsen igennem disse to korgrupper bestående af sopran I + II og alt + tenor, der oftest sættes overfor hinanden, mens bas udfører en mere selvstændig funktion. Forskellige klangkombinationer i orkestret supplerer satsen igennem indsatserne fra de 2 + 2 + 1 stemmer i koret. Eksempelvis benyttes oboerne som svar på en indsats fra alt og tenor. Desuden træder førstetrompeten frem i solistiske passager. Ordlyden af korets latinske tekst er "Magnificat anima mea Dominum", der i den danske bibeludgave er oversat til "Min sjæl ophøjer Herren". Satsen afsluttes med et orkesterafsnit for fuld udblæsning i trompetgruppen ledsaget af gruppens basinstrument pauken.
2. sats er en mild dansant arie for sopran II akkompagneret af strygere og continuo. Teksten er: ”Og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" Julevesperen i Leipzig i 1723 har ikke haft en kvindelig sopran på stemmen, da det kun var oppe i det mere frisindende Hamburg, at Johann Mattheson i 1716 fik gennemfrumfet brugen af kvindelige sangere. I Leipzig var det ikke en mulighed. Det kan derfor forekomme meningsløst at kalde satsen blid og feminin, men vi kan ikke vide, om ikke Bachs hustru Anna Magdalena har fået lov at teste solostemmen hjemme i privaten. Hvis hun gjorde, ville Marias taknemmelige lovsang være passende, for Anna Magdalena skulle blot to måneder senere nedkomme med sønnen Gottfried Heinrich.
3. sats er et vers fra Martin Luthers salme "Fra himlen højt kom budskab her / med nyt til alle fjern og nær / godt budskab os nu føres til / derom vi evig sjunge vil". I forhold til Bachs senere og mere kendte version af "Magnificat" (BWV 243), hvor værket blev omarbejdet og sat en halv tone ned, er dette én af de satser, der ikke er med i D-dur versionen. I sit essay "Bach als Genre-Komponist. Akustische Umwelt in seiner Musik" har den tyske musikforsker Martin Geck påpeget, at man fra kirkemyndighedernes side var imod indslag, der kunne minde om de gamle folkelige skikke med krybbespil og iscenesættelser af engleskarer. Derfor er salmeverset, der sammen med tre lignende hymnevers i 7., 10. og 13. sats, danner en lille selvstændig historie om englenes budskab og Jesu fødsel, sandsynligvis Bachs tilføjelse i sidste øjeblik med det politiske mål at vise respekt for Johann Kuhnaus tradition med sådanne små laudes (lovprisninger). Alt tyder på, at dette var en ganske særlig tradition i Leipzig. Bach har her benyttet muligheden for at arrangere salmeverset med alt sit kompositoriske mesterskab. Melodien høres som cantus firmus i sopran I og II, mens alt, tenor og bas foretager forskellige variationer. Selv om det er lærd musik fra en mester i genren, er resultatet også rart at lytte til og frydefuldt med sin fornemmelse af at englene kommer ned til jorden. Vel måtte man ikke lave fysiske krybbespil med engleskarer i, men så kunne byens nye kantor i stedet vise det med musik.
4. sats er en arie for sopran I, obligat obo og continuo: "Quia respexit humilitatem ancillae suae", der i den danske version af Marias lovsang er oversat "Han har set til sin ringe tjenerinde."Arien er kendt som grundpensum for sopraner. Udtryksdybden og mulighederne for smukke fraseringer er da også mangfoldige. Rørende må også det næste tekstled synges "Ecce enim ex hox beatam me dicent ..." (direkte oversat "Thi se! fra nu skal salig mig kalde..."). Som det fremgår, er der fra arien en direkte overgang til den næste sats og fuldendelsen af sætningen; hvem er det, der skal kalde Maria salig?
5. sats har svaret "alle slægter" (på latin "omnes generationes"), der synges og spilles af både kor og orkester, dog uden trompeter og pauker. Koret kan i sin udformning godt minde om dramatiske attacca (lige på) korsatser, som Bach anvendte i sine passioner. Bach har valgt at understrege ordet "alle" (på latin "omnes"), i det dette ord allerede fra begyndelsen gentages, sådan at temaet egentlig lyder "al-le, al-le slæ-æ-æ-(lang melisme)-æg-ter" (på latin "om-nes, om-nes, ge-ne-e-ra-ti-o-o-(lang melisme)-o-nes).
6. sats er med basarien "Quia fecit mihi magna, qui potens est, et sanctum nomen eius" akkompagneret af continuo i den mere aparte afdeling, for hvad foretager en bassanger sig midt i Maria lovsang? Temaet er tæt på at være en kliché og er nærmest umuligt at sætte an uden et vist parodisk præg. Et halvt år tidligere havde Bach genbrugt kantaten "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185), hvor der i 6. sats forekommer en basarie i samme boldgade med en satire over en opblæst prædikants retorik. I denne aries oprindelseshistorie er det ikke umuligt at den var tænkt som en slet skjult parodi på fyrsten Wilhelm Ernst fra Weimar. Han var kendt for at overhøre sine ansatte for at sikre sig at de lyttede til hans prædikener. Med de fire takters enkle forspil, den simple melodi og det lidt grinagtige præg minder arien her i "Magnificat" om arien "Das ist der Christen Kunst" fra BWV 185. Man kan så spørge sig, hvem teksten "For han har gjort store ting mod mig, helligt er hans navn" kan ses som en kommentar til. Da teksten her synges på latin, kunne en mulighed være det forhold, at Bach ikke selv ønskede at tage sig af undervisningen i latin og katekismus, men havde valgt at betale lærerkollegaen Carl Friedrich Pezold for det. Det arrangement faldt nogle for brystet og skulle komme til at begrunde en del officiel brevskrivning i de første måneder af 1724. Arien skal ikke ses som en parodi på den hjælpsomme kollega, men kan snarere ses som Bachs beske kommentar til, at nogen overhovedet gad gå så meget op i et arrangement, der nok var dyrt for ham, men fungerede udmærket. Bachs mål var en "regelret kirkemusik til Guds ære", ikke klasseundervisning i latin og religion. Selv i Marias lovsang kunne Bach få et hint til skolemesterforpligtelsernes kedsommelige rutiner ud mellem sidebenene.
7. sats er en korsats akkompaganeret af continuo. Det er de lyse stemmer sopran I, II, alt og tenor, mens korbas tier og glædesmotiverne i satsens begyndelse spilles af fagot og continuobas. Disse glædemotiver sunget på ordet "jubler" (på tysk "jubiliert") synges også på skift i de fire korstemmer. Salmen af Sethus Calivisius har følgende tekst: "Glæd Jer og jubl; i Bethlehem vil man finde det kæreste Jesusbarn, som skal blive Jeres glæde og salighed". Det er en frydefuldt jublende korsats. En grund til om ikke helt at erstatte så i hvert fald supplere lytningen til "Magnificat" i den mest kendte version (BWV 243) med den oprindelige juleversion, er ikke mindst de fire små laudes, der både i sammenhæng og hver for sig er perler, som fortjener udbredelse også uden for rammerne af messen. Det er smag og behag hvilken én der er den smukkeste af de fire laudes, men denne sats for de fire lyse stemmer er et godt bud.
8. sats vender i duetten falt, tenor, strygere og continuo tilbage til en reflekterende og mere ængselig stemning i "Et misericordia a progenie in progenies, timentius eum", der oversættes: "og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt." Har man én gang hørt den senere version af "Magnificat", vil man her i 1723-versionen savne de svalende tværfløjter, som Bach senere valgte at skrive ind i satsen. Tværfløjten var kun lige ved at komme på mode i slutningen af 1723, og som det vil være fremgået af de talrige kantater fra Bachs hånd fra hele perioden fra 1707 til 1723, er der faktisk kun ét eksempel på brug af tværfløjter i en kantate, nemlig i "Durchlauchtster Leopold" (BWV 173a) fra 1722.
I 9. sats sendes hele holdet på banen i kor- og orkestersatsen "Fecit potentiam in bracchio suo ...", der kan oversættes til "Han har øvet vældige gerninger med sin arm ...". Allerede i de første takter høres den femstemminge korklang med de to spydspidser i sopran I og II. Efter at orkestret har fastslået temaet ved gentagelse af korets toner fra "fecit po-ten-ti-am", tager tenor den første solotur og bakkes op af continuobassens vitale salighedsmotiver. En ny tuttiindsats efterfølges af en solotur fra alt bakket op af tenor og continuobas. Sopran II tager têten efter næste tuttiindslag, men nu er flere sangere rykket frem i offensiven. Med både trompeter og pauker er vejen mod succes så godt som sikker. Hele holdet forenes og efter to finter og en aflevering stikker trompeterne af og sikrer scoringen. Fryden i de høje korstemmer suppleres af glædens boblen i den dybe continuobas. Kort efter tager trompet stolt sin æresrunde, mens der jubles. Triumfen har ført til splittelse hos modstanderen, og det er dén, koret synger om i "han har splittet de hovmodige" (på latin "dispersit superbos"). Pludselig høres en kras harmoni og alle stopper op. I væsentligt nedsat tempo synges "i deres hjerters tanker" (på latin "mente cordis sui"). Trompetgruppen strækker alligevel armene i vejret sidst med en lille afsluttende fanfare.
10. sats er en lille laudes-sats for kor, strygere, træblæsere og continuo. Teksten er fra et centralt sted i juleevangeliet, hvor hyrderne på marken besøges af englen, der forkynder at et barn er blevet født og sammen med en himmelsk hærskare lovpriser Gud med ordene: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" Hvor Bach i de tidligere laudes valgte cantus firmus stillet overfor kommenterende korstemmer i 3. sats og i 7. sats lod de høje stemmer sætte ind kanonisk, er det tydeligt at den himmelske hærskare må illustreres af hele koret samlet. Med en diskret diskantstemme til førsteviolin som en glorie rundt om englens hoved kan satsen minde om de overstemmer, Bach havde brugt i flere af sine kantater fra Weimar.
11. sats er to minutters vredesarie for tenor akkompagneret af violinerne på én stemme samt continuogruppen. Det er violiner, der sætter satsen an med en potent kampberedt obligatstemme. Et bemærkelsesværdigt træk ved 1723-versionen af "Magnificat" er, at netop denne obligate strygerstemme ligger næsten en oktav dybere end i den senere version. Det er klædeligt at få stemmen ned i et leje, hvor violinens dybeste streng med god fylde får lov at klinge "løst" på det dybe G. Teksten er: "Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe". Ligesom "Quia respexit" i 4. sats er noget af et repertoirestykke for sopraner, er denne arie ligeledes tenorers pensum. Ved at søge på titlen "Deposuit potentes" på YouTube kan man finde arien med både Nicolai Gedda, Fritz Wunderlich, Francisko Araiza og Ian Bostridge men det er dog typisk den senere version af arien i fis-mol, de dygtige herrer så fremfører. Én af internettets musiklyttere har kommmenteret denne sats: "This aria makes me wish I were a tenor", hvortil en anden bruger har svaret: "Me too, and I'm a woman!”
12. sats ville dog nok kunne stille kvinden tilfreds med at optræde som alt. At man så som mand gerne ville kunne 'klikke' sin kontorbaryton op og kvæde "De sultende har han mættet med gode gaver" (på latin "Esurientes implevit bonis") i falsetlejet, er noget ganske andet. Det instrumentale forspil i arien udføres af to altblokfløjter, der også har medvirket i flere af de foregående satser, men først træder tydeligt frem nu. Blokfløjter havde Bach brugt flere gange i det første år i Leipzig i kantater som "Schauet doch und sehet, ob irgend ein Schmerz sei" (BWV 46), "Es ist nichts gesundes an meinem Leibe" (BWV 25) og "Preise, Jerusalem, den Herrn" (BWV 119). Mest minder stemmerne i denne sats dog om forspillet til sopranarien "Scharfe könne sicher weiden" i den 9. sats af jagtkantaten "Was mit behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208) fra februar 1713. Altblokfløjterne skaber en pastoral atmosfære, der giver mindelser om Jesus som den gode hyrde, der sørger for sin flok. I den moderniserede version af "Magnificat" fra 1730erne valgte Bach desværre at lade blokfløjterne udskifte med tværfløjter. Ikke at der er noget galt med flauti traversi som sådan, men blokfløjtens klang vækker erindringer om overjordisk smukke partier for instrumentet i tidlige mesterværker som "Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit" (BWV 106) fra 1707 og "Komm, du süsse Todesstunde" (BWV 161) fra efteråret 1716. Udover blokfløjter og altsolist medvirker continuoet i den skønne sats, hvor teksten i det andet led lyder "et divites dimisit inanes", der betyder "og rige har han sendt tomhændet bort".
13. sats er en duet for sopran I og bas akkompagneret af continuo. Hymnen er den middelalderlige lovprisning, hvor Maria og Josef udtrykker taknemmelighed over Jesu fødsel. Det er en hurtig sats i giguens tredelte rytme, med fine koloraturer til de nybagte forældre, som synger: "Isajs gren er sprunget ud, vores Emmanuel er kommet; han har iført sig menneskeskikkelse for at blive en glædens dreng. Halleluja." Hånd i hånd med den religiøse dimension er der tillige en jordnært opløftet stemning i duetten, som gør den umiddelbart forståelig for ethvert forældrepar, der er blevet velsignet med en baby. Da satsen "Virga Jesse floruit" blev komponeret havde Bach selv oplevet at få otte børn, seneste datteren Christina Sophia Henrietta fra foråret 1723. Ved juletid 1723 var hans hustru Anna Magdalena gravid og fødte sønnen Gottfried Heinrich to måneder senere.
14. sats er for sopran I, II, alt, trompet og continuogruppe. Netop som man tror, at glæden og fejringen af Jesu fødsel kun kan blive intensiveret med tindrende trompeter, kommer denne blide sats for de tre højeste stemmer, mens en meget stilfærdig trompet spiller den gregorianske hymne, der oprindelig blev brugt til Luthers tyske oversættelse af Maria lovsang. Dermed bliver terzetten også en sats om Magnificat, nærmest metaagtigt. Trompeten spiller en såkaldt tonus peregrinus i cantus firmus, mens sangstemmerne efterligner hinanden i blide bevægelser. Teksten fra Marias lovsang i Lukas-evangeliet kap. 1 vers 54 er "Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed,"
15. sats fortsætter teksten fra 14. sats "... som han tilsagde vore stamfædre Abraham og hans slægt til evig tid." Koret akkompagneres her kun af continuo, da det fulde orkester sparer kræfterne til afslutningssatsen. Fugaen synges af koret nedefra og op, det vil sige med begyndelse i bas, støttet af continuo og derpå efter tur tenor, alt, sopran II og sopran I. Satsen afrundes mere homofont, hvor sopran I synger længere, høje toner over de øvrige stemmers bevægelser.
16. sats gengives ofte ukomplet i teksthæfter og koncertprogrammer, fordi man uden at se i noderne trykker den oldkirkelige lovprisning af treenigheden: "Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden". Den måde, Bach har struktureret teksten i den første halvdel af slutsatsen, er dog: "Gloria, gloria Patri, gloria Filio, gloria et Spiritui Sancto". Oversat til dansk "Ære være, ære være Faderen, ære være Sønnen, ære være også Helligånden". Satsen begynder med det første samlede "Ære være". Herefter starter basser det næste "ære være" nede fra og op gennem korstemmerne til Faderen i himlen. Efter det næste "ære være" begnder bevægelsen opad i sopran I, alt osopran II op mod "Sønnen", men det tredje "ære være" begynder oppe fra og bevæger sig højere oppe inden Helligånden lovprises. Man kunne tro, at fortsættelsen af lovprisningen "som det var i begyndelsen, er nu og i evighedernes evighed. Amen" ville blive fremlagt på nogenlunde samme måde, men her var Bach snu, for han vidste godt, at genkendelsens glæde i musikken nu en gang er den største. Det sidste lille minuts tid af satsen citerer kort 1. sats' tema for trompeter, pauker og resten af orkestret. Denne gang sætter koret ind efter få takter og har kun kort tid til runde hele herligheden af, mens lovprisningerne fuldendes.
Læs mere
John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 305-308, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 264-265, 271, 288-289 |
