Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 212
Mer hahn en neue Oberkeet
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Hyldestkantate til Carl Heinrich von Dieskau den 30. august 1742 i Klein-Zschocher ved Leipzig

Tekst
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)

Besætning
Mieke (sopran), hendes kæreste (bas), horn, tværfløjte, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

Ouverturen i kantatens 1. sats består egtlig af seks forskellige småstykker for strygere og continuo. De kan betegnes I – II – III – IV – V – VI og skifter mellem dur og mol. Sidst gentages I som afrunding.

2. sats introducerer Mieke (sopran) og hendes kæreste (bas). Ledsaget af strygere og continuo synger de den frejdige sang på oversaksisk dialekt ”Mer hahn en neue Oberkeet”. For at opnå rim og rytme, som er vigtige i netop denne enfoldige kantate, må hele verset gendigtes: ”Vi får en kammerherre ny/ som styrer jord og muld/han skænker øl til vores by/man bliver hønefuld/vor præstemand bli’r gram i hu/I spillemænd spil op/for Miekes skørter svinger nu/den søde snurretop.” Satsen varer ca. ½ minut.
Den er bygget over den på den tid kendte folkesang, bedstefars dans, ”Mit mir und dir ins Federbett”.

I 3. sats’ recitativ for Mieke og hendes kæreste prøver han at stjæle et kys, hvilket ret hurtigt udarter til lummer munterhed om at Carl Heinrich von Dieskau, den nye Oberkeet, også selv ved hvor sødt lidt kæleri smager. I øvrigt var datoen 30. august 1742 både Dieskaus 36-års fødelsdag og dagen hvor han blev ny kammerherre på godset Klein-Zschocher sydvest for Leipzig. Vi må håbe, han havde humor.

4. sats er en arie for Mieke (sopran), violin I, bratsch og continuo. Satstypen er en polonaise, det vil sige en langsom dans i 3/4-takt, der oprindeligt stammer fra Polen. Mieke går lige på med sin kønne arie om alle kæleriets velsignelser: ”Ak, det smager alt for sødt/når man sammen ligger blødt/åh det rumler i min mave/biers summen i en have/og som om en hvepsehær/kæmper sammen hver især.”

5. sats er et kort recitativ hvor Miekes kæreste over continuoklange får sagt at kammerherren er god, men at det er skatteinddriveren, der er en ’svovlkarl’, det vil sige en herre fra Helvede, der beskatter allerede inden fiskerens figre er blevet våde.

6. sats er en arie for Miekes unavngivne kæreste (bas) ledsaget af violin, bratsch og continuo. Han beder skatteinddriveren om at ikke at være for hård ved bønderfolket, når han kræver skatter ind. ”Som larver gnaver kålen ned til den bare stok/lad dette være nok!”, slutter han sin håbefulde arie.

7. sats er et recitativ for Mieke (sopran) og continuo. I overensstemmelse med hyldestkantaternes konvention tilslutter hun sig at deres herremand rigtignok er den bedste af al landsens herremænd.

8. sats er en arie for Mieke (sopran), violin, bratsch og continuo. Teksten lyder: ”Vores hjælper er/ vores kammerherr’/er en kapabel mand/som ingen skænde kan.” Satstypen er en sarabande, en ret langsom dans i 3/4-takt. Det er slet ikke Bach, der har komponeret den, for denne dansemelodi med titlen "Folie d'Espagne" stammer fra Spanien og Portugal. Den bredte sig op gennem 15- og 1600-tallet i Europa. Af andre komponister, der har brugt den kan nævnes Frescobaldi, Corelli, Scarlatti, Vivaldi, Lully, Carl Philipp Emanuel Bach, Liszt og Rachmaninov. I Sverige kendes den som "Sinclairs-Visan". I Danmark kender vi den som menuet fra "Elverhøj".

9. sats er et dialogrecitativ for kæresten (bas), Mieke (sopran) og continuogruppe. Kæreste glæder sig over, at kammerherren har udvirket en mild værnepligt i byen, mens Mieke igen synger om skatterne

i 10. sats’ arie for Mieke (sopran), violin, bratsch og continuo. I gavotten får vi teksten: ”Ja den er god/ frem ingen stod/om disse ekstra skatter/ingen siger nu et ord/om Knauthain og Cospuden hvor/de går i bare trevler.” Knauthain og Cospuden var to små byer som Dieskau havde undladt at brandbeskatte.

11. sats er et recitativ for kæresten (bas) og continuo. Her prises Dieskaus hustru for ikke at gøre sig den mindste smule vigtig, men derimod at kunne tale med de groft udskårne bønderfolk på lige fod.

12. sats er en arie for kæresten (bas), violin, bratsch og continuo. Satstypen er mazurka, der er en polsk dans i 3/4-takt. Den stammede oprindelig fra området Masurien i Polens nordøstlige hjørne. Teksten lyder i dansk gendigtning: ”Halvtreds dalere kontant/intet måltid uden drikke/er en ting vi alle fandt/os i håret rev de ikke/men jeg siger sket er sket/andre steder har man set/vi ku’ dobbelt op jo spare/lad de femti daler fare!”

13. sats er et recitativ for Mieke (sopran) og continuo. Hun synger en yndig arie om Klein-Zschocher.

Slottet Klein-Zschocher malet ca. 1860 af ukendt kunstner

14. sats er en arie for Mieke, tværfløjte violin I, II, bratsch og continuogruppe. Satstypen er menuet, og i denne tværfløjtens eneste medvirken i kantaten har dette engleblide instrument en lang solistisk intro med stryger- og continuoakkompagnement. Stemmen må spilles så sødt som de mandelkerner, teksten handler om: ”Klein-Zschocher burde/vær’ som man smurte/stedet med mandlernes kerner så god/i vores nabolag/kommer måske i dag/et høstudbytte i overflod.” Det tyske ord ”Segen” er jævnligt oversat som ”velsignelse”, hvilket kun giver mening i en kirkekantate. Heldigvis har Gyldendals gamle røde ordbog fra 1982 ”høstudbytte” som alternativ, og det passer fortrinligt til denne bondekantate fra slutningen af august. Satsen er da capo, og efter et B-stykke i mol gentages A-stykket med teksten fra de tre linier: ”Klein-Zschocher burde/vær’ som man smurte/stedet med mandlernes kerner så god.”

15. sats lader i et kort recitativ Miekes kæreste (bas) og continuo introducere en mere opsætsig vise i

16. sats’ arie for kæresten (bas), horn, violin, bratsch og continuogruppe. Her er Bach heller ikke den egentlige komponist, men kun arrangør, for nu synges folkevisen ”Was helfen uns tausend Dukaten”. Til gengæld er det jo et skidegodt arrangement med denne pragtfulde hornstemme der tilføjes på den anden tekstlinje og siden går over og bliver selvstændigt saluterende. Hornet har også en solo til sidst.
Teksten kan også her gendigtes til et burlesk sprog: ”Må vor kammerherre indsamle/titusind dukater hver dag/og lad ham dog drikke et godt bæger vin/så håber vi på at effekten er fin!”

17. sats lader i et recitativ Mieke (sopran) med continuo kritisere den løsagtige arie i 16. sats, for det er jo fine folk, der lytter til deres dialog. I stedet synger hun en sang med ønsker for den gode frue i

18. sats’ arie for Mieke (sopran), horn, violin, bratsch og continuo. Musikerne bag hende er altså de samme men hornet træder et skridt tilbage i valdhorns velkendte diskretion. Satstypen menuet har dog stadig bondedansens enkelhed: ”Bær skønne/mangen sønne/som ser fine ud/og opdrag med prud/det ønsker nu Zschoscher og Knauthain så snart!” Hermed er hornets rolle spillet ud i denne kantate ligesom tværfløjtens var det efter 14. sats. Man mener at det kan have været samme musiker der spillede både tværfløjte og horn. De fire soloinstrumenter i Bachs anden Brandenburgkoncert er eksempelvis de fire som datidens stadsmusikere skulle aflægge prøve i for at kunne anses for udlærte.

19. sats er det første af to ultrakorte recitativer. Dette er for Miekes kæreste (bas) og continuo. Han føler sig ramt af hendes arie i 18. sats og udbryder: ”Ja, du har ret/den småsang klang for slet/derfor må jeg mig tvinge/til noget artigt nu at synge.”

20. sats er en arie for kæresten (bas), violin og continuogruppe. Bach har været nede i sin kramkiste med de gamle noder og fundet en arie komponeret i efteråret 1729 til hyldestkantaten ”Geschwinde, geschwinde, ihr wirbelnden Winde” (BWV 201). I 7. sats hørtes guden Pans grinearie ”Zu Tanze, Zu Sprunge”, der er en vaskeægte folkelig træskovals i 3/8. Efter seksten takters forspil synger nu Miekes kæreste ariens ny tekst: ”Og måtte du vækste og grine af lyst!” Ordet ”grine” fremhæves med gentagne toner på a-a-a som et grineanfald. Han er en enfoldig fyr og gentager teksten flere gange. Først i denne da capo aries B-stykke reflekterer han mere stille i noget, der harmonisk set lyder som frit fald ”og dit hjertesfornemhed/har gjort marken velbered’/til at du blomstrer.” Derefter vender forspillet og latter tilbage i gentagelsen af A-stykket.

21. sats er det andet af de to ultrakorte recitativer. Nu er det både Mieke (sopran) og kæresten (bas) som med continuoakkompagnement enes om, at det blevet tid til at gå hen til kroen. Mieke synger i

22. sats en arie for sopran, violin, bratsch og continuo og beder alle de tørstige om at række hånden op. Altså en måde at få publikum med i løjerne. Satstypen er passende en paysanne, en bondedans.

23. sats er et recitativ for Mieke (sopran), hendes kæreste (bas) og continuogruppe. Endelig tager de sig sammen til at gå til kroen, om man må tro at de i originalversionen har lokket publikum med sig.

24. sats kaldes et kor til trods for at der kun er to sangstemmer Mieke (sopran) og kæresten (bas). De ledsages her af violin, bratsch og continuo. ”Vi går til sækkepibens lyd/til sække-sække-sække-sække sække-pibens lyd/som brummer fra vor kro.” Dette gentages og derpå i et kontrasterende stykke ”Vi glade råber rigtig flot/et leve Dieskau og hans slot/må han dét få/han peger på/og dét han ønsker sig.” Til sidst gentages: ”Vi går til sækkepibens lyd/til sække-sække-sække-sække-sække-pibens lyd/som brummer fra vor kro.” Nogle opførelser vælger at indlægge noget sækkepibe-drone, og lyder faktisk godt, selv om det ikke står i Bachs originale noder. Festlighederne afsluttedes med et festfyrværkeri.

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 959-966, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 361, 363, 424, Klaus Hofmann i teksthæftet til cd BIS-2191 pp. 5-7

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 212: Mer hahn en neue Oberkeet in Hommage [Peasant Cantata, Secular cantata] (1734)
Discography: Details & Complete Recordings | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3

BWV 212 Commentaries: English: Crouch | All Music | Mincham | Bachipedia
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:13