|
Tid og sted
Opført i løbet af sommeren 1734 i Zimmermannsches Kaffeehaus i Leipzig
Tekst
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Liesgen (sopran), Fortæller (tenor), Schlendrian (bas), tværfløjte, violin I, II, bratsch, cembalo, continuogruppe
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for Fortæller (tenor) og continuogruppe. ”Vær stille, samtal ej!”, opfordrer her Fortælleren, som også introducerer Hr. Schlendrian og hans datter Liesgen: ”Hør selv, hvad hun har gjort mod ham!”
2. sats er en arie for Schledrian (bas), strygere og continuo. Allerede temaets stressede violinfigurer viser de følelsesstorme, som forælder-barn-relationen kan udsætte de ansvarlige voksne for. Arien rummer genklang af situationer, komponisten selv kan have oplevet. Datteren Catharina Dorothea (født 1708) kunne være en inspiration. Teksten kan uden besvær oversættes til dansk sådan at rim og rytme bevares: "Har med sine børn man ikke/ærgrelser i tusindvis?/de formaninger jeg sagde/til min Liesgen alle dage/har hun bare lagt på is."
3. sats er et recitativ for Liesgen (sopran), Schledrian (bas) og continuogruppe. Schledrian kritiserer Liesgen for hendes kaffetørst. Få måneder inden denne kantate blev komponeret havde en botanik-professor ved Leipzigs universitet skrevet en disputats om farerne ved overdreven kaffedrikning.
Hertil svarer Liesgen, at får hun ikke tre gange dagligt sin kaffe ”krymper jeg op som en gede-steg!”
I 4. sats’ arie for Liesgen (sopran), continuogruppe og obligat tværfløjte synger hun om sin kærlighed til den uimodståelige drik. Der er intet mærkværdigt ved at den unge sværmeriske pige har fået sig en fin menuet med tidens modeinstrument tværfløjten som vigtig dansepartner. Hun repræsenterer med sin ungdom den nye tid – kaffedrikning, rokoko og håbet om at blive godt gift, mens Schlendrian i en stile antico-arie i 6. sats står for det bedagede. Efter enogtyve takters instrumental introduktion (er det takttal mon ikke symbol for hvornår unge piger var giftefærdige?), synger Liesgen den første af sine to uforligneligt smukke arier i kantaten: ”Mm! Hvor sødt mig kaffen smager/bedre end kys og søde sager /og som muskatvin blid/kaffe, kaffe, må jeg have/den varmer i min mave/ak skænk mig kaffen sød!”
5. sats’ recitativ for Liesgen (sopran), Schlendrian (bas) og continuogruppe rummer en længere dialog mellem far og datter. Indholdet er til at overskue for hun siger at hun hellere vil beholde sin kaffe end at blive gift. Denne diskussion kaster Schledrian ud i en arie om døtres ulydighed:
6. sats’ arie for Schlendrian (bas) akkompageneres kun af continuogruppe med en fin rolle til celloen. Tempoet er adstadigt 4/4, tonearten e-mol; dens firdelte takt og satsens gamle stil danner modstykke til Liesgens moderne menuet i 4. sats, mens Schlendrian efter en kort instrumental introdution giver sin ærgrelse luft: ”Hårde hjerter hos de piger/de gør aldrig hvad man siger/rammer man dog ét svagt punkt/ligger man dog knapt så tungt.” Af rimmæssige grunde har oversættelsen en anden vinkling end originalteksten, der primært går på det svære i at vinde stædige pigers hjerter, med mindre man finder deres svage punkt.
7. sats er et recitati for Liesgen (sopran), Schledrian (bas) og continuogruppe. Endelig giver Liesgen sig, for hun foretrækker trods alt at få en mand frem for at kunne fortsætte med at drikke sin kaffe.
8. sats er en arie for Liesgen (sopran), strygere, cembalo og continuo. Man kan sige, at cembaloe har fået en vigtig rolle som bærer af det plirrende sødmefulde i Liegens ønske, der nu udtrykkes i en af Bachs allermest iørefaldende arier overhovedet. Teksten kan også her præsenteres i en gendigtning, der gør det muligt at fremføre denne vidunerligt syngespilsagtige sopranarie på dansk: ”Endnu i dag, endnu i dag/sørg nu for dette, kære Papa/Åh! en mand! Åh! en mand!/Én, der passer til min stand.”
Såvidt A-stykket i denne blide siciliano i 6/8, mens B-stykket lyder: "Gid det snarligt kunne ske/at i stedet for kaffé/jeg helst før min sengetid/fandt en elsker øm og blid!" Den tekst af Picander fra 1732, som inspirerede Bach til kantaten”, sluttede faktisk her. Bach havde dog en ræv bag øret og tilføjede to satser mere.
9. sats er et recitativ for Fortæller (tenor) og continuogruppe. Han fortæller, at Schledrian nu går på jagt efter en ægtemand til Liesgen, men den snu pige har ladet folk forstå, at hun kun vil gifte sig med en mand, der skriftligt går med til at tillade hende at drikke kaffe.
10. sats er kantatens ”slutkor” for sopran (Liesgen), tenor (Fortæller), bas (Schlendrian), tværfløjte, strygere og continuogruppe. I det instrumentale forspil skiller særligt tværfløjten sig ud i en leg som katten efter musen, og det er da også netop det, der synges om af de tre stemmer: ”En kat vil altid fange mus/og pigerne er kaffesøstre/når moder elsker kaffebryg/og den gjord’ bedstemo’ren tryg/ hvem kan da datter’n laste!” Denne tekst varieres gennem forskellige små solo- duo- og trioepisoder bundet sammen af orkestret med tværfløjten i toppen, strygerne i midten og continuoet i bunden. Også dette er en da capo sats. Derfor gentages ”En kat vil altid fange mus/og pigerne er kaffesøstre!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 992-998, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 356, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 260-262, Albert Bomba: Musikalische Kabinettstücken (i teksthæftet til cd Hänssler Classic 92.066) pp. 24-25
|
