|
Tid og sted
Hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' besøg i Leipzig den 12. januar 1729. Kantaten blev siden og med anden tekst anvendt til forskellige hyldninger der omtales senere. Kantaten er en rekonstruktion.
Tekst
Johann Christian Friederich Hunold (1681-1721)
Besætning
Sopran, tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo: ”Behagelige melodi/ej ynde eller morskab/når op på siden af/dit søde trylleri og din diskrete charme”, indledte sopranen den verdslige markering af hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' besøg i Leipzig i januar 1729 i anledning af et nytårsmarked. Kantaten er den tredje fejring af hertugen, der tidligere var blevet hyldet på sine fødselsdage i 1713 og 1725 med henholdsvis jagtkantaten ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208) og hyrde-kantaten ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a). Nu er det selve musikken, der besynges. Sopranen fortsætter over de lange toner i strygerne: ”Al videnskab om andre kunster/er fuld af platte vitsers dunster/alene er kun du/fra himlen hertil kommet/ja derfor er du himmelsk selv.”
2. sats er en arie for sopran, obo d’amore, strygere og continuo. Obo d’amore og førsteviolin følges ad gennem hele denne da capo aries A-stykke. Allerede i de seksten takters indledning fornemmes noget af den samme varme, som Bach seks år senere skulle indbygge i indledningskoret til kantaten ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben” (BWV 248/IV), der indleder fjerde del af ”Juleoratoriet”. Takten er 3/8 og satstypen er en passepied, som man også kender det fra slutningen af orkestersuiten i C-dur (BWV 1066). Sopranpartiet veksler mellem viseagtig sangbarhed i A-stykket og gnistrende virtuositet i B-stykket. Teksten i A-stykket lyder: ”Spil for os sjælfulde sange/driv nu hvert et henrykt bryst/ned i blid afmægtighed.” Dette kommenteres af strygergruppen med continuo i bunden og obo d’amore i toppen. Sidstnævnte tier i B-stykket, og teksten røber hvorfor: ”Men igennem strenges lyst/kommer sig igen det bryst.” Strengene klinger uden obo, men beholder en akkompagnerende rolle, mens det er sopranen, som udfører både koloraturer, praltriller og skal op og ramme et højt c#3 inden A-delen skal gentages med: ”Spil for os sjælfulde sange/driv nu hvert et henrykt bryst/ned i blid afmægtighed.”
3. sats er et recitativ for sopran og continuo, hvor musikkens, melodiens og tonernes evne til at drive vores bekymringer væk nævnes. Desuden forekommer et par bibelske referencer, idet ”en lille tone gør underværker/og har langt mer’ end Samsons styrke” og ”når tungsind og ængstelse truer vores ro som en hær af filistre” kan musikken også drive dem bort.
4. sats er en arie for sopran, obo d’amore, violin og continuo. Taktarten er salighedsrytmen 12/8 med et fast pulsslag i continuogruppen, mens solooboen og soloviolinen i de otte takters indledning væver fine masker. Musikkens beroligende kraft er her sat så overbevisende i scene af Bach, at denne lytter selv er faldet i en skøn slummer adskillige gange til netop denne sats. Der skal ikke nødvendigvis stille klangflader til for at lave musik til afslapning, men en hjerterytmelignende puls, harmonisk fundament og to fløjlsbløde instrumentalstemmers arabesker, der giver afsæt for søde drømme. Tankevækkende er det at Bach i sine hyldestkantater til hertug Christian af Sachsen-Weissenfels skrev to så henrivende rolige satser som denne og så eksempelvis ”Fårene kan trygt græsse”, der udgjorde 9. sats i BWV 208.
Teksten, der af sopransolisten må foredrages som en vuggesang, lyder: ”Hvil blot her, I trætte tanker/ trætte tanker, hvil blot her!” En kontrasterende del i mol har teksten: ”for en nænsom harmoni/er for den bortgemte vé/et probat vidundermiddel.” Herefter vender hoveddelen tilbage med instrumentale indslag og med teksten ”Hvil blot her, I trætte tanker/trætte tanker, hvil blot her.” Godnat og sov sødt.
5. sats er et recitativ for sopran og continuo. Dette lægger op til arien i 6. sats med en henvendelse til selve musikken (på latin Musica, og på græsk Musi’ké), der trods succesen med de foregående satser alligevel står ”tænksom og bedrøvet”. Derefter synges ”jeg hører dine indvendinger og siger også selv:”
Efter et par små seufzerfigurer for tværfløjte og continuo fortsættes teksten nu i 6. sats: ”Ti, I fløjter/ti, I toner/selv I klinger ej skønt for mig/gå, I stakkels sange, væk/for jeg føler mig forladt!” Arien blander sangerens klagende forladthed over staccatoakkorder i continuogruppen med tværfløjtens triolfigurer.
7. sats er et kort recitativ for sopran og continuo hvori der skabes en forbindelse mellem besyngelsen af musikkens skønhed, den bedrøvelse musikken har ydtrykt i 5. og 6. sats og så velgøreren Christian, der, som det hedder, ”véd hvor højt videnskaben og kunsten bør skattes”.
8. sats er en arie for sopran, obo d’amore, violiner og continuo. Hvor den tredelte rytme i 2. sats var en passepied, får vi nu en menuet, hvor obo d’amoren træder mere solistisk frem med strømmende toner i et atten takter langt forspil. Sopranstemmen tvinges op i højt leje, der ligesom c#3’et i 2. sats røber, at kantaten kunne have haft en kvindelig sanger – måske Anna Magdalena Bach – som solist.
”Ærede protektor/al viden finder beskyttelse for din fod/for du står dine kunster bi/men frem for alt/ finder Deres nåde behag i/en behagelig melodi.” Tekstligt synes tingene at køre i ring, men musikken er – også her – redningen, for klangen af solostemmen, obo d’amore, violiner og continuogruppe gør denne diskret tænksomme menuet til en udsøgt perle.
9. sats er et recitativ for sopran, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. Alle klangfarver fra det relativt lille orkester er sat ind for at illustrere sopranens tekst: ”Ærede protektor, nu bliver fremdeles de ædle harmonier forenet med din bevågenhed/så længe de viser sig som skønne stemmers børn/vil de dit ry besynge/og, når du tillader det, vil de bestandig blomstre foran dig/nu vil de bestræbe sig på/ at bringe dig et ønskerigt offer.”
10. sats er en arie for sopran, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. I den muntre afsluttende sats sørger sekstendedelsfigurer i violin I for fremdriften, mens temaet føres frem af tværfløjte og obo d’amore. ”Vær fornøjet, glade giver/glade giver, glæd dig nu”, lyder det i da capo ariens A-stykke, der ligesom i 2. sats følges af et tindrende virtuost B-stykke hvor svære koloraturer og adskillige høje toner ledsager ønsket ”Må evig lyst/søge bolig i dit bryst/indtil det skal henrykkes af englenes sang!” A-delen spilles og synges derpå da capo.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 952-955, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 181, 319, 341, 368
|
